View allAll Photos Tagged maask
Format: 35 mm svart/hvitt negativ
Film: Ilford FP4
Dato / Date: ca. 1970
Fotograf / Photographer: Byantikvaren
Sted / Place: St. Jørgensveita 2, Trondheim
Oppdatert / Update: 14.10.2019 [Rossvoll 1957]
Google Street View goo.gl/maps/K4R3m
Bjarne Rossvoll (red.): St. Jørgens stiftelse, Trondheim 1607-1957 (Trondheim 1957)
Dansk biografisk Lexikon: Steen Bille (1565-1629)
Dansk biografisk Lexikon Claus Daa (1579-1641)
Eier / Owner Institution: Trondheim byarkiv, The Municipal Archives of Trondheim
Arkivreferanse / Archive reference: Tor.H43.P03.F14174 - Film 198
Merknad: Nest etter Trondhjems Hospital (stiftet 1277) er St. Jørgens Stiftelse Trondheims eldste milde stiftelse, og er i dag (2014) underlagt Trondheim kommunes boligstiftelse for trygdeboliger.
Bille, Steen, 1565-1629. Han blev født 10. Maj 1565 paa Visborg Slot paa Gulland, hvor Faderen, ovfr. nævnte Jens B. til Billesholm, den Gang var Lensmand. I sin Ungdom rejste han i en lang Aarrække i Udlandet med Jac. Svaning, en Søn af Historieskriveren Hans S. Han studerede i Basel (1583) og Padua (1585) og skal ogsaa have besøgt det hellige Land. 1588 vendte han tilbage til Danmark og blev s. A. ansat som Kancelliherremand. I denne Egenskab rejste han 3 Gange i Sendefærd til det skotske Hof. 1595 udtraadte han af Kancelliet og blev s. A. paa Hindsgavl trolovet med Rigborg Lindenov, Datter af Hans Johansen L. og Margrethe Rosenkrantz. Maaske var det i Anledning af denne Familiefest, at Claus Lyskander tilsendte ham en Afskrift af sit Rimværk: «De Billers, Jenses Sønners, 16 Aner» med illuminerede adelige Vaabner. Aaret efter blev han forlenet med Tureby Len, og 19. Okt. 1597 holdt han Bryllup i Odense. 1601 afgav han Tureby Len og blev Lensmand over Throndhjem, Hærjedalen og Jæmteland, hvortil 1604 ogsaa føjedes Romsdalen. Men han synes at have haft mere Anlæg for boglig Syssel end for praktisk Virksomhed. Han kunde derfor heller ikke magte de vanskelige Forhold i sine udstrakte Len, især under Kalmarkrigen, og det tilskrives hans Mangel paa Mod og Omsigt, at et skotsk Hjælpekorps under Oberst Mönnickhofen uden Modstand kunde lande i Størdalen og der fra igjennem Hærjedalen naa ind i Sverige. Paa Herredagen i Kjøbenhavn 1613 blev han derfor dragen til Ansvar for sine Forsømmelser og dømt til at stande Kongen til Rette. I Følge en Beretning, som skyldes Slange, blev han dømt til 3 Aars Landflygtighed, og da han desuagtet hemmelig opholdt sig i Jylland, blev han hensat i Statsfængsel paa Dragsholm, hvor han tilbragte en lang Aarrække. Men denne Beretning er urigtig og fremkaldt ved en Forvexling med en fjærn fynsk Slægtning, Steen Mogensen Bille, der fik denne Straf for Voldsgjerninger, han havde øvet mod sin nærmeste Slægt. 1619 dedicerede den bekjendte Læge Casp. Bartholin et af sine Skrifter til «sin Velynder» S. B., hvem han nævner som «den danske Ulysses» og som «den utrættelige Naturforsker», Udtryk, han dog vist næppe vilde have brugt under de ovennævnte Forhold. S. B. boede til sin Død paa Billesholm. Det er derfor sandsynligt, at Kongen har ladet Naade gaa for Ret og idømt ham en stor Pengebøde, og at han for at kunne udrede den har maattet sætte sig i en betydelig Gjæld. Hans økonomiske Kaar vare i hans sidste Aar saa slette, at han maatte pantsætte alt, hvad han ejede, det meste dog til sin Søn, Jens B. Iblandt det pantsatte var ogsaa en, som det synes, betydelig Bogsamling, der efter hans Død blev Gjenstand for en vidtløftig Retssag. Han døde i Okt. 1629, og hans Slægt gik fra Arv og Gjæld. Af hans 4 Børn bleve de 3 gifte; hans Slægtlinje uddøde i det 18. Aarhundrede. S. B. nævnes som Salmedigter. I Karen Brahes Bibliothek i Odense findes en Samling Salmer og aandelige Sange (Nr. 257, 4to), mest Oversættelser af Davids Salmer, der tillægges ham og passe godt til hans forladte og fortrykte Stilling. Af disse er Salmen: «Jeg raaber fast, o Herre» optagen i Salmebog for Kirke- og Husandagt (Nr. 424).
Brandt og Helveg, Dansk Psalmedigtning I, Nr. 278-84 og S. 30.
S. M. Gjellerup.
[Kilde: Bricka, C. F. (red.): Dansk biografisk Lexikon (København 1887 - 1905)]
Daa, Claus, 1579-1641, Rigsadmiral, Søn af Oluf D. og Dorthe Henriksdatter Friis. Han fødtes paa Faderens Gaard Ravnstrup paa Sjælland 10. (ell. 6.) Avg. 1579, blev sat i Sorø Skole og derefter i en Alder af 12 Aar sendt til Udlandet, hvor han især opholdt sig en længere Tid i Genf. Han kom hjem til Christian IV’s Kroning 1596, men rejste det følgende Aar paa ny til Schweits og Frankrig og kom først hjem 1599. Fra 1600-3 var han Hofsinde hos Kongen, blev 1606 Lensmand paa Skivehus og 1609 Lieutenant ved den røde Fane af den jyske Rostjeneste. Som saadan deltog han med Hæder i Kalmarkrigen og blev udnævnt til Ritmester. 1613 ombyttede han Skivehus med Throndhjem Len, dette atter 1620 med Vestervig og dette igjen 1624 med Dragsholm. I samme Aar var han en af Kommissærerne, der skulde undersøge, hvor meget Kronens Bønder paa Sjælland kunde give i Erstatning for Hoveriets Afløsning. 1625 blev han Medlem af Rigsraadet. 1626 var han Krigskommissær i Tyskland og Sendebud til Fredsmødet i Brunsvig, men i Avg. maatte han paa Grund af Sygdom forlade Tyskland; ogsaa 1627 hindrede Svagelighed ham i at efterkomme Kongens Ønske om paa ny at komme til Krigsskuepladsen. Trods disse Tillidshverv synes han ved flere Lejligheder som Medlem af Rigsraadet at være traadt i bestemt Modsætning til Kongens Politik. Han hævdede saaledes 1628 enhver enkelt Adelsmands Ret til at give sit Samtykke til Kontributioner, og i 1630 synes han at have været en af Talsmændene inden for Rigsraadet for at opfordre Kongen til Forlig med Hamborg, i alt Fald overbragte han sammen med Christian Thomesen Sehested Kongen en Skrivelse i denne Retning. Ikke desto mindre blev han netop paa denne Tid af Kongen udnævnt til Rigsadmiral og aflagde Ed som saadan 25. Juli; saaledes blev det hans Sag under Kongen som højstkommanderende at føre den Flaade, der 6. Avg. lettede fra Kjøbenhavn for at angribe den hamborgske Flaade, der blokerede Glückstadt. Det var Kongens Hensigt ved et hurtigt Angreb at splitte sine Modstandere, men Storme opholdt Flaaden, saaledes at Hamborg fik Tid til at sætte sig i bedre Forsvarsstand. 4. Sept. begyndte paa Elben en 4 Dages heftig Kanonade; Resultatet blev, at den hamborgske Flaade dreves tilbage, og Blokaden af Glückstadt hævedes; men Kongen var ikke fornøjet med C. D.s Holdning, han bebrejdede ham skarpt hans Vaklen og antydede, at hans Stemning mod Krigen med Hamborg havde paavirket hans Adfærd. Det bør dog bemærkes, at C. D. ikke havde haft nogen Fordannelse til sin Stilling som Rigsadmiral.
I 1631 sendtes han sammen med Frederik Günther som Gesandt til Haag. Han skulde dels søge at mægle Fred mellem Generalstaterne og Spanien, dels forhandle med en engelsk Gesandt om Fornyelse af Forbundet med England og om Udbetaling af Subsidier. C. D. optraadte med megen Pragt og havde 6 kongelige Drabanter om sig foruden et stort Følge, men denne Pragt synes kun at have fremkaldt ironisk Spot, og Sendelsen førte ikke til noget Resultat. Derimod fik han selv en Guldkjæde til Værdi af 1800 Gylden. I 1632 var han Sendebud ved Landdagen i Rensborg, blev 1633 Ridder og fungerede flere Gange ved de norske Herredage. – Af hans Godser kan nævnes Borreby og Holmegaard paa Sjælland, Fravgdegaard paa Fyn og Bonderup i Jylland. Han opførte Hovedgaarden paa Holmegaard 1635. Han havde 22. April 1604 ægtet Dorthe Henriksdatter Below; efter hendes Død 1609 ægtede han 2. Maj 1613 Ingeborg Valdemarsdatter Parsberg. Han døde 30. Marts 1641.
Hans Mikkelsen, Ligprædik, over C. D., 1641.
Danmarks Adels Aarbog 1890, S. 175.
Lind, Kristian IV og hans Mænd p. Bremerholm S. 45 f.
J. A. Fridericia.
[Kilde: Bricka, C. F. (red.): Dansk biografisk Lexikon (København 1887 - 1905)]
Format: Dokument
Dato / Date: 1823 (faksimilieutgave 1960)
Kunstner / Artist: Lorentz Diderik Klüwer (1790-1825)
Sted / Place: Byneset, Klæbu og Støren
Wikipedia: Lorentz Diderik Klüwer (1790-1825)
Lorentz Diderich Klüwer: Norske Mindesmærker (Christiania 1823)
Eier / Owner Institution: Trondheim byarkiv, The Municipal Archives of Trondheim
Arkivreferanse / Archive reference: Klüwer, Lorentz Diderich: Norske Mindesmærker (1823) [F22626]
Bynæsset.
Hovedkirken i dette Præstegjeld, ved Gaarden Stene, er ikke, som Bing beretter i hans Norges Beskrivelse, Sid. 75, af Træ, men tvertimod en meget gammel Steenbygning, med hugne Grøtsteens Hjørner og et smukt Fodstykke rundt omkring den, af samme Slags Steen. Dens Længde er 24 og Breden 16 Alen. Choret er 12 Alen langt og 9 Alen bredt; omkring Dørene findes indhuggede Zirater.
I bemeldte Kirke findes tvende Præste-Portraiter fra 1664; samt Johan Crantz's, som kom til Kaldet 1702 og døde 1752.*)
[* Efter Gerh. Treschows Jubellærere, S. 232, blev han Præst her 1701 og døde 1751, den 29 Dec.]
No. 29 -- a.
Østenfor Choret ligger en hvid Marmorsteen, 2 1/2 Alen lang, 1 Alen i den brede og 3/4 Alen i den smale Ende.
I den øverste Afdeling ovenpaa sees Maria med Barnet i den venstre, og et lidet scepter i den høire Haand. I den nederste Afdeling sees en Menneske-Figur i en bedende Stilling med oprakte Hænder.
Omkring i Kanterne findes en halv udslettet Munke-Inscription.
Udi Bunden af Døbefadet i Bynæssets Kirke sees en Ridder i Kamp med en Drage. Munke-Inscriptionen omkrin i Kanterne synes at være:
† vtute, v..s.. E.lectæ) v:tute v: Mr. (6 Gange gjentagen)
som Pastor Mørch forklarer saaledes:
Virtute Virginis Electæ: Virtute Mariæ: Virginis -
formodentlig er herved meent, at den Ridder Sanct Jørgens Seier over Dragen blev udført ved Jomfru Mariæ Kraft.
Paa Toppen af en kegledannet Klippe, som danner en Odde udenfor Bynæssets Kirke, har tilforn været en mineralisk Kilde, der skal være stoppet af de Svenske 1718.
Aabningen, eller Kummen, som nu staaer fuld af Regnvand, er 7 1/2 Alen i Firkant, og ujævn i Bunden. Dens største Dybde er 3 Alen.
Klæbo.
No. 29 -- b.
Ved Gaarden Vest Tanem findes ved Foden af et høit Bjerg adskillige Kæmpehouge. Tvende af disse lod Eieren af Gaarden opkaste 1813, og fandt i den ene, som var 14 á 16 Alen i Diameter, et Spyd og en Metal-Urne, i den østre Ende deraf, og omtrent i Midten, en halvanden Alens lang og ujævn Graasteen, hvorpaa var indhugget, som Tegningen viser. (See Professor F. Magnusens Bemærkning ved No. 10, Sid. 45.)
Udi den anden Houg, som var noget mindre, fandtes en muret Grav, hvori var endeel Aske og brændte Been.
Mellem Gaardene Thorgaard og Qveniln i Tiller Annex som ligge paa den høieste Ryg imellem Gulen og Nid-Elven, gaaer en ophøiet Vei, der er sammenlagt med Kampestene og Flodsand. Dens Høide over Sletten er endnu 1 Alen, og dens hele Længde synes at have været 800 til 1000 Alen. Paa begge Sider af den findes Rødder af Træer, hvormed den har været beplantet, og den hele Slette paa begge Sider af den, mellem bemeldte Gaarde, er fyldt med større og mindre Kæmpehouge, hvori der er fundet baade Vaaben og Offer-Instrumenter.
Tæt ved Husene paa Thorgaard sees adskillige Figurer i Jorden, ligesom overgroede Tomter af Bygninger. En af disse, som er en stor ophøiet Firkant, kaldes endnu Kirkegaarden. Her har formodentlig, efter Christendommens Indførelse, staaet en Kirke.
Sandsynlig har dette mærkværdige Sted Navn af den Nordiske Thor, for hvem her synes at have været Offringer.
Den af Schøning i hans Reise gjennem en Deel af Norge, Aar 1773, 74 og 75, Sid. 22, nævnte Ellehoug, som jeg ogsaa har hørt kalde Selshougen (maaske Sjuls- eller Sigurds-Houg), er endnu i Behold ved Gaarden Lille Ugla, i Klæbo Hoved-Sogn.
Støren.
No. 29 -- c.
Paa Brinken af en gammel Elvmæl, tæt ved Gaarden Bonøs, findes en Bautasteen, 5 1/2 Alen høi og nedentil 2 Alen bred. Nogle Alen fra denne har staaet en Anden, noget mindre, som for nogle Aar siden er omgraven, og benyttet til Bygningerne paa Gaarden.
Begge disse Stene findes vel aftegnede i Schønings Reise gjennem denne Egn, men da de ikke ere accurate, saa har jeg troet det rigtigt her at levere en Tegning over den, som endnu staaer tilbage.
En 90 Aar gammel Bonde i Rennebo, hvis Forældre havde boet i Nærheden af Bonæs, fortalte mig, Aar 1811, at hans 96 Aars gamle Farfader havde af sin ligesaa gamle Fader lært at synge en Vise (et Qvad) om Ormen og Solen, som vare begravne under de nævnte Bautastene ved Bonæs. Poesien og Musiken eller Tonen, som han kaldte det, havde han glemt, men af Indholden fortalte denne af Alderdom sløvede og svækkede Mand, nogenledes sammenhængende, følgende:
"Ormen var fæstet (forlovet) med Solen, en fager Møe, (hvis Fader var Smed og boede paa Lunde) som en mægtig Mand vilde berøve ham. Denne forsøgte først at vinde hende ved kostbare Gaver og store Løfter til hendes Brudgom, og da dette ikke hjalp, vilde han tage hende med Vold; Ormen, som fornam dette, samlede sine Venner, som vare hele Dalens Indbyggere, saasom han var afholdt af Enhver, og jog ham ud af Sengen den Dag, eller Morgen, han vilde bortføre Solen, og drev ham til Jarlsdalen i Melhuus, hvor han gjemte sig, og fik Leilighed til om Natten at flygte til Throndhjem. Men da denne mægtige Mand siden blev dræbt paa Rimol, saa drog Ormen derhen og begrov ham paa den brugelige Maade, da han vel hadede hans Fremfærd mod Solen, men ærede ham tillige som en dygtig Kæmpe.
Derefter blev Ormen tilbuden af en Konge, som afskaffede Hedendommet, at blive Hofmand, som han ei vilde være, men fyttede til Bonæs, hvor han og Solen døde paa samme Dag, begge 100 Aar gamle, og bleve der af deres Børnebørn, sam alle vare Kæmper, begravne."
Efter dette Sagn ere Bautastenene ved Bonæs opreiste over den i Hakon Jarls Tid saa bekjendte Orm Lyrje, hvis Hustru var Lunde-Solen, eller den vakkre Gudrun Berg, (Thors Datter paa Lunde i Horrig Annex), som Jarlen var forelsket i og vilde bortføre, hvorved han paadrog sig det Had af Bønderne, som meget bidrog til hans sørgelige Endeligt.
Tæt ved Lunde ligger Gaarden Løhre, som uden Tvivl er det gamle Lyrje, hvor Orm maa være født og hvoraf han maae have taget sit Tilnavn.
Næsten overalt igjennem Størens Hovedsogn og Horrig Annex findes Kæmpehouge, hvori Tid efter anden er opgravet Sværde, Spyde, o. a. m.
Annexet Budalens første Beboer skal have været en Kæmpe ved Navn Ketil, hvis Bolig var ved Bua Elv under Fjeldet Høikittiln, som synes af ham at have Navn. Denne Ketil, som levede i Selskab med tvende Andre, forlod igjen Budalen, byggede ved Orkel-Elven i Rennebo, hvor der endnu findes en Stue efter ham, paa Gaarden Uff, der kun er opført af 3 eller 4 Stokke i Høiden.
Sagnet siger: at gamle Ketil bar sig ihjel paa en 20 Alen lang og 2 Alen tyk Furu, som han fældede langt borte i Skoven og vilde paa sine Skuldre slæbe hjem.
Af de gamle Træbygninger seer man, at den nu brugelige Omlægning af Stokkene, saaledes at den Enes Rodende følger den Andens Top eller Smalende, ikke kjendtes for 2 á 300 Aar tilbage; derimod gjordes enhver Stok til en fuldkommen Cylinder, ved at den blev tilhuggen igjennem en Jernring fra Topenden af. Dette kaldtes Ringhugning, og har paa mange Steder i Norges Fjeldegne, hvor der ingen Mangel er paa Skov, været brugt indtil de sildigere Tider.
Art – Music – Technology
5-8 September Enschede NL
10 years of GOGBOT: Sex to the Future
10 years of GOGBOT: The Pornobots are coming
10 years of GOGBOT: Sex, science & powertools
10 years of GOGBOT: Porna on the church tower
10 years of GOGBOT: Art, technology and more sex than ever before
GOGBOT 2013 – Edition #10:
EROTEC —- teledildonics: sex + technology
future body-extensions, instant body-scans, strobo-sensoring, noisy-freakshows, twitter-controlled dildo’s, electronic masturbators, pole-dancing robots, giant-reptiles on acid, hactivism, moreeeeeeeeeeeee
For four days and nights the centre of Enschede will be transformed into an audiovisual playground with media art, installations, exhibitions, workshops, robotics, performances, lectures, parties and the world championship Powertool Racing. This jubilee edition’s theme is the relation between sex and technology: EROTEC
During GOGBOT international top-of-the-bill art and Dutch talent can be seen at the Oude Markt, in the Grote Kerk, TETEM art space and Atak – mostly free of charge. GOGBOT is a sexy cyberpunk fair, a unique festival full of surprises – an audiovisual adventure. In 2011 the festival was crowned most innovative event in the Netherlands. Wanna shock your senses? Go GOGBOT!
The 250 participants include: Erwin Olaf, Hester Scheurwater, Julika Rudelius, Lernert en Sander, Rachel de Boer, Rein Vollenga, Refunc, Venetian Snares, Guerilla Speakerz, Bong-ra, Gomes, Cairo Liberation Front, Acid P303ER, Neverporn, Mental Plastic Body Filler, Monodeer, Maask, Silicat… With a special opening by sex idealist Marije Janssen: Porna op de church tower.
foto: Roy te Lintelo
Format: Dokument
Dato / Date: 1823 (faksimilieutgave 1960)
Kunstner / Artist: Lorentz Diderik Klüwer (1790-1825)
Sted / Place: Forbregd, Verdal, Nord-Trøndelag
Wikipedia: Lorentz Diderik Klüwer (1790-1825)
Lorentz Diderich Klüwer: Norske Mindesmærker (Christiania 1823)
Wikipedia: Gravhaug
Wikipedia: Forbregd/Lein
Eier / Owner Institution: Trondheim byarkiv, The Municipal Archives of Trondheim
Arkivreferanse / Archive reference: Klüwer, Lorentz Diderich: Norske Mindesmærker (1823) [F22614]
No. 17.
Ved Gaarden Forbrigd fandtes for nogle Aar tilbage en heel Plads fyldt med større og mindre tæt steenlagte Cirkler og trende Firkanter, som nu alle ere opbrudte og jævnede. Foruden en Mængde Kul, Aske og Been, fandtes der ogsaa endeel Glasperler af forskjellige Farver, samt enkelte Stykker af Offer-Instrumenter, saasom Knive og Dolke. Dette Sted er Schøning ikke bleven gjort opmærksom paa, da han beskrev og aftegnede en anden med lignende Cirkler opfyldt Plads ved Forbrigd, som ogsaa nu er ødelagt. Tegning og Beskrivelse herover findes i Nordiska Fornlämninger af Professor Lilliegreen og Brunius 4 Häftet, uddraget af bemeldte Schønings Manuscripter i Kjøbenhavn. (cfr. Topogr. Journ., 12te Hefte, Sid. 72 - 78.)
Ved Gaarden Molde i Vukku Annex findes endeel Kæmpehouge; ved Nabogaarden Inddalen ligesaa, her fandtes 1806 en Stage af Jern, og et meget stort Sværd.
Paa Bakken udenfor den smukke Gaard Mindsaas (maaske Mindeaas), ligger i en Halvcirkel nogle vakkre Kæmpehøie. *)
[* Een af disse Houge har tvende Benævnelser, baade Thorsteins- og Smedehougen, hvilket synes at lede hen til Thorstein Knarrarsmed, som paa Stiklestad gav Olaf den Hellige det første Hug, og som strax efter af Find Arnesen blev dræbt. Da Mindsaas ikke ligger mere end 1/2 Miil fra Stiklestad, saa er det muligt, at han der er bleven begraven.]
Af den gamle St. Andreæ Kirke ved Houg findes endnu, ned i Jorden, et Stykke af den nordøstre Vraamuur. Denne Kirke blev nedbrudt af Elven for omtrent 300 Aar tilbage; herom fortælles endnu i Værdalen følgende:
"Over Væra-Elv, som brød alt mere og mere ind paa Kirkegaarden, var ved Hougsgrova et Færgested. En fremmed Mand kom en stormende Høstaften til Færgemanden og begjerede at komme over. Denne turde ikke vove det. Den Fremmede gjentog sine indstændige Bønner; men forgjæves. Hvorpaa han begjerede en Drik Vand af Elven, som han ogsaa fik, men blev deraf syg og døde strax. Tæt ved Kirkens søndre Muur blev han begraven; og da Elvbruddet naaede hans Grav og blottede Kisten, faldt Jorden ud igjennem Dalen mellem Sisselien og Stiklestad (1/2 Miil fra Houg), hvorved Elven blev stoppet og tog et andet Løb. Men dette uagtet var den dog kommen Kirken saa nær, at dens søndre Muur faldt ned over Bruddet."
At noget af denne Fortælling er sandt, har man Beviser for; thi mellem de nævnte Gaarde Sisselien og Stiklestad sees endnu et gammelt Jordfald; og hvad Kirken angaaer, saa brød Elven virkelig kun dens søndre Muur bort; thi den Nordre stod næsten heel og holden lige til 1784, da Major Klüwer lod den nedbryde, og opbyggede deraf en Deel af Steenbygningerne paa sin Gaard Bjertnæs.
Ikke langt fra St. Andreæ Kirke paa Gaarden Houg fandtes 1802 Skaftet af et Sværd, der var belagt med Guld og Sølvtraade.
Af Steene-Skantse sees endnu nogenledes tydeligen alle Værkerne. Sletten mellem denne og Gaarden Levringen er bekjendt af en Træfning mellem Værdalens Dragon-Compagnie, og et Svensk Corps paa omtrent 500 Mand, i Aaret 1718.
Her skal længe have staaet et Trækors, hvor Dragonen Stor-Ingvald faldt. Efterat han, ved forskjellige Skud i Begyndelsen af Træfningen, havde mistet begge Fødder, krøb han længe omkring og stak Folk og Heste ihjel indtil han døde. Denne kjekke Mand var født Huusmands-Søn under Gaarden Levringen.
Format: Dokument
Dato / Date: 1823 (faksimilieutgave 1960)
Kunstner / Artist: Lorentz Diderik Klüwer (1790-1825)
Oppdatert / Update: 16.10.2017 [Oppdatert lenke til Digitalt Museum / Romsdalsmuseet]
Wikipedia: Lorentz Diderik Klüwer (1790-1825)
Lorentz Diderich Klüwer: Norske Mindesmærker (Christiania 1823)
Digitalt Museum: Enhjørning (Romsdalsmuseet, inventarnr. R.Fot.30628)
Eier / Owner Institution: Trondheim byarkiv, The Municipal Archives of Trondheim
Arkivreferanse / Archive reference: Klüwer, Lorentz Diderich: Norske Mindesmærker (1823) [F22608]
No. 11 a.
Paa Gaarden Vaadan 3/4 Miil i V til S fra Trondhjem fandtes for nogle Aar siden, paa flad Mark, ikke dybt i Jorden, en Dyrskabning med Næb og Vinger. I Næbbet bær den en Mand iført Kjole, Støvler, Sporer, og en lukket Hjelm.
Hele Figuren er støbt af Messing-Malm og veier 5 1/2 Pund.
Indvendig er den hul. En Aabning findes i Dyrets Nakke, som har været forsynet med et Laag, og en anden Aabning findes udi Bagdelen af Hjelmen, paa den i Næbbet liggende Person.
No. 11 b.
En anden Dyrskabning har i umindelig Tid været bevaret paa Molde. Denne ligner en Eenhjørning og er forsynet med et hul i Nakken, hvorover der tydelig sees at have været et Laag. Af Hanken ovenpaa Ryggen, der forestiller en Slange, og Hornet der er hult, kan man gjøre den rimelige Slutning, at det har været brugt til et Skjenkekar.
No. 11 c.
Endnu en tredie Skabning af dette Slags, som skal være funden i Jorden paa Helgeland, forestiller en Rytter i heel Ringharnisk og en Stridskappe over, med lukket Hjelm og draget Sværd, paa en æblet Hest. Her findes ogsaa Aabning i den øvre Deel af Hjelmen, samt i Hestens Pande.
De tvende første Exemplarer findes hos Consul Buch paa Molde, og det sidste hos Madame Oeding her i Trondhjem.
Sandsynlig have alle 3 disse Figurer, som ere omtrent lige store, 10 Tommer lange og 6 høie (foruden Rytteren paa den Sidste) havt samme Bestemmelse, som den af Professor Sjöborg udi hans Inledning til Kännebom af Fädernelandets Antiqviteter, Sid. 152, beskrevne Kobberløve, fra St. Olafs Kirke paa Vatnfjord i Island; dog skal jeg ikke nægte, at disse see mere ud til at have været Skjenkekar end Lamper. Professor Finn Magnusen anmærker herved følgende: Disse kunstige Skjenkekar (hvortil vel forskjellige Sidestykker, men dog ikke, saavidt jeg veed, af samme Mønstre haves i Danmark og flere Lande,) ere ret mærkelige ved deres Form. De to første synes at røbe deres Oprindelse fra hedensk Mythologie. Ere de end i Middelalderen og senere Tider blevne brugte ved den katholske Gudstjeneste (ligesom den Thorlacianske var givet Kirken i Vatnsfjord*)
[* Det er ogsaa vist, at den aldrig har været brugt som Lampe. Lignende Kar i Skikkelse af Løver &c. har man tilsidst i Island, og maaske paa flere Steder, brugt som The- eller Kaffe-kander ved enkelte Leiligheder.]
- saa er det dog aldeles ikke vist, at dette var deres første Bestemmelse. Meget blev først brugt som Husgeraad, før Kirkerne udsmykkedes dermed, som: Tapetserier, Bægere, Bækkener, Lysestager, Lysekroner o. s. v. - og saaledes have vistnok hine Skjenkekar (som ikke røbe kristelig-artistiske Former eller Zirater) i Førstningen havt en anden Bestemmelse end den ommeldte.
Hos bemeldte Consul Buch saae jeg ogsaa et Drikkehorn med forgyldt Kobberbeslag, hvori var anbragt med Munkebogstaver "Help Maria", som i de katholske Tider vel maa have været en Skaal, ligesom "Gud Thor!" i de hedenske. Denne Sidste bliver endnu almindelig brugt blandt Bønderne, men er forandret til "Go Taar!"
