View allAll Photos Tagged harmonium
I suppose that the harmonium bears a huge share of the responsibility for the decline in the quality of congregational singing in the US & the UK from 1850 to 1950. The lazy, wheezing sound is by nature unable to inspire enthusiastic - not to mention robust - singing. Maybe it had another purpose/function?
Immer gut umlagert und beste Stimmung am Rollenden Harmonium vom Netzwerk Apostolische Geschichte.
Internationaler Jugendtag der Neuapostolischen Kirche vom 30. Mai bis 02. Juni 2019 in Düsseldorf.
New Apostolic Church International Youth Convention on the weekend of Ascension Day 2019; from Thursday, 30th May until Sunday, 2nd June 2019 in Dusseldorf / Germany.
I suppose that the harmonium bears a huge share of the responsibility for the decline in the quality of congregational singing in the US & the UK from 1850 to 1950. The lazy, wheezing sound is by nature unable to inspire enthusiastic - not to mention robust - singing. Maybe it had another purpose/function?
Sound and Light Performance of John Adams's Choral Work "The Harmonium Project" with art projections onto the Usher Hall, Edinburgh - Edinburgh International Festival
Liesle, France
Zeiss Ikon Super-Ikonta 533/16
Zeiss Tessar 2.8/80 @ f/2.8
Agfa 1000 RS, expired 12/94
@400 ISO
a good friend gave me a Harmonium a while ago, it is great for long drones and is featured on my soon to be self-released album.
©Sekitar --- All rights reserved. Please don't use this image on websites, blogs or other media without my explicit permission.
Format: Fotopositiv
Dato / Date: ca. 1910
Fotograf / Photographer: Ukjent
Sted / Place: Trondheim
Oppdatert / Update: 03.02.2016 [lenke til Dansk Demografisk Database], 22.03.2018 [lenke til artikkel om gateartister på Wikipedia], 18.04.2020 [Oppdatert kilder og litteratur, lagt til Nils Krogs selvbiografi i Stjørdalingen 1926]
Wikipedia: Gateartist
Wikipedia: Trekkspill
Digitalarkivet: Nils Krog (Folketellingen 1885), Nils Krogh (Folketellingen 1900), Niels Hansen Krog (Folketellingen 1910), Nils Hansen Krog (Thjems kom. folketelling 1925)
Dansk Demografisk Database: www.ddd.dda.dk
Eier / Owner Institution: Trondheim byarkiv, The Municipal Archives of Trondheim
Arkivreferanse / Archive reference: Tor.H49.B03.F29131
Merknad: Spillemann Niels Hansen Krog var født 21 april 1836 i Ribe i Danmark. I følge fortellingen om ham i Dagsposten 1911 kom han til Norge i "krigens år 1868". Dette må ha vært i 1864, da den Andre slesvigske krig mellom Danmark og Preussen endte med at store deler av Sønderjylland ble tysk. Han skal først ha kommet til Kristiansand, for så å ha oppholdt seg i Arendal en del år før han i 1872 kom til Trondhjem. I folketellingene finnes han registrert på Nidarlid (1885), i Korsgata 32 (1900), Øvre Bakklandet 3 (1910) og i Thomas Angells Stuer (Trondhjems Fattigvesen), Kongens gate 91 B (1925).
Historien om Nils Krog i Dagsposten nr. 380 (26.08.1911), artikkelforfatter Liska Michelet:
Et Livs Tragedie. Nils Krog.
Nu i September blir det 39 Aar siden Krog med sit Harmonium kom til Trondhjem. Datoen husker han ikke saa nøie, og det er jo ogsaa mindre væsentlig. Men 39 Aar er et langt Tidsrum for en invalid at kjæmpe den tunge Kamp for Tilværelsen, selv om man er "Spillemand". Der følger nok ikke bare Glæde med det Haandværk heller, for Udøveren da.
Siden der i 1905 nedlagdes Politiforbud her i Byen mod at Folk gik rundt i Gaardene og spilte, er Krog Trondhjems eneste priviligerede Gademusiker. En kort Tid var der foruten ham, nemlig "Blinde-Mathias", men han har ikke været seet paalænge og er formodentlig død.
Til at begynde med havde Krog mange "Medspillere", hvad her vil si Konkurrenter, baade Positivspillere med og uden Abekatter og dansende Dukker, - fløitespillende italienske Gutter - enslige Violinspillere, - for ikke at glemme omvandrende tyske Musikkorps, hvis Medlemmer ofte var meget paatrængende i sine Krav om Honorar for Musikydelsen.
Den bebreidelse skal dog ikke gamle Krog ha. Beskeden og stilfærdig kommer han ind i Gaardsrummet, sætter sin Stok fra sig, om Vinteren i Sneen, om Sommeren ind mod Væggen, og saa begynder han at spille.
Da blir der Uro i Huset! Alle titter ud af Vinduerne, der slaaes i Dører, der springes i Trapper, og snart er Gaardens samtlige Barneflok, beundrende forsamlet i Halvcirkel rundt om Krog. De holder sig helst paa Afstand. Hans store markerede Træk kan nok indgyde Respekt. De synes, han ser lidt bister ud, hvad imidlertid kun ligger i hans Ydre, for han er tvertom svært glad i Barn, - notabene snille Barn. Til dem har han altid et venligt, spøgefuldt Ord; men der findes her som overalt slemme Barn, der raaber efter ham og er ubehagelige, og det skulde ingen gjøre, for Krog har havt det tungt nok i Livet alligevel, om han ikke skulde spottes paa sine gamle Dage.
"Alle kjender ham"
Hele Trondhjem kjender og ved hvem Krog er, selv om han en sjelden Gang sees uden sit Harmonium, der nu er medtat af Aarene, og kanske ikke saa harmonisk længer. De gamle kjender ham, har set ham gaa slig deres halve Levetid, de middelaldrene synes at ha set Krog uforandret fra deres tidligste Barneaar. Barna raaber glad "Spillemand", - "Spillemand" og følger ham delvis fra Gaard til Gaard for at være med paa Musikydelsen længst mulig.
Det er ogsaa Barna som overrækker Pengene, men de trækker hurtig Haanden tilbage, vistnok ræd for, at der bag dette ydre skal skjule sig en eller anden af disse Eventyrets Sagnfigurer, som deres Fantasi foregjøgler dem, men som trods Skrækken alligevel øver sin Tiltrækning paa dem.
Der vanker i 1-Ører, 2-Ører, 5-Ører, og naar man er rigtig "flot" Sølv, og Krog takker høflig for det mindste, baade naar han faar, og naar han gaar, da letter han paa Huen, lar blikket glide rundt Gaardens Vinduer og forsvinder stilt, som han kom.
Men de færreste har kanske siddet bag Kuliserne. Hvad der er gaat forud for den Tid, Krog kom til Trondhjem, er kanske idetheletat ikke skjænket en Tanke?
En "Fortid" er bestandig interessant, om ikke altid for den, der har oplevet den, saa desto mere for dem, der hører derpaa.
De, der har talt med Krog, vil høre, at han har bevaret sit danske Morsmaal forbausende godt, trods sin lange Udlændighed. Han er nemlig født i Ribe i Danmark 21de April 1836.
Moren var baronesse
Hans Forældre, ja - her kommer Romantiken!
Hun var Baronesse og Datter paa "Slottet". Han var Tjener paa samme "Slot". Begge var unge, smukke og let antændelige. De blev forelsket i hinanden, - for Alvor!
Forældrene negtede sit Samtykke. Der blev Taarer, Scener og Opsigelse for Tjenerens Vedkommende, men de unge Hjerter var standhaftige.
Saa løb "Hun" bort med "Ham" en silde Aftenstund, blev paa Grund heraf forstødt af Forældrene og gjort arveløs. Men -, den altid lige ubegribelige Kjærlighed holdt Stand. Baronessen og Tjeneren giftede sig, Baronessen delte Tjenerens smaa Kaar, blev en god Mor for 5 Børn, og forblev trofast til sin Dødsdag.
Dette er de ydre Omrids, men som ofte ellers, hvor Ulige kommer sammen, saa ogsaa her. Der var nok ikke bare lyse Dage!
Naar Hverdagslivets Trivialitet begynder, indfinder Bekymringerne sig, og da viser det sig, hvad Slags Stof, der er i begge Parter. Her holdt "Han" ikke Maal, plaget hende desuden med unødig Jalousi og beskyldte hende - men med Urette - for, at Nils, den ældste Gut, ikke var hans egen Søn.
Herunder fik Gutten lide i hele sin Opvækst. Naar hertil kom, at Nils's høire Haand og Arm var vanskabt fra Fødselen af, ligesom han fik Skade i sit ene Ben, kan man let forstaa, hvor tunge Barneaarene blev, og endnu tungere den Tid, da hun skulde kunde begyndt at gjøre Nytte for sig.
Jaget hjemmefra
En Høstaften - Nils var 15 Aar dengang - ytret Farens slette Humør sig værre end vanlig, og han jaget i Raseri Nils ud fra Hjemmet. Det var en mørk Aften med Storm og Regn, rigtig Uveir, og den skrækkelige Nat og de Dage, der fulgte lige efter dette, vil gamle Krog helst ikke tale om.
Fortvilet og hjælpeløs stod han der. Hvad Arbeide skulde han med sit vanføre Legeme opnaa at faa?
Han sluttet sig til et omreisende Panorama, og drog i flere Aar omkring hermed, et Liv, som han i sit Indre afskyet.
Sin Far saa han aldrig mere, afbrød en Tid al Forbindelse med Hjemmet, og det Angerbrev, Faren sendte ham, naadde aldrig frem. Paa sit Dødsleie led Faren de forfærdeligste Samvittighedskvaler ved Tanken om den Uret, han havde begaat mod sin Søn. Hans Blik var stadig rettet mod Døren i Haab om, at Sønnen skulde komme, saa han fik gjort ham Afbigt og sagt ham Farvel.
I Krigens Aar 1868 reiste Krog til Kristianssand for at lede efter sin Søsters Mand, der havde deltat i Krigen, og fra hvem de ingen Efterretning fik. Denne var imidlertid falden, og ligger begravet sammen med andre Faldne ved Kristianssand.
Krog blev i Norge, begyndte sit omflakkende musikliv. Han holdt først til Søndenfjelds hvoraf en længere Tid i Arendal, men kom i 1872 hid til byen. Her giftet han sig efter nogle Aars forløb, og havde det ganske bra en Tid, men saa blev hans Hustru Sindssvag, hvormed fulgte megen Nød og Elendighed. Hun er nu død. "Ofte", siger Krog, "har jeg rent ud sultet og sogar søgt min Føde i søppelkasserne, og om I vidste hvor dette musikliv byr mig imod." En Tid ledsaget han ogsaa sit Harmoniumsspil med Sang, men nu er Stemmen gaat Træt.
Aa ja, det maa ha været hardt for denne 75-Aarig vanføre gamle, i al slags veir og føre og gaa slig fra Hus til Hus og spille penger ind til livets Ophold, især naar man ved at hans Natur er meget fintfølende og Stolt, og at hans Interesser ligger høiere. Historie og kulturhistorie er hans stærke Side. Hans hukommelse paa det Omraade er udmærket, og han har fulgt godt med tiden. Ofte kan man se Krog i sin bedste puds besøge Arbeiderakademiets forelæsninger, naar Temaet streifer hans Interesser, og en bedre Tilhører har neppe foredragsholderen da. Blomster elsker han, dyrker flere potteplanter i sit lille Vindu, og sørger for, naar leilighed gives, at plukke markblomster til sit blomsterglas.
Ved Høitiderne er det altid tunge dager for ham, sier han. Da strømmer Minderne fra de tunge slidsomme omvankeraar i Danmark. En Gang har han været dernede siden han i 1868 forlod Fædrelandet. Men mange af hans nærmeste var Døde, hans Slægt ellers var spredt, og hvad han der havde lidt og gjennemgaat, stod altfor levende for ham til, at han kunde ha glæde af Opholdet.
Derfor har han aldrig siden villet reise did paanyt.
Kanske Trondhjems publikum, naar dette er læst, ser med andre Øine paa den hæderlige gamle Spillemand, hvis Liv har formet sig saa tungt og trist helt fra den tidligste barndom, og hvis evner og lyst stilede mod ganske andre Maal.
Stjørdalingen 6. mars 1926 s. 4:
Et tragisk liv avsluttet.
Trondhjems gamle gatemusiker - var han grev Holstens dattersønn?
Fremmede som er kommet til Trondhjem de siste par manns aldrer, har ikke opholdt sig lenge i byen før de har støtt på en vanfør mann som stavret rundt på sine korte uformelige ben med et trekkspill som han nu og da stoppet op og spillet på og hvis toner falt ut en for en efter som årene gikk. Det var «Spille-Krog» eller «Knippel-Krog». De siste år har han vært på kommunens gamlehjem, og nu er han død.
En tid før han døde overleverte han til en av «Dagsposten»s medarbeidere et manuskript til sin selvbiografi. Dette bad han måtte bli opbevaret og offentliggjort når han ikke var mere.
Med denne selvbiografi letter han på sløret foran et tragisk livsløp. Han skriver:
Min faders navn var Hans Christian Pedersen, og han var født i den lille landsby Lintrup i nærheten av Ribe. Han skildres som den vakreste mann i vid omkrets og han var bekjendt for dette. Han kom inn i husar-regimentet i Kiøbenhavn og blev efter endt tjenestetid antatt som ridelærer hos grev Holsten på Letraborg ved Roskilde for hans datter og to sønner. Der var han i 4 år, og tragedien tok der sin begynnelse.
Min moders navn var Christine Margrethe, og hun måtte dyrt betale for sin kjærlighet til den vakre karl av folket. Sorg, savn og lidelse blev nemlig hennes lods i livet. Akk, hvor mange tårer hun har felt, det vet Gud alene; men hennes stille og forskremte utseende vidnet derom. Min far var ingen kjærlig ektefelle.
Jeg var hjemme hos mine foreldre, inntil jeg hadde fyllt 9 år, så kom jeg til Augustenborg på Als, hvor min fars tante var kammerjomfru hos hertuginnen. Jeg var der i 4 år. Akk det var deilige dage - ja, jeg hadde der mine lykkeligste år, da jeg gikk i lakksko på parkettgulv. Akk de herlige dage kommer aldrig mer igjen.
Da jeg kom tilbake til mitt hjem begynte mine lidelser for alvor. Min far var kommet i slett selskap og var sjelden hjemme, og tilsist forlot han hjemmet ganske og slog sig sammen med en annen kvinne. En og annen gang kom han hjem, og da ble der ufred, og da blev der scener. Og hadde jeg ikke hatt min gamle farmor, da var jeg omkommet i min elendighet. Akk, hvor mange gange har jeg ikke lagt mitt hode i hennes skjød og gråt mig mett. Hun gikk alltid med en brødskive i lommen eller med et stykke kandis. Hvor forferdelige scener der var, har jeg ikke ord nok for å fortelle dere. Jeg var bestandig redd for ham; når han talte om mig var det gjerne navnet «Bastarden» eller «Krøplingen».
Og så må jeg fortelle litt om en kvinne, som har hatt en ikke ringe del i min skjebne. Hennes navn var Mari Waller med tilnavnet «Heksen». Hun var en av disse som kommer listende og ubemerket inn på folk. Hun laver elskovsdrikke, spådde og «viste igjen». Hun var et menneske som vakte redsel. Og i sannhet, når man så henne, glemte man henne aldrig. Hun vakte som sagt redsel hvor hun kom, og ennu mens jeg skriver, ser jeg henne for mig. Min far var en stadig gjest hos henne, og når han kom fra henne, var der mange fryktelige scener, og disse gikk gjerne ut over mig.
Nu døde min kjære mor av sorg, og slett behandling og et år derefter min gamle bestemor. Fra den tid var jeg prisgitt i min fars vold, og hans behandling var ikke lemfeldig og den varte til jeg forlot mitt hjem.
Det var en tid av lidelse, sult og mishandling. En av de værste tuktelser jeg måtte gjennomgå var, at jeg blev pisket under føttene. Det var så fryktelig, at jeg ikke på lenge kunde stå på føtterne, efter hver gangs behandling, og derfor har jeg bestandig ondt i føtterne.
Så kom den dag, da jeg blev jaget fra mitt hjem. Det var en oktobermorgen, at min far kalte mig inn til sig og sa disse ord:
- Du er ikke min sønn. Når jeg kommer hjem, må du være borte.
Det var siste gang, jeg så ham.
Og jeg måtte gjøre mig istand til min lidelsesfulle vandring. Det var en eftermiddag kl. 5, at jeg forlot mitt hjem. Hele utstyret var de klær jeg hadde på, en skjorte, et par strømper samt omtrent en speciedaler i penger. Jeg gikk omtrent to danske mil og satte mig da på en benk for å hvile, og jeg var både trett og sulten. Jeg blev der til neste dag og så begynte jeg for alvor min vandring. Imidlertid hadde jeg fått så mange penger, at jeg kunde kjøpe mig et spill. Begynnelsen var ikke god, men det gikk så nogenlunde. Akk, hvor mange slags mennesker har jeg ikke truffet. Hvad jeg på min tårevandring har lidt, det vet alene Gud. - Alltid hjemløs og en fremmed blandt fremmede! Tenk på, hvad det vil si - -
På denne måte slepte nogen år sig avsted.
Tilslutt blev lengselen efter å gjense mitt barndomshjem ubetvingelig sterk, og jeg vandret tilbake. Da jeg var kommet så langt, at det var bare en eneste liten bakke igjen, tok frykten overhånd. Jeg satte mig ned og vovet ikke å gå lenger. Der kom en nabokone, og hun satte i et skrik, da hun så mig. Jeg blev hos henne et par dager, og så måtte jeg ut igjen til mitt omflakkende liv blandt fremmede og med en altfortærende lengsel. Og denne lengsel kommer til å følge mig til min siste stund. Og derfor må jeg ut, når den tynger for hårdt på mig, da må jeg i stillet rett klage min nød.
Du unge menneske som har et godt hjem, hvad vilde du føle, dersom du blev jaget fra ditt barndomshjem uten hjelpemidler? Betenk at jeg var bare 15 år, da jeg mistet mitt. Like til mitt virkelige navn tok de fra mig. Det navn jeg nu bærer er blitt mig påtvunget.
Så kom krigen i 1864, og da mistet jeg den siste smule støtte, jeg ennu hadde.
Ved et tilfelle fant jeg en pakke statspapirer, og tyskerne må på en eller annen måte fått rede på dette, ti jeg blev forfulgt og underkastet mange forhør. Da jeg ikke vilde gi de forønskede oplysninger, blev jeg fristet med en stor pengesum. Og da jeg ikke vilde utlevere dokumenterne, blev jeg mishandlet og ført til den tyske festning Spandau, hvor jeg var fange i flere måneder. Jeg forblev standhaftig og utleverte ikke dokumenterne tross alle pinsler og alle trudsler. Aa utlevere de viktige papirer, vilde vært menneskehandel, derfor valgte jeg å lide og bevare denne dype hemmelighet i mitt hjerte.
Når De efter min død leser bruddstykker av mitt liv, som jeg selv forteller det, vi De forstå, at jeg har vært en fremmed blandt fremmede. Jeg har ikke en gang fått lov til å bære mitt virkelige navn, men har måttet bære navnet
Nils Krog eller Spille-Krog.
Bildet er også gjengitt i Wilhelm K. Støren (red): Minneboken om Trondhjem (Trondheim 1955) s. 245 med følgende billedtekst:
I slutten av forrige og begynnelsen av dette århundre var Knippel-Krog en av byens store originaler. Hans navn var Nils Krog, og han kom antakelig omkring 1870 til Trondhjem fra Sønderjylland, hvor kniplinger var et nasjonalprodukt. Han var selv knipler, og søkte å ernære seg som sådan, men forholdene var ikke gunstig for et slikt håndverk her i byen. Han vakte hurtig folks nysgjerrighet, og det oppsto gjennom årene tallrike historier om ham, bl. a. om hans fyrstelige avstamning. Han ble gift i Trondhjem, og det fortaltes da straks at hans brud hadde sagt "Jeg angrer meg" da de forlot kirken etter vielsen, men at Knippel-Krog svarte "Gjort er gjort!". Da hans kniplinger ikke kastet nok av seg til livets opphold, begynte han å gå rundt i byen og spille trekkspill, noe som ble vanskeliggjort ved at han hadde deformerte hender, etter hva han sa et resultat av deltakelse i krigen i 1864. På sine gamle dager fikk han plass på kommunens gamlehjem, hvor han døde i 1920-årene.
[Støren 1955]
Kilder og litteratur:
- Dagsposten (26.08.1911): Et Livs Tragedie. Nils Krog.
- Trondhjems Adresseavis (19.02.1926) s. 7: Dødsannonse og nekrolog [Trækspiller Nils Krog]
- Stjørdalingen (06.03.1926) s. 4: Et tragisk liv avsluttet. [Nils Krogs historie om seg selv]
- Wilhelm K. Støren (red.): Minneboken om Trondhjem - en kavalkade i tekst og bilder fra 1840 til idag (Ødegaards forlag 1955) s. 245.
- Esther Nordmark: Husker du..? Gamle Trondhjemmere forteller (Trondheim 1989) s. 90.
- Bjørn Aksdal: Fra birfedlere til spelmannslag - Trondheim og folkemusikken gjennom 300 år (Trondheim 1997) s. 52.
original picture taken by Bhanji Prabhroop Kaur - www.flickr.com/photos/warrior84/2359096859/
Too much noise reduction in this I think.
At one of the amazing daily simran sessions at my university.
Spotted at the Sidney Museum. Originally posted as "vintage piano", but astute viewer Damon Jones noted that it was not technically a piano, but rather an organ or a harmonium.
Additional research suggests that this harmonium was made by W Bell & Co between 1871 and 1888 in Ontario, Canada. They changed their name to "Bell Organ and Piano Co" in 1888, hence the estimated timeframe.
I refer to it as 'vintage' rather than 'antique', because the aforementioned research did not indicate a particular shortage or rarity of this instrument - so it may not be considered valuable in the sense of an antique. But I'm not an expert, so I could be wrong. :)
Several months ago, I stoppd by a local resale shop that I have been known to frequent. I spotted the ornate top section of a Victorian parlor organ. When I asked where the rest of it was, I was told that "Fred" had burned it. "They take up too much space and no one wants them", I was further told. Then I was told that there was another one coming. I said "don't burn that one". Here it is in its new home, spared from a fiery death. It is an Estey organ, made of solid walnut, and probably dating from the 1880's. It works quite well, other than having a couple of sticky keys.
Louis Thévenet. 1874-1930.Bruxelles. L'Harmonium. 1917. The Harmonium. Ixelles Musée des Beaux Arts. Marin de profession, c'est un peintre autodidacte. Seafarer is a self-taught painter.
sorry, no info ; note the extended bass compass: to FFF, and the attempt to put lipstick, in the form of dummy organ pipes, on a harmonium
Pendant ce temps, au saloon, le pianiste repliait ses partitions. Et il avait déclenché le mécanisme qui permettait au piano de jouer tout seul. Il s’apprêtait à partir, lorsqu’il fut envahi par la même énergie qui l’avait intrigué durant le spectacle de Tania. Il regarda furtivement autour de lui, mais ne voyant personne, il se traita d’imbécile et se dirigea vers la porte du fond, celle qui servait aux artistes et qui rejoignait la ruelle qui menait à sa chambrette de location. Une drôle de chambre en vérité. Située dans la seule église de la ville. Le curé de la paroisse avait pris le jeune homme sous sa protection après sa première rixe avec la bande de Tito et chaque fois qu’il le désirait, Gontrand Desylphe savait qu’il pouvait coucher dans le réduit de l’harmonium.
Ce soir-là, le vague à l’âme le tenait tellement, depuis qu’il avait vu Tania escortée de deux nouvelles proies, qu’il fallait qu’il joue un peu...pour oublier sa défaite tant dans sa capacité à attirer son attention que dans l’échec à protéger les clients du saloon des maléfices de la voleuse d’âmes.
Et puis ce soir, il avait le mal du pays. L’impression d’arriver à un point culminant de douleur sans trouver précisément une issue. Il était peut-être tard, mais il mettrait la sourdine. Il avait trop besoin de jouer pour se coucher sans un dernier récital.
Alors sitôt refermé le loquet de la sacristie, il fila au réduit, bloqua l’amplificateur et s’installa face à l’instrument. Ses doigts comme à l’habitude pianotèrent dans le vide, cherchant l’énergie et l’inspiration. Puis il posa ses mains sur les touches et après une courte introduction dont la solennité le surprit à revers de lui-même, il chanta :
www.youtube.com/watch?v=SF3IktTk_pQ
Le morceau était à la fois déchirant et hypnotique. De ceux qui transportent une énergie qui vous enveloppe et vous soulève. Jakob avait perçu cette énergie sortant du clocher de bois et s’était dirigé d’instinct vers l’église. Il avait suivi son intuition et sitôt entré, s’était dirigé vers la sacristie car même avec la sourdine, l’harmonium laissait passer le son et si la mélodie était faible, Jakob avait suffisamment d’oreille pour savoir qui jouait sur l’harmonium de la galerie au-dessus de lui. Il avait reconnu la virtuosité et le timbre si particulier que Gontrand donnait à toutes ses œuvres...Et c’était si beau, que Jakob se dit que pour lui décidément, son cousin jouait la musique des anges.
Seulement, ce soir, cet ange était perdu, désespéré. Et sa musique appelait à l’aide l’univers, les autres anges pour l’assister. Jakob n’avait pas suivi Ulf uniquement pour le surveiller et par curiosité, mais il réalisait qu’il était là pour ramener son cousin à la maison. Comment, il ne le savait pas encore, mais pria mentalement pour que l’univers lui souffle l’inspiration juste.
Et lorsque les dernières notes de l’harmonium résonnèrent, le jeune garçon toqua à la porte :
- Gontrand...Gontrand, s’il te plaît, ouvre-moi !
- Qui donc m’appelle ?
- Tu sais bien qui je suis. Je n’ai pas la même voix ni le même physique, mais nous partageons les mêmes talents, les mêmes énergies. Si je te dis concert à la Vallée Heureuse..tu sais qui je suis n’est-ce pas ?
- Jakob ? Mais...ce n’est pas possible…
- Si, ça l’est. Je t’en prie...ouvre la porte et je te raconterai tout. Je te promets que je ne suis ni une illusion, ni un mauvais présage.
Gontrand se précipita. Reconnut immédiatement le jeune garçon dont il avait senti les énergies un peu plus tôt. Le détailla des pieds à la tête, l’air un peu ahuri et puis l’émotion le submergeant, il ouvrit les bras, les yeux brillants de larmes. Les deux cousins s’étreignirent longuement puis Jakob raconta son drôle de voyage, sa métamorphose, le breuvage d’Oswald et le compagnonnage haut en couleurs avec Ulf le vampire. Gontrand riait de toutes ces nouvelles. Mais il redevint triste lorsque Jakob évoqua les attaques du sorcier, son père prisonnier dans la tour de la forêt et lui-même séparé de tous ceux qu’il aimait.
- Et pour couronner le tout, nous nous faisions du souci pour toi, conclut le jeune garçon. Tu as disparu depuis près de trois ans, cousin...Comment as-tu pu nous laisser sans nouvelles ?
- Une affaire de coeur et une affaire d’honneur...Ce serait trop long à t’expliquer.
- Mais comment es-tu parvenu jusqu’ici ?
- Je me suis auto ensorcelé pour accéder à ce monde parallèle. Juste après ma rencontre avec la danseuse que tu as vue tout à l’heure.
Nous avons eu un coup de foudre et même plus que ça...le genre de chose qui m’a décidé à partir.
- Mais elle est déjà mariée et tu as vu ce qu’elle fait aux hommes ?
- Je sais qu’elle vole les âmes. C’est un être maléfique mais grâce à ma musique, j’ai fait émerger une autre femme, très différente, sans jamais perdre mon âme. Un miracle qui nous a éblouis tous deux.
Alors...je dois démasquer son côté sombre pour qu’enfin, la vraie Tania, celle que j’ai découverte et qui s’est donnée à moi, puisse quitter Tito et s’autoriser à vivre notre histoire d’amour.
Jakob soupira.
- Tu crois vraiment qu’elle en vaut la peine ? Moi j’ai l’impression que cette femme ne sait que manipuler et ensorceler les hommes qui croisent son chemin. C’est un corps sans âme qui squatte celle des autres, qui s’en nourrit comme le font les vampires avec le sang humain. Quelqu’un de dangereux, sans sentiment, le pendant féminin d’Oswald, dans une version nettement plus séduisante mais néanmoins tout aussi redoutable.
- Non, je ne suis pas d’accord avec toi. Ce que tu vois est un masque monstrueux. Une illusion.
- Mais alors que fait-elle des âmes qu’elle capture ?
- Elle les absorbe au moment suprême du coït, ce qui tue leurs propriétaires. C’est ainsi qu’elle garde sa beauté et son pouvoir d’attraction. Sans ces vols, elle perdrait sa sublime apparence.
- Mais c’est horrible ! Comment peux-tu aimer un monstre pareil ? Gontrand...tu réalises un peu ?
Tu es fasciné par cette fille et je peux tout à fait comprendre qu’elle t’attire irrésistiblement. Quel homme ne serait pas séduit par une créature aussi magnétique qui danse comme une déesse du printemps et qui fait autant corps avec la musique ? Mais...c’est un monstre...et tu ne pourras jamais changer cela. Les seuls êtres qui ne peuvent redouter cette femme sont dépourvus d’âmes ou ont déjà vendu la leur...Mais ce n’est pas ce que tu as fait ou ce que tu veux faire, n’est-ce pas ?
- Non, je reste du côté de la lumière, cousin. Je ne ferai jamais l’abandon de nos dons ni des bienfaits qu’ils engendrent pour nous et pour les autres, pour une femme, si belle qu’elle soit. Jamais je ne laisserai mon âme entre de mauvaises mains. Mais j’ai compris une chose lorsque j’ai rencontré la gitane blonde : ma musique est un puissant antidote aux maléfices et sorts qu’elle mobilise.
Tania et moi pouvons communier en toute harmonie et vivre un amour d’exception sans qu’elle ait besoin de voler qui que ce soit pour survivre et se présenter au monde.
Et dans cette communion amoureuse et musicale, nous nous sentons comblés comme jamaisnous ne l’avons été. Pourquoi ? Nous n’en savons rien ni l’un ni l’autre. Mais une chose est sûre : nous ne pouvons pas être séparés depuis que nous savons tout ça.
- Alors pourquoi depuis trois ans, elle n’a jamais quitté Tito et sa bande ?
- Tito est un serpent qui dispose d’un pouvoir hypnotique. Il la conditionne, il lui fait peur aussi. Il lui a dit que si elle le quittait pour moi, tous les malheurs s’abattraient sur elle. Que j’étais plus maléfique qu’eux deux réunis. Et que si elle partait, elle perdrait à jamais tout pouvoir.
Tout cela fait qu’elle a pris peur et a préféré me tenir à distance pour continuer ses maléfices. En espérant un miracle, quelque chose qui changerait notre enfer en paradis, sans pour autant y croire plus que ça. Tu sais ce qu’un jour elle m’a dit ?
www.youtube.com/watch?v=b-I2s5zRbHg
Gontrand parlait avec tant de ferveur, de passion de Tania et de l’amour qu’il éprouvait pour elle, que Jakob trouva inutile de le mettre en garde. Son cousin était sous emprise. Et n’avait aucune envie de se réveiller de cet état. La voleuse d’âmes avait-elle des pouvoirs vampiriques puissants ? Sans doute pour cela alors qu’elle et Ulf...A cette pensée, Jakob soupira.
- Tu sais, je crains que tu ne perdes temps et énergie précieuse ici avec cette histoire.
- Tu dis cela parce que tu n’es pas encore tombé amoureux, répliqua Gontrand, piqué au vif.
- Détrompe-toi ! J’aime quelqu’un. Mais quelqu’un qui ne me détruit pas comme Tania le fait avec toi. Regarde-toi, Gontrand. Tu es devenu l’ombre de toi-même ici. Tu te caches, tu te planques sans jamais pouvoir vivre à la hauteur de ton coeur, de ton âme. Ni pour la musique, ni pour l’amour.
Alors pourquoi veux-tu rester ici ? Qu’est-ce que tu cherches à expier dans ce monde qui n’est pas le tien ?
- Je veux sauver Tania. Je veux vivre avec elle comme durant cette fabuleuse nuit qui a tout changé pour nous…C’est pour elle que je reste ici. Parce que je ne pourrais plus me passer d’elle.
Jakob soupira :
- Et si l’amour que tu crois partagé n’était qu’une illusion ? Une illusion fabriquée par Tania elle-même ? Y as-tu pensé ? Gontrand, ici tout est artificiel, tout est faux, mensonger...Ce n’est pas la réalité. C’est un monde parallèle. Un monde qui n’évolue jamais. Parce qu’il n’est pas fait pour ça.
Mais pour créer des illusions…
- Tu veux dire que quelqu’un de mieux que Tania m’attend chez nous?
- J’en suis persuadé. Quelqu’un qui ne te baladera pas d’un saloon à l’autre en te faisant miroiter une vie à deux qui ne vient jamais, qui ne te plongera pas dans la mélancolie la plus noire et le désespoir le plus profond. Quelqu’un qui mettra de la couleur et de l’harmonie réelle dans ta vie. Qui te fera soulever des montagnes et t’aidera à les soulever. Quelqu’un avec qui réellement tu pourras faire des projets de vie, des projets d’avenir sans avoir peur du lendemain. Quelqu’un avec qui tisser la plus belle des musiques...
- Ouhlala...Jakob, tu t’enflammes, mon cousin. Et à voir ta figure quand tu me dis ça, on dirait que ce genre d’amour tu l’as déjà. Raconte...qui est-ce ?
- Pas maintenant, Gontrand. Plus tard. Le plus urgent pour nous à présent que nous nous sommes retrouvés, c’est de sortir d’ici, et de rentrer à la maison. Si tu t’es ensorcelé, tu dois savoir comment pouvoir quitter ce monde.
- Oui mais...pas sans Tania.
- Ecoute, tu veux que je te raconte ce qu’elle fait actuellement avec Ulf, ta dulcinée ?
- Non...je ne préfère pas !
- Alors je t’en prie, cesse de poursuivre qui ne veut rien de concret avec toi. Moi j’ai besoin de toi pour vaincre Oswald et protéger notre famille. Maman est seule avec Angelo et Manfred. Si tu rentres, tu pourras les soutenir et protéger notre royaume. Incarner pleinement tes pouvoirs au service d’une juste cause. Aimer à plein coeur et être payé de retour. Ici, tu t’abîmes dans la douleur et l’attente sans jamais rien obtenir de celle que tu aimes. Elle te remplace par autant d’âmes errantes et proies faciles sans même t’accorder un regard. Elle provoque ta jalousie et ta souffrance. Ce n’est pas de l’amour qu’elle a pour toi. Juste le regret de ne pas t’avoir anéanti, de n’avoir pas absorbé tes pouvoirs ni ton âme. La seule chose qui la réjouisse, c’est que tu continues de la suivre à la trace. Et elle se dit que tôt ou tard, elle finira par t’avoir. Mais en dehors de cette perspective anthropophage, que te donne-t-elle ? Rien.
Gontrand fixa Jakob avec émotion. Si une partie de lui souhaitait encore une union avec Tania telle qu’il l’avait vécue durant la première nuit et les quelques jours qu’ils avaient passé ensemble, son âme réclamait autre chose, du concret, pas ce jeu de cache-cache et de faux semblants qui était devenu leur quotidien.
- Tu as raison. Alors écoute-moi attentivement. Si nous voulons rentrer, il faut penser à celles et ceux que nous aimons. Si nous fermons notre âme à ces liens noués hors de ce monde, nous restons inaccessibles. Mais si nous rouvrons cette connexion du coeur, alors nous avons la capacité de revenir là où nous étions.
Mais avant de partir, je voudrais revoir une dernière fois, Tania. Pour ne rien regretter tu comprends ?
- Je comprends. Tu ne veux pas fermer cette porte définitivement sans t’être assuré qu’elle n’ouvre pas sur le paradis…
- C’est tout à fait cela. Et ce sera comme un test. Si vraiment je me suis trompé, soit elle me culpabilisera, soit elle invoquera des faux prétextes pour justifier la distance.
Mais si réellement elle m’aime, alors je pourrai peut-être la convaincre de quitter Tito et de venir avec moi?
Jakob sourit. Bien qu’il douta de la réussite d’un tel projet, il comprenait le désir de son cousin.
Ce serait plus facile pour lui de quitter l’illusion ainsi.
- Tu te souviens...la petite Angelina ?
- La petite blonde aux grands yeux qui venait jouer avec nous chez tes parents ?
- Oui et qui voyait l’âme de tout ce qui est vivant ici.
Quand j’ai rencontré Tania, j’ai cru que j’avais retrouvé cet amour d’enfance, qu’il m’avait été rendu. Mais hélas, jamais je n’ai pu savoir l’identité réelle de Tania...ni d’où elle vient exactement.
Elle prétend l’ignorer mais je pense qu’elle évince ces questions pour ne pas à se rappeler quelque chose d’horrible.
- Tu es sûr qu’il pourrait s’agir d’Angelina ? Si c’était elle, je l’aurais ressenti tout à l’heure. Son énergie était si douce, si pétillante aussi. Rien à voir avec Tania la maléfique.
- Peut-être qu’il lui est arrivé quelque chose. Comme à Angelina qui a disparu la nuit de ses douze ans...Je l’aimais tant...Je n’ai jamais compris comment elle avait pu s’évanouir ainsi dans la nature.
Nous étions si proches, et si amoureux. Tu te souviens de la chanson que nous lui avions écrite et jouée si souvent pour la faire rire ?
- Si je m’en souviens...Tu veux qu’on la rejoue, juste pour voir si on s’accorde toujours autant ?
Les yeux de Gontrand s’allumèrent. Evoquer Angelina ramenait en lui sourire et joie de vivre. Son âme pleine de chagrin et de pensées noires secouait sa mélancolie. Et c’était justement ce que Jakob cherchait à faire. Il fit un clin d’oeil à son cousin, sortit de sa poche différents instruments miniatures dont une trompette qu’il emboucha. Puis il toucha les différents instruments, installa Gontrand à la batterie et sur un signe commun, les deux cousins entonnèrent ce swing :
On display in Southwell Workhouse, thought my fried Jacques in France might like to see it.
Harmonium is a generic term for all sorts of reed organs. This one would now be known as an American organ as it works by suction not wind pressure. They were often used in workhouses for church services.
This one was purchased in 1916 for sum of 8pounds-7shilling-6pence. Restored in 2012 after a public collection. During restoration it was found to be made in Boston USA in July 1887 @ cost of $270 for use in a Chapel
Several months ago, I stoppd by a local resale shop that I have been known to frequent. I spotted the ornate top section of a Victorian parlor organ. When I asked where the rest of it was, I was told that "Fred" had burned it. "They take up too much space and no one wants them", I was further told. Then I was told that there was another one coming. I said "don't burn that one". Here it is in its new home, spared from a fiery death. It is an Estey organ, made of solid walnut, and probably dating from the 1880's. It works quite well, other than having a couple of sticky keys.
Liesle, France
Zeiss Ikon Super-Ikonta 533/16
Zeiss Tessar 2.8/80 @ f/2.8
Agfa 1000 RS, expired 12/94
@400 ISO
We were doing a jewelry shoot today in medium format. These are some of my digital test shots, I'm actually in love with them. They look angelic. This is Michele, once again.
During my last exhibition at the Premarts gallery, I painted in front of about twenty people, without any previous plan, only inspired by the music of the harmonium of Denis. www.denis-andre.net/home.htm
One in front of the other, waiting for feedback
Denis would play what he could see in my painting, I would paint what I could see in his music.
The result was very inspiring and really cathartic, I was not aware of what I painted until I saw it finished.
At the end of the 40-minute performance, that for me was about 40 seconds, I was dizzy and tired but satisfied.
Three paintings that danced with music (as a curiosity one of them would be stolen the next day)
One of the spectators approached me and told me that the performance had reminded her of a poem by Pablo Neruda "The Poetry"
And it was at that age ... Poetry arrived in search of me. I don't know, I don't know where it came from, from winter or a river. I don't know how or when, no they were not voices, they were not words, nor silence, but from a street, I was summoned, from the branches of night, abruptly from the others, among violent fires or returning alone, there I was without a face and it touched me. I did not know what to say, my mouth had no way with names, my eyes were blind, and something started in my soul, fever or forgotten wings, and I made my own way, deciphering that fire, and I wrote the first faint line, faint, without substance, pure nonsense, pure wisdom of someone who knows nothing, and suddenly I saw the heavens unfastened and open, planets, palpitating plantations, shadow perforated, riddled with arrows, fire, and flowers, the winding night, the universe. And I, infinitesimal being, drunk with the great starry void, likeness, image of mystery, felt myself a pure part of the abyss, I wheeled with the stars, my heart broke loose on the wind.
Durante mi ultima exposición en la galería Premarts pinte en directo enfrente de unas veinte personas,sin ningún tipode plan previo, solo inspirado por la música del armonio de Denis.http://www.denis-andre.net/home.htm
Uno enfrente del otro, esperando retroalimentarnos
Denis tocaría lo que viera en mi pintura, yo pintaría lo que pudiera ver en su música.
El resultado fue muy inspirador y realmente catártico, no fui consciente de lo que pinte hasta que lo vi terminado.
Al final de la actuación de 40 minutos que para mi fueron como 40 segundos, me encontraba mareado y cansado pero satisfecho.
Tres pinturas que bailaban con la música (como curiosidad una de ellas seria robada al día siguiente)
Una de las espectadoras se acerco y me dijo que la actuación le había recordado a un poema de Pablo Neruda "La poesía"
LA POESÍA
y fue a esa edad... Llegó la poesía
a buscarme. No sé, no sé de dónde
salió, de invierno o río.
No sé cómo ni cuándo,
no, no eran voces, no eran
palabras, ni silencio,
pero desde una calle me llamaba,
desde las ramas de la noche,
de pronto entre los otros,
entre fuegos violentos
o regresando solo,
allí estaba sin rostro
y me tocaba.
Yo no sabía qué decir, mi boca
no sabía
nombrar,
mis ojos eran ciegos,
y algo golpeaba en mi alma,
fiebre o alas perdidas,
y me fui haciendo solo,
descifrando
aquella quemadura,
y escribí la primera línea vaga,
vaga, sin cuerpo, pura
tontería,
pura sabiduría
del que no sabe nada,
y vi de pronto
el cielo
desgranado
y abierto,
planetas,
plantaciones palpitantes,
la sombra perforada,
acribillada
por flechas, fuego y flores,
la noche arrolladora, el universo.
Y yo, mínimo ser,
ebrio del gran vacío
constelado,
a semejanza, a imagen
del misterio,
me sentí parte pura
del abismo,
rodé con las estrellas,
mi corazón se desató en el viento.