Halfdan Kjerulf (1815-1868)
Format: Litografi (etter maleri av Knud Bergslien)
Utgivelsesår / Published: ca. 1914 (Vore Høvdinger 38)
Utgiver / Publisher: F. Bruns Bokhandels Forlag, Trondhjem
Wikipedia: Halfdan Kjerulf (1815-1868)
Salmonsens konversationsleksikon: Halfdan Kjerulf (1815-1868)
Wikipedia: Knud Bergslien (1827-1908)
Eier / Owner Institution: Trondheim byarkiv, The Municipal Archives of Trondheim
Arkivreferanse / Archive reference: Ila skole, Va - F9426
Fra Salmonsens konversationsleksikon:
Kjerulf [’Kærulf], Halfdan, norsk Komponist, f. i Kria 15. Septbr 1815, d. 11. Aug. 1868 ved Grefsen Bad, røbede allerede i Barneaarene afgjort Anlæg for og stor Kærlighed til Musikken, hvorfor han tidlig fik Undervisning i Klaverspil hos en Musiklærer O. Wetterstrand og senere tillige nogen Vejledning i Harmonilære hos L. Roverud. Imidlertid var der ikke Tanke om, at han, Søn af en høj jur. Embedsmand, skulde blive Musiker; og medens hans livlige Aand og skarpe Iagttagelsesevne fandt rigelig Næring i det fintdannede Hjem og dets Omgivelser, forberedte han sig til Univ. for efter Familiens Ønske at gaa den jur. Vej. 1834 blev han Student og frekventerede i fl. Aar de jur. Forelæsninger, blev som Student endog Kopist i Finansdepartementet; men under alt dette greb Kærligheden til Kunsten ham stærkere og stærkere. Han studerede og komponerede, saa godt det paa egen Haand lod sig gøre, men med en knugende Følelse af, at de manglende Kundskaber i Teori og Kompositionslære hindrede ham i frit at kunne udfolde sine Evner. Ved Faderens Død 1840 maatte et afgørende Skridt tages, og saa blev det da til, at den 25-aarige unge Mand med Musikken maatte tjene sit Brød. Endnu nogle Aar maatte K. paa egen Haand famle sig frem, og først ved C. Arnold’s (s. d.) Ankomst til Kria fik han en grundig og flersidig musikalsk Uddannelse. Imidlertid havde han henledet Opmærksomheden paa sig, og 1850 fik han et offentligt Stipendium, hvormed han drog til Leipzig for at fortsætte sine Studier under Richter. Leipzig-Opholdet blev — uagtet det ikke varede mere end et Aars Tid — af den største Bet. for K. Med brændende Lyst og Flid rettede han paa sine manglende Kundskaber; men navnlig øvede Livet i Leipzig — det var Romantikkens, Mendelssohn’s og Schumann’s Blomstringstid — og Omgangen med de studerende Kunstnere en stor og gavnlig Indflydelse paa hans Udvikling som Musiker. Det berigede i høj Grad hans Fantasi, udvidede hans Blik for det kunstnerisk fuldkomne og udviklede hans Evne til koncist at udtrykke sine Tanker.
Efter sit Ophold i Leipzig nedsatte K. sig som Musiklærer i Kria, hvor han ved sin ideelle Opfattelse af Kunsten og ved den Autoritet, der snart knyttede sig til hans Navn, men navnlig ved sine Kompositioner kom til at øve en stor og paa mange Maader vedvarende Indflydelse paa Musiksansens Udvikling og Smagens Forædling. K.’s svagelige Helbred tillod ham ikke som udøvende at tage større Del i det hjemlige Musikliv; dog aabnede han sammen med J. G. Conradi (s. d.) 1857 »Abonnementskoncerterne«, der med deres respektable Orkester og gode Kor gav Stødet til en rigere Udvikling af Hovedstadens Musikliv, idet Publikum fik Anledning til at høre en Række betydelige og klassiske Værker. Efter 2 Aars Forløb maatte dette Foretagende dog stilles i Bero, for en Del vistnok p. Gr. a. K.’s Sygelighed, der ikke taalte de mange anstrengende Prøver og de med en saadan Stilling uundgaaelige Skuffelser og Trakasserier, forkrøblede som de kunstneriske Forhold dengang var i Norges Hovedstad. — Kom saaledes K. til — enkelte Ferieture til Tyskland og Paris fraregnede — at føre et temmelig tilbagetrukkent, stille og indadvendt Liv, hvad der vistnok passede bedst for hans fine, lidt bly Naturel, fik han dog, som allerede nævnt, stor og varig Indflydelse paa ikke blot Hovedstadens, men Landets Musikliv. Han var en udmærket og meget søgt Klaverlærer, og fl. af Norges mest fremragende Klaverspillere, deriblandt Fru Erika Nissen (s. d.) og Fru Agathe Grøndahl (s. d.), har været hans Elever. Ved sin fine og skarpe, paa een Gang rammende og humane Kritik bidrog han meget til at klare Begreberne om Kunst i det Samfund, hvori han virkede. Men fremfor alt har han som Tonedigter grebet varig ind i norsk musikalsk Kunst. Ganske vist er hans Virksomhed som Komponist væsentlig knyttet til Romancen; men her er den ogsaa af grundlæggende Bet., og han betegnes med Rette som den norske Romances Fader. Fra den tyske »Lied«, som den repræsenteres af Schubert, Mendelssohn og Schumann, vandt hans dybe poetiske Natur og betydelige Kompositionstalent, gennem en fin Opfattelse og Tilegnelse af den norske Folkemusiks Ejendommeligheder, lidt efter lidt frem til fuld Selvstændighed, og til Tekster af Welhaven, Wergeland, Bjørnson, Moe, Th. K. o. fl. skabte han uden Spor af Effektjageri en Række helt nationale Romancer og lagde derved en Grundvold, hvorpaa der kunde bygges og har været bygget videre.
K. udmærker sig som Komponist ved en flydende, oftest selvstændig Melodik, en sund, ukunstlet, fin og hyppig karakteristisk Harmonik og i Romancerne ved en betydelig Evne til at gribe Digtets Grundstemning, der yderligere karakteriseres ved et ofte aandrigt og omhyggelig udarbejdet Akkompagnement. Naar K. undgik de større Musikformer, har man søgt Aarsagen dertil dels i, at hans musikalske Uddannelse først begyndte i en saa fremrykket Alder, at det faldt ham vanskeligt at tilegne sig og blive Herre over den store Form, dels i, at hans altid vaagne og stærkt udviklede Selvkritik ikke tillod ham at gøre noget halvt ell. mindre fuldkomment. Det er dog maaske tilladt at tro, at hans Sygelighed her lagde ham de største Hindringer i Vejen; der er nemlig saavel i enkelte af hans Klaverværker som navnlig i hans Polonæse til »Kunstnerkarnevalet« en saadan Bredde og Sikkerhed i Periodebygningen, at Skridtet til Sonaten ell. endog Symfonien skulde synes ganske kort. Imidlertid indtager K. ved det, han har ydet, en meget fremskudt Plads i den norske Musik, og »som en af Banebryderne for den fremspirende nationale Tonekunst og som en af de første, der øste af og forstod at benytte den uudtømmelige Kilde, som vælder frem i vor Folkemusik, vil hans Navn stedse være uopløselig knyttet til den horske Kunsthistorie« (Conradi: »Musikkens Historie«). — Omkr. 30 trykte Værker, deraf 10 Hæfter Klaverkompositioner, 16 Hæfter Romancer og Sange med Klaverakkompagnement, en hel Række Mandskor, hvoraf fl. fremdeles tilhører alle nordiske Sangforeningers faste Repertoire, samt »Troubadouren« af Welhaven for Tenorsolo, Kor og Klaver. (Litt.: J. G. Conradi, »Oversigt over Musikkens Udvikling i Norge«; A. Grønvold, »Norske Musikere«).
J. H.
Halfdan Kjerulf (1815-1868)
Format: Litografi (etter maleri av Knud Bergslien)
Utgivelsesår / Published: ca. 1914 (Vore Høvdinger 38)
Utgiver / Publisher: F. Bruns Bokhandels Forlag, Trondhjem
Wikipedia: Halfdan Kjerulf (1815-1868)
Salmonsens konversationsleksikon: Halfdan Kjerulf (1815-1868)
Wikipedia: Knud Bergslien (1827-1908)
Eier / Owner Institution: Trondheim byarkiv, The Municipal Archives of Trondheim
Arkivreferanse / Archive reference: Ila skole, Va - F9426
Fra Salmonsens konversationsleksikon:
Kjerulf [’Kærulf], Halfdan, norsk Komponist, f. i Kria 15. Septbr 1815, d. 11. Aug. 1868 ved Grefsen Bad, røbede allerede i Barneaarene afgjort Anlæg for og stor Kærlighed til Musikken, hvorfor han tidlig fik Undervisning i Klaverspil hos en Musiklærer O. Wetterstrand og senere tillige nogen Vejledning i Harmonilære hos L. Roverud. Imidlertid var der ikke Tanke om, at han, Søn af en høj jur. Embedsmand, skulde blive Musiker; og medens hans livlige Aand og skarpe Iagttagelsesevne fandt rigelig Næring i det fintdannede Hjem og dets Omgivelser, forberedte han sig til Univ. for efter Familiens Ønske at gaa den jur. Vej. 1834 blev han Student og frekventerede i fl. Aar de jur. Forelæsninger, blev som Student endog Kopist i Finansdepartementet; men under alt dette greb Kærligheden til Kunsten ham stærkere og stærkere. Han studerede og komponerede, saa godt det paa egen Haand lod sig gøre, men med en knugende Følelse af, at de manglende Kundskaber i Teori og Kompositionslære hindrede ham i frit at kunne udfolde sine Evner. Ved Faderens Død 1840 maatte et afgørende Skridt tages, og saa blev det da til, at den 25-aarige unge Mand med Musikken maatte tjene sit Brød. Endnu nogle Aar maatte K. paa egen Haand famle sig frem, og først ved C. Arnold’s (s. d.) Ankomst til Kria fik han en grundig og flersidig musikalsk Uddannelse. Imidlertid havde han henledet Opmærksomheden paa sig, og 1850 fik han et offentligt Stipendium, hvormed han drog til Leipzig for at fortsætte sine Studier under Richter. Leipzig-Opholdet blev — uagtet det ikke varede mere end et Aars Tid — af den største Bet. for K. Med brændende Lyst og Flid rettede han paa sine manglende Kundskaber; men navnlig øvede Livet i Leipzig — det var Romantikkens, Mendelssohn’s og Schumann’s Blomstringstid — og Omgangen med de studerende Kunstnere en stor og gavnlig Indflydelse paa hans Udvikling som Musiker. Det berigede i høj Grad hans Fantasi, udvidede hans Blik for det kunstnerisk fuldkomne og udviklede hans Evne til koncist at udtrykke sine Tanker.
Efter sit Ophold i Leipzig nedsatte K. sig som Musiklærer i Kria, hvor han ved sin ideelle Opfattelse af Kunsten og ved den Autoritet, der snart knyttede sig til hans Navn, men navnlig ved sine Kompositioner kom til at øve en stor og paa mange Maader vedvarende Indflydelse paa Musiksansens Udvikling og Smagens Forædling. K.’s svagelige Helbred tillod ham ikke som udøvende at tage større Del i det hjemlige Musikliv; dog aabnede han sammen med J. G. Conradi (s. d.) 1857 »Abonnementskoncerterne«, der med deres respektable Orkester og gode Kor gav Stødet til en rigere Udvikling af Hovedstadens Musikliv, idet Publikum fik Anledning til at høre en Række betydelige og klassiske Værker. Efter 2 Aars Forløb maatte dette Foretagende dog stilles i Bero, for en Del vistnok p. Gr. a. K.’s Sygelighed, der ikke taalte de mange anstrengende Prøver og de med en saadan Stilling uundgaaelige Skuffelser og Trakasserier, forkrøblede som de kunstneriske Forhold dengang var i Norges Hovedstad. — Kom saaledes K. til — enkelte Ferieture til Tyskland og Paris fraregnede — at føre et temmelig tilbagetrukkent, stille og indadvendt Liv, hvad der vistnok passede bedst for hans fine, lidt bly Naturel, fik han dog, som allerede nævnt, stor og varig Indflydelse paa ikke blot Hovedstadens, men Landets Musikliv. Han var en udmærket og meget søgt Klaverlærer, og fl. af Norges mest fremragende Klaverspillere, deriblandt Fru Erika Nissen (s. d.) og Fru Agathe Grøndahl (s. d.), har været hans Elever. Ved sin fine og skarpe, paa een Gang rammende og humane Kritik bidrog han meget til at klare Begreberne om Kunst i det Samfund, hvori han virkede. Men fremfor alt har han som Tonedigter grebet varig ind i norsk musikalsk Kunst. Ganske vist er hans Virksomhed som Komponist væsentlig knyttet til Romancen; men her er den ogsaa af grundlæggende Bet., og han betegnes med Rette som den norske Romances Fader. Fra den tyske »Lied«, som den repræsenteres af Schubert, Mendelssohn og Schumann, vandt hans dybe poetiske Natur og betydelige Kompositionstalent, gennem en fin Opfattelse og Tilegnelse af den norske Folkemusiks Ejendommeligheder, lidt efter lidt frem til fuld Selvstændighed, og til Tekster af Welhaven, Wergeland, Bjørnson, Moe, Th. K. o. fl. skabte han uden Spor af Effektjageri en Række helt nationale Romancer og lagde derved en Grundvold, hvorpaa der kunde bygges og har været bygget videre.
K. udmærker sig som Komponist ved en flydende, oftest selvstændig Melodik, en sund, ukunstlet, fin og hyppig karakteristisk Harmonik og i Romancerne ved en betydelig Evne til at gribe Digtets Grundstemning, der yderligere karakteriseres ved et ofte aandrigt og omhyggelig udarbejdet Akkompagnement. Naar K. undgik de større Musikformer, har man søgt Aarsagen dertil dels i, at hans musikalske Uddannelse først begyndte i en saa fremrykket Alder, at det faldt ham vanskeligt at tilegne sig og blive Herre over den store Form, dels i, at hans altid vaagne og stærkt udviklede Selvkritik ikke tillod ham at gøre noget halvt ell. mindre fuldkomment. Det er dog maaske tilladt at tro, at hans Sygelighed her lagde ham de største Hindringer i Vejen; der er nemlig saavel i enkelte af hans Klaverværker som navnlig i hans Polonæse til »Kunstnerkarnevalet« en saadan Bredde og Sikkerhed i Periodebygningen, at Skridtet til Sonaten ell. endog Symfonien skulde synes ganske kort. Imidlertid indtager K. ved det, han har ydet, en meget fremskudt Plads i den norske Musik, og »som en af Banebryderne for den fremspirende nationale Tonekunst og som en af de første, der øste af og forstod at benytte den uudtømmelige Kilde, som vælder frem i vor Folkemusik, vil hans Navn stedse være uopløselig knyttet til den horske Kunsthistorie« (Conradi: »Musikkens Historie«). — Omkr. 30 trykte Værker, deraf 10 Hæfter Klaverkompositioner, 16 Hæfter Romancer og Sange med Klaverakkompagnement, en hel Række Mandskor, hvoraf fl. fremdeles tilhører alle nordiske Sangforeningers faste Repertoire, samt »Troubadouren« af Welhaven for Tenorsolo, Kor og Klaver. (Litt.: J. G. Conradi, »Oversigt over Musikkens Udvikling i Norge«; A. Grønvold, »Norske Musikere«).
J. H.