Format: Dokument
Dato / Date: 1815 [tegningen] (faksimilieutgave 1960)
Kunstner / Artist: Lorentz Diderik Klüwer (1790-1825)
Sted / Place: Stjørdal, Nord-Trøndelag
Oppdatert / Update: 05.10.2015 [Sted oppdatert og lagt til lenke til artikkel om Skrivarberget på Wikipedia]
Wikipedia: Skrivarberget (Stjørdal)
Wikipedia: Lorentz Diderik Klüwer (1790-1825)
Wikipedia: Liste over kulturminner i Stjørdal
Eier / Owner Institution: Trondheim byarkiv, The Municipal Archives of Trondheim
Arkivreferanse / Archive reference: Klüwer, Lorentz Diderich: Norske Mindesmærker (1823) [F22609 ]
No. 12.
Strax vest og ovenfor den nævnte Kong Børges Gaard, Berrig (Maaske Borgerig) paa en høi Bakke, der gaaer ud fra Bjerget Bugraven*) ,
[* Dette Bjerg er meget steilt og har vist faaet Navn af de mange Kreature (der overalt i det Nordenfjeldske Norge kaldes Bu), som der ere nedstyrtede, og have fundet deres Død eller Grav.]
findes endnu omtrent Halvparten af en med lave Kampestene omsat Oval af henved 60 Alens Længde, i hvis Midte er en stor Kæmpehoug. Dette Sted, som ved et gammelt Elvebrud har mistet den hele søndre Ende og noget af den østre Side, kaldtes endnu Berrigs Thing.
I Aaret 1813 blev ved Gravning paa Vernæs Kirkegaard fundet en Kufisk Sølvmynt, som er slaaet af den fjerde Sassanidiske Regent over de til det persiske Rige hørende Provindser Chorasan og Transoxana Nuh (Noah) ben Nafn i Rigets Hovedstad Samarkand Aar 333 efter Mahomeds Flugt, som svarer til vor Tidsregnings Aar 944 - 945 under den Bagdadske Khalifs Al Mottaki Billah's Overherredømme. Baade hans og Nuhs Navn staaer paa Myntens Side. For Resten er Inscriptionen den samme, som findes paa alle øvrige Samanidiske, naar undtages Myntstadens Navn og Aarstallet. Adskillige af disse ere beskrevne i J. Hallenbergs Collectio numorum cuficorum, som udkom i Stockholm 1800, og i Adlers Museum cuficum.
Antiqvaren M. F. Arendt, som saae denne Mynt hos Hr. Pastor Heyerdahl, der har meddelt mig ovenanførte Oplysninger, kalder den en kufisk Reisepenge, given en Død, naar han blev begraven. (Grækernes Danace eller Naula.
Henved 3 á 400 Alen i Vest fra anførte Thingsted ved en smal Bjergstie (Kleiv) mellem de nævnte Gaarde, Berrig og Ystenæs, er en steil og glat Klippevæg af 7 Alens Høide og 3 1/2 Alens Brede, som bliver kaldet Thingstuen eller Skrivarberget.
Denne Sidste Benævnelse har den rimeligviis faaet af de mange Navne, som derpaa i den senere Tid ere indskaarne; den Første synes derimod at være den oprindelige, efter ovennævnte nærliggende Thingsted.
Ved nøiere at betragte denne Klippe, fandt jeg derpaa en Rune-Inscription, der deels ved Ælde, og deels ved de mange ovenpaa samme indskaarne Navne, var bleven meget utydelig og vanskelig at læse. I tvende Dage besaae jeg den til forskjellige Tider, og tog deraf endeel Copier, som tilsidst, efter eget og Andres Skjønne fuldkommen stemte med Originalen, og som i dette No. tilligemed hele Klippevæggen er afbildet.
Ved Siden af Runerne findes ogsaa en Munke-Inscription med et Bomærke hos, som ligeledes er indgravet, og findes anført paa Tegningen. Herr Professor Finn Magnusen læser denne Inscription saaledes:
1) RÚVS MYRKUM VÍSA BERTIT
(RÓF,S,
HRÓFS)
2) BIAVRN ....... RISTV RÚNAR ÞESAR.
ↄ: Speluncæ obscuro principi non diescat! *)
Biorno (et ....) incideruut literas hasce.
el. Gid Dagen aldrig oprinde for Røsens (Klippehulens) dunkle Hersker! Biørn (og ....) indskjære disse Runer (Bogstaver, Skrevne Ord.)
[* Birtit er her efter gammel (eddisk poétisk) Maade sat for birti: at ↄ: non diescat vel illucescat. Birttit kunde ogsaa være præs. imper. plur. 2. pers. altsaa: declarate, manifestate, og Indskriften burde da oversættes: Speluncæ obscuro principi declarate (Runæ!) qvod &c. Eller: Forkynder Klippehulens dunkle Hersker (I Runer!).]
3) UNDIR AUS-(ÁS-)TÁ IVIR ÞREOR (ÞREYR) FÖR GULK .... NÍU
ÁLNA NIÞR.
ↄ: Sub monticuli extrema (prominente) rupe desiderat (moratur super)
comitatus aurum (auro) [abundans] *) [abundante] novem ulnis subtus
(inferius)
el. "Under Bjerg-Taaen (Klejven, Klippen) savner Følget (Flokken, Reise-Selskabet) Guld [Skatten] (forvaret) ni Alen nede (i eller under Jorden.)" Eller ogsaa: ... dvæler (tøver) Følget (her) over Guldskatten o. s. v.
[* De manglende Bogstaver vare rimeligvis enten I (en rune) (X en rune) I (en rune) S (en rune) T (en rune) X (en rune) (cista Kiste ↄ: Guldkiste) 2) (X en rune)) (X en rune) (U en rune) S (en rune), (K)AVS (KÖS) ↄ: congeries Dynge, sammendynget Mængde eller 3) (X en rune) I (en rune) (X en rune) (X en rune) I (en rune), (K)ÍNGI) -YNGI. abundantia immanias, uhyre Mængde.]
Originalens første Linie har Hensyn til Jætten, Dvergfyrsten eller Bjerg-Kongen for den dunkle Klippebolig, og ønsker at Dagen eller Solens Lys aldrig maa oprinde for ham; et fromt Ønske, da Jætter, Svartalfer og Dværge mentes at forstenes eller ombringes af slig Lysning. Herved vil Forfatteren anbefale sig til den underjordiske Skattevogters Gunst.
Den anden, tildels udslettet, indeholder Runeristernes Navne.
Den tredie, sandsynligvis en Fortsættelse, tilkjendegiver, at den er ristet ved Reisendes (maaske et Kongeligt eller fyrsteligt Følges) Ophold der paa Stedet. Den især, saavel som den første, viser at man mente, at en Skat af Guld (der sædvanlig bevogtedes i Bjerge, Klipper eller Afgrunde af Riser eller Dværge) gjemtes der ni Alen under Jorden. Ni Raster nedenfor Jorden skjultes Thors Hammer af Jætten Thrym. Den norske Helt, Helge Haddingiaskate ønskede Jættinden Hrimgerde ni Raster under Jorden. Hermod red i Mørke ni Nætter og Dage til Hels underjordiske Bolig o. s. v.
Om Indskrifterne ere indgravede for Alvor, Spøg eller Tidsfordriv, er det nu vel ikke mueligt at bestemme. Besynderligt er det, at en korsdannet Figur*) sees ovenfor den første Linie.
[* Man kunde og gjætte, at det betyder enten 1) en Stridshammer (altsaa sigtende til Thors Cultus) eller og 2) et Sværd, som undertiden forestilles saaledes paa gamle Mindesmærker. I begge Tilfælde kan det være bleven hensat som en magisk Hieroglyph.]
Mueligt er den bleven anbragt, da Klippen eller Bjerget (ligesom selve Thingstedet, forhen besmittet ved Hedningernes Gudsdyrkelse) efter mange lignende i Norges og Islands Historie forekommende Exempler blev viet eller kristnet for at uddrive Troldene, eller og for at afkræfte hedenske Troldoms-Runer. **)
[** I Olaf Tryggvesøns store Saga (Skalh. Udg. 189) hvor man erfarer nok om Bjergtrolde i det Trondhjemske efter den Tids blandede Overtro, berettes, at den nysnævnte Konge med Følge "drog omkring i alle tilgrændsende Bygder med Kors og Helligdomme skænkede Vievand over Bjerge og steile Klipper, Dale og Høie, og rensede hele Egnen med hellige Bønner ("Besværgelser") og Guds Kraft fra onde Vætter og urene Aander o. s. v. Lignende Fortællinger findes om Olaf den Hellige i hans store (endnu utrykte) Saga.]
Format: Dokument
Dato / Date: 1823 (faksimilieutgave 1960)
Kunstner / Artist: Lorentz Diderik Klüwer (1790-1825)
Sted / Place: Nidarosdomen, Trondheim
Wikipedia: Lorentz Diderik Klüwer (1790-1825)
Lorentz Diderich Klüwer: Norske Mindesmærker (Christiania 1823)
Eier / Owner Institution: Trondheim byarkiv, The Municipal Archives of Trondheim
Arkivreferanse / Archive reference: Klüwer, Lorentz Diderich: Norske Mindesmærker (1823) [F22600]
No. 3 a.
Disse tvende Stykker, hvorpaa findes ophøiede Bogstaver, ere af blaat Marmor, og findes nedlagte i Gulvet ud fra Chorets søndre Capel. Professor F. Magnusen læser Indskriften saaledes:
"AKVINO DOMINO PD (perdilecto)
Dñus Akvinus eller Haqvinus bliver altsaa en Herra Hákon eller Haaken, rimeligviis en Konge eller Fyrste.
Det forekommer mig meget sandsynligt, at denne Akvinas, Haqvinus er ingen anden end Kong Hakon Herdabreid, som faldt i Slaget mod Erling Skacke (Aar 1162). Hans Lig blev da ført op til Romsdalen og begravet der, men siden, da hans foregivne Broder, Kong Sverrer, havde sat sig fast paa Thronen, atter ført til Throndhjem, hvor det, efter Snorros Beretning, blev bisat i Muren i Christ-Kirken (Domkirken) og Chorets søndre Side.
[* See Snorros Norske Historie, den store Kjøbenhavnske Udgaves III Deel, S. 420. Naar Sverrer saaledes har sat Stenen, fulgte vel fratri efter perdilecto. Det var ham om at gjøre at indbilde Folk, at Kong Hakon havde været hans elskelige Broder. Som oplært Klerk, var Sverrer selv en god Latiner, og har da sandsynligviis selv forfattet Indskriften.]
Efter Beskrivelsen ere disse Brudstykker nedlagte i Gulvet, paa Chorets søndre Side, og ere da rimeligviis, ved en af Kirkens Reparationer eller Plyndringer, da de først vare indsatte i Muren, nedbrudte derfra og henkastede paa Gulvet.
Liget er vel blevet flyttet og Stenen sat i et af Aarene fra 1184, da Choret netop var under Bygning
[** Dette viser Schøning ypperlig og udførlig i hans Beskrivelse over Throndhjems Domkirke, Side 22 og 23. Snorros Beretning om Kong Hakons Bisættelse er endnu en Grund til Bekræftelse af det der anførte. Med Hensyn til hin nylig fundne Marmorsten, har det faldet mig ind, om ikke Ulven, som der synes at række efter et Scepter, sigter allegorisk til Erling Skacke eller hans Søn Magnus? - eller er vel den 3die Figur et Roer eller Aare, da Kong Hakon faldt i et Søslag? I Kong Sverres Taler finde vi, at han har sammenlignet sine Fiender med Ulve, og at han overhoved har holdet meget af slige Lignelser og Talemaader.]
og da Kong Sverrer først kom i Besiddelse af hele Norge efter Magnus Erlingsons Fald, til 1199, da han sidst opholdt i Throndhjem.
Efter egen nøieste Undersøgelse i Norges gamle Historie har jeg ikke kunnet udfinde, at nogen Konge eller Fyrste af Navnet Hakon er, efter den christelige Religions Indførelse og Staden Throndhjems egentlige Anlæggelse, bleven begravet her, foruden den omhandlede Hakon Herdabreid - da de andre ere begravne i Bergen, Tønsberg eller Opslo.
No. 3 b.
Udi søndre Kors findes denne Steen nedlagt i Gulvet. - Uagtet Schøning fandt den ulæselig, saa har Herr Professor F. Magnusen fundet følgende Ord af Omskriften tydelige: "HER HVILIR ... D AARNE ER ... (G)TTE KROS KIRKIU G(T)V. † SUAQVEL ......
De første fire Ord (hvorimellem et dog er udslettet) forklare sig selv, nemlig Her hviler .... Arne som; men det følgende, hvorpaa en stor Deel af Meningen beroer, er derimod alt for utydeligt. Nærmest maatte man læse det for Átte ↄ: eiede, men det følgende Kors Kirke og Gu (ifald det skulde forklares for Gods)*)[* Maaske ogsaa T´v(n) eller Tópt (Tomt, Grund); antager man, at Stenen er fra Christ-Kirkens Opbyggelse, og den ogsaa har været kaldet Korsets Kirke, kunde Ordet átte beholdes, da det forudsætter, at han gav Grunden dertil: men jeg tvivler om at Stenen er saa gammel. Endelig kan man og gjætte, at ordene vitti (2c.) Kross Kirkiu gv (den) kunne forklares: gav Kirken et herligt Crucifix.] omstøder atter denne Mening. Snarest skulde jeg troe, at hint dunkle Ord her læses VEITTI (vítti eller og bíttí); nemlig: skjænkede, gav; thi da bliver Meningen klar og sandsynlig. Det har og faldet mig ind, hvis det sidste Ord bør læses TU, om det ei skulde læses bigdi byggede nemlig Tu(rn) Taarn; Korskirkens Taarn. Alt dette kunde maaske endnu opklares ved en nærmere Undersøgelse af Indskriften paa Stedet.
† (Skjøndt det sædvanligst paa Stene er blot Adskillelsestegn) troer jeg her, som ellers i Skrift, betyder obiit (døde), da SVARQVEL bliver Sommer-Qveld eller første Sommerdags-Aften, omtrent 14de April efter gammel Stil.
Vi have Aarsag til at troe, især af Varianter i Snorro (III, 362), at Christ-Kirken, før dens endelige Fuldførelse af Erkebiskop Eystein, har været kaldet Kross-Kirkia (Korskirke eller det hellige Korses Kirke). I al Fald dyrkedes Christus eller Crucifixet der især, og Meningen af begge Navne blev saaledes den samme. Det synes dog, som om end en Kors-Kirke, foruden denne, ommeldes i Kong Sverrers Tid i Throndhjem. See f. Ex. hans Saga p. 88, 121. Ellers see vi, at en Kannik Arne Indridesøn har foræret Jordegods til Kirken 1309 i sit Testament. See Schøning 1. c. p. 146 og Anhanget p. 13.
No. 3 c.
Disse Stykker, der synes at være af tvende forskjellige Stene, findes sammenlagte udi den nordre Gang af østre Kors. I Midten af det øverste Stykke sees en Konge, siddende paa sin Throne. - Indskriften er, efter Hr. Pastor Mørchs Mening:
Es Sancta Prospice plora! Sanct!
Paa det nederste Stykke:
† her hviler Jertrud Oystæins Dotter.
Paa den modsatte Side:
sic quod es ipsa fuit: Orm.
F. Magnusen troer, at den bør læses saaledes:
STA (prospice, plora) ligesom ellers: STA (VIATOR) &c.
Navnet (JarÞrúd) (IARDRÚD) er endnu brugeligt i Island (ligesom Brynilde, Rannveig, Ragnilde og andre her forekommende) .... Dotter (ikke Datter) ligesom der.
Format: Dokument
Dato / Date: 1823 (faksimilieutgave 1960)
Kunstner / Artist: Lorentz Diderik Klüwer (1790-1825)
Sted / Place: Nidarosdomen, Trondheim
Wikipedia: Lorentz Diderik Klüwer (1790-1825)
Lorentz Diderich Klüwer: Norske Mindesmærker (Christiania 1823)
Eier / Owner Institution: Trondheim byarkiv, The Municipal Archives of Trondheim
Arkivreferanse / Archive reference: Klüwer, Lorentz Diderich: Norske Mindesmærker (1823) [F22601]
No. 4 a.
Strax ved Hovedindgangen til det nordre Kors ligger denne Steen, som er 1 Alen bred og halv saa lang, hvorpaa sees en uproportioneret Menneskefigur i halvt ophøiet Arbeide. Da hverken Arbeidet eller Stenen (som er en af de almindelige Graastene) stemmer med de øvrige i denne Kirke fundne smagfulde Arbeider, saa kunde man let falde paa den Tanke, at den er fra Hedendommet, maaske en Levning af Hlade-Borg, hvorfra Stene skal være tagne til Domkirkens Bygning.
No. 4 b.
Omtrent for 16 - 20 Aar tilbage blev denne Steen funden, da der skulde opkastes en Grav udi det vestre Kors. Den er af fiint poleret hvidt Marmor, 2 3/4 Alen lang, 1 Alen i den brede og 14 Tommer i den smale Ende. Endskjøndt den nu er forknust, saa findes dog næsten hele Inscriptionen, som Hr. Professor F. Magnusen læser saaledes: Ies(us herra?) himiríkís blesze saal Brynildar Ranveigardóttor, hver er er hér hvíler oc geve henne æilífar fagnad i himiríkis dyrd ↄ: "Jesus Himmeriges (Herre) velsigne Brynildes Ranveigsdatters Sjæl, hendes som her hviler, og give hende evindelig Glæde i Himmeriges Herlighed."
Denne som alle de andre gamle norske Indskrifter m. m. stemmer ganske overeens med det Islandske.
Derpaa følger en latinsk Abbreviation SMEFIDE, hvorom man kan fremsætte forkjellige Conjecturer, saasom
S(um)ME) FI(li) DE(i)
S(alva) ME - - - -
S(anctæ) MariE F(ilius &) DEi
S(alva) ME FIDE.
Og endelig de tydelige Ord:
AMEN. AVE MARIA.
Ovenpaa bemeldte Steen sees Maria med Barnet paa Skjødet, og i den nedre Afdeling en qvindelig Figur (formodentlig den Afdøde) paa Knæ, med opstrakte og sammenfoldede Hænder.
No. 4 c.
Under det i Vraaen af søndre Hjørnetaarn paa vestre Chor anbragte kronede Hoved findes Navnet Halvardus indgravet. See No. 4. - c.
Man skulde deraf formode, at dette Billede skulde forestille St. Halvard. - (St. Olavs Fætter.)
Ved Hovedindgangen af vestre Korses søndre Muur findes paa høire Side med Runer Navnet Maria, og paa venstre Side med Munkebogstaver Gurid Gi.... Dotter.
Paa bemeldte Korses vestre Gavl, tæt ved Jorden, findes med Runer: Sigurdr.
No. 4 d.
Udi Gangen til Taarnet paa den nordøstre Taarnpillar findes følgende med Runer, som Professor F. Magnusen læser saaledes:
ÁMUN(d)I HAN RISTI MIK. GUD SIGNI
ↄ: Gud velsigne (ham). X [runen "h"] sættes ofte i gamle Indskrifter for G eller K, ligesom h i gamle tydske Haandskrifter for k eller ch.
No. 4 e.
Uden paa Choret af St. Clemens Kirke mod østre Kors findes følgende ogsaa med Runer:
Thorvalr sigurthr ristit runar thisi. (See No. 4 .- e.)
No. 4 f.
Strax derved findes nogle meget svagt indritsede Runer. (See No. 4. - f.)
Format: Fotopositiv
Dato / Date: Ukjent
Fotograf / Photographer: Ukjent
Sted / Place: Trondheim
Wikipedia: Johan Christian Schønheyder (1742-1803)
Dansk Biografisk Lexikon: Johan Christian Schønheyder (1742-1803)
Store Norske Leksikon: Johan Christian Schønheyder (1742-1803)
Eier / Owner Institution: Trondheim byarkiv, The Municipal Archives of Trondheim
Arkivreferanse / Archive reference: Tor.H41.B41.F3076
Den svært språkmektige Johan Christian Schønheyder (han kunne bl.a. lese arabisk) var biskop i Trondhjem fra 1788 til sin død i 1803.
Schønheyder, Johan Christian, 1742-1803, Biskop, født i Kjøbenhavn 9. Avg. 1742, Søn af nedennævnte Kirurg Johan Franciscus Gottlieb S., blev privat dimitteret 1756 og tog Attestats 1760; var Decanus ved Kommunitetet 1760-65. Han var en meget flittig Student og skal have «perfektioneret sig udi 11 Sprog», af hvilke han talte de 5 foruden Latinen. Han oversatte franske Bøger og lagde sig efter Musik, drog 1765 til Udlandet, studerede i Leipzig under Ernesti og i Gøttingen, hvor han bl. a. lagde sig efter Mathematik og Arabisk. 1768 blev han Kongens Rejsepræst, men kom hjem i Jan. 1769 som Kompastor til Christkirken i Rensborg. Endnu s. A. blev han Slotspræst paa Christiansborg og 1771 Sognepræst til Trinitatis Kirke i Kjøbenhavn. 1774 blev han Dr. theol. ved en Afhandling «Analecta ad theologiam propheticam», 1782 Stiftsprovst og Sognepræst til vor Frue Kirke i Kjøbenhavn, hvorfra han 1788 blev kaldet til Throndhjems Bispestol. S. havde naturligvis i Kjøbenhavn en stor Anseelse ved sin betydelige Lærdom, om han end ellers ikke fik noget Navn som Præst eller Forfatter. Han blev imidlertid meget kjendt i den litterære Verden ved sin Anmeldelse af Hennings’ «Olavides» (s. VII, 343), hvori Forfatteren i et Par tilføjede Prosastykker havde slaaet til Lyd for Tænkefriheden. S. ønskede, at Bogen aldrig mere maatte blive omtalt, og søgte for Magthaverne at fremstille Hennings som en Religionsfjende, der burde afsættes. Guldberg vilde imidlertid ikke dette, og der blev en skarp Strid, som dog snart døde hen.
Mere bekjendt i Efterslægten end i Samtiden blev S. ved sit Forhold som et Slags Formynder for Johannes Ewald, i det han var Sjælesørger og Raadgiver for hans Moder. Med Støtte i den myndige Tone, hvori han skriver, adskillige stødende Udtryk i hans Breve og vel til Dels enkelte Misforstaaelser have fremragende Forfattere, der maaske have haft mere Øje for Digterens Storhed end for Personens Svaghed, fældet haarde Domme over S. Det synes dog, som om en mildere Betragtning har arbejdet sig frem, saa man forstaar, at den myndige Præst har villet den stakkels Mand vel, i det han kun har betragtet ham fra den moralske Side uden Forstand paa det betydelige Digterværd, der saa aabenbart traadte frem hos den i enhver Henseende skrøbelige Theolog.
S.s Udnævnelse til Biskop blev i Stiftet modtagen med Glæde. Man havde haft en dansk Mand i længere Tid, og Tanken om, at man i dette Stift mere end i noget andet trængte til en Nordmand, havde ingen Magt. Her sigtes ikke til de overordentlige Besværligheder, Visitatserne i det vidtløftige Stift medførte, thi disse bar han som en Mand og sejlede 1790 lige til Vadsø paa sin Baad, men til de vanskelige Finne-Forhold, som han ingen Forstand havde paa og heller ikke fik. For saa vidt han nogen Sinde havde søgt at sætte sig ind i dem, var han bleven siddende fast i Fordomme, medens han paa den anden Side ansaa det for den letteste Sag af Verden at faa i Stand hos Fjældenes Nomader Reformer, om hvilke der kunde spørges paa Sjælland. Faste Skoler med forskjellige Værelser til baade Lærere og Disciple vilde han med kort Varsel have i Stand her, hvor der hverken var Bygningsmateriale eller Lærerkræfter, og i Skolerne skulde man med al Magt faa afskaffet Finnernes Sprog, hvilket han betragtede i den Grad som en Afskylighed, at det for ham stod som den værste Hindring for Kristendommens Fremme i Folket. Foruden over Sproget giver han ogsaa vrede Ord over Finnernes Levemaade, i det de «lade sig vildt lede hen efter deres Rensdyr i Steden for at være disses Ledere». Man kan næppe finde en Biskop, der mindre forstod sit Stifts Befolkning end denne ærlige, oprigtige og sandhedskjærlige
Mand. Et fejlagtigt Syn paa, hvad Forholdene krævede, lagde han ogsaa for Dagen, da han 1793 fik hindret Stiftets Deling, saaledes at det udstod med den til hans Afgang. Økonomiske Grunde maa her have været medbestemmende. Biskoppen havde paa Rejserne i det nordlige store Indtægter af Gaver og Offer. Han skal – efter Wille – have været den første Biskop, der kom til Kautokeino.
S. har skrevet meget, men ikke meget deraf har haft noget længere Liv. Aaret efter sin Ankomst begyndte han at læse Religion med Throndhjems Skoles øverste Klasse og skrev for dens Disciple en Haandbog (1798), der er orthodox – om end noget vaklende i Sakramentlæren – og en bedre Skolebog, end man skulde vente paa den Tid. Han vedblev med denne Undervisning
i 10 Aar. Sin Katekismusforklaring (1783), der skulde afløse Pontoppidans, fik han ikke avtoriseret. I Videnskabsselskabet var han meget virksom med Taler og Afhandlinger. Hvad enten han skrev eller han talte, var han ofte uheldig i Sprog og Udtryk og blev uforstaaelig ved uklare Udviklinger og tyske Konstruktioner. Man tiltroede ham ikke megen Dømmekraft eller Skjønsomhed.
Han døde 14. April 1803. Gift 1. med Reinholdine f. Jessen (f. 1750 d. 28. April 1784), Datter af Etatsraad Johan Frederik Wilhelm J., Kommitteret i Kommercekollegiet; 2. (1785) med Joachime Cathrine f. Bentzon (f. 3. Juni 1757 d. 4. Febr. 1836), Datter af Mag. Laurits Kjærulff B., Sognepræst til Hvidbjærg og Lyngs, og Johanne Maria f. de Poulson.
Daae, Throndhjems Stifts geistl. Hist. S. 201.
Wille, Saml. af Mindetaler.
D. Thrap.
Afdeling 8, rk. 30, nr. 1
Gravmælet udført af Ejnar Breinholt, 1890-1973. (www.kulturarv.dk/kid/VisKunstner.do?kunstnerId=8655)
Egentlig Richard Longhi Monnefeldt Christensen (eller Monefeldt). 1880-1922. Dansk professionel bokser. Debuterede som professionel bokser i København den 21. maj 1905 mod veteranen George Dixon, der som tidligere succesfuld verdensmester i fjervægt havde erfaring fra 133 kampe. Efter 10 omgange blev kampen erklæret uafgjort. Dick Nelson vandt næste kamp i København over debutanten Holger Hansen, og flyttede herefter til New York i USA, hvor de fleste af hans kampe blev bokset.
Dick Nelson opnåede en imponerende rekordliste, men opnåede aldrig en titelkamp. Han mødte blandt andet Young Corbett II (tidligere verdensmester i fjervægt, kampen registreret som en ”No Contest”), og Dixie Kid (tidligere verdensmester i weltervægt, Dick Nelson mødte Dixie Kid fire gange. Den første kamp mod Dixie Kid i 1910 blev vundet efter New York Times' opfattelse,[ men blev tabt ifølge andre aviser. Tre senere opgør i London blev alle tabt af Nelson. Dick Nelson mødte Mike Glover (tidligere verdensmester i weltervægt, kampen endt uafgjort) og Harry Lewis (tidligere verdensmester i weltervægt, tabt KO 2). Dick Nelson boksede igen i Danmark, da han i 1911 vandt over Bobby Dobbs i København. Efter yderligere et par kampe i USA vendte Dick Nelson tilbage til Europa.
Dick Nelson boksede 4 kampe mod Waldemar Holberg, herunder en kamp om det skandinaviske mesterskab i weltervægt, som blev vundet af Dick Nelson på knockout i 15. omgang. Dick Nelson boksede sin sidste kamp i Århus den 6. november 1921 mod Emil Christiansen og vandt på knockout i 11 omgang. Dick Nelson døde året efter i en alder af kun 41 år.
Han boksede 209 kampe med 115 sejre (54 før tid), 34 nederlag og 37 uafgjorte. En række af kampene har ikke officiel vinder, da en del kampe i datiden ikke fik officiel vinder, hvis kampene gik tiden ud. Vinderen blev ofte udpeget af aviserne, der i referaterne kårede en vinder. Antallet af kampe er usikkert.
da.wikipedia.org/wiki/Dick_Nelson
De 209 professionelle kampe er det højeste antal opnået af nogen dansk bokser. Dansk-amerikaneren Kid Williams opnåede dog ligeledes 209 kampe.
Ved hans begravelse 9. juli 1922 hvor følget skal have været omkring 2.000 personer, udtalte pastor Richard Thomsen at "Legemet har vi fået for at træne det, og for Dick Nelson var Sporten det der fyldte ham mest ned Glæde, thi han drev Sport for Sportens Skyld. Han var en fair Mand i Sporten, og hans Navn som Sportsmand var kendt over hele Verden. Dick Nelson var desuden en god Kammerat - en Kammerat, som alle holdt af og som ikke kendte til Svig. Da jeg sidst talte med ham, mærkede jeg at han var nedstemt, og han udtalte da ogsaa, at der var noget tomt inde i ham. Han følte maaske, at han ikke længere kunde bevare sin store Popularitet som Sportsmand, og dette har maaske pint ham. Dick Nelson var desuden et Hjertemenneske, hvad jeg fik et levende Bevis paa da hans lille Pige døde. Dette tog den stærke Mand sig meget nær."