2020-03-22 (8a)

Audun Bakke Andersen Photography website

 

High dynamic range (HDR) images enable photographers to record a greater range of tonal detail than a given camera could capture in a single photo (a single jpg or RAW has a way too limited dynamic range, and NO the range is NOT extended by saving the same file with different exposure settings)

 

On the photo to the left only the brightest areas are correctly exposed. On the photo in the middle only the darkest parts look good.

By combining differently exposed images you can make an HDR which allows for both the brightest and darkest parts to be correctly exposed AT THE SAME TIME. That's what I have done to get the result to the right.

 

It's not a fantastic photo in itself, but it's at least fairly well exposed.

 

Here's how it's done:

- backingwinds.blogspot.com/2006/10/how-to-create-professio...

- beforethecoffee.wordpress.com/hdr-post-processing-tutorial/ - A MUST READ

-Cambridgeincolour - HDR - A MUST READ

   

More on the subject

- Vanilladays HDR-guide (Photomatix)

- www.applelinks.com/index.php/more/photomatix_review_of_hd...

- The Future of Digital Imaging - HDR Photography

- HDR imaging at Wikipedia

- www.mediachance.com/hdri/help/index.html

 

A little extra input here:

- HDR’s demerits

- Heavy discussion in the HDR group

- www.withinlights.com/Labo/Articles/HDR/index_us.php/

Before the Coffee - National Cathedral

Monument Valley

Metro Tunnel

Front row seat to an HDR world

Better Than TV

Orange plastic buoy, rusted iron buoy and boat house

Abandoned Barn in HDR - Handheld

View from Marienbrücke

Mt Werner - HDR merged from 60 single photos!!

 

My slowly growing HDR set

 

Check out all my photos through the excellent Flickriver!

Birna

Vis meg kven eg var

Då eg jaga vidt

Då du jaga fritt

Før skogane svann

Før elva vart temt

Og mannahugen vendt

Sei meg kva du heitte før

Då himmelnatt var heim - Wardruna

Rotvälta är ett kullfallet träd där en stor del av trädets rotsystem med jord och stenar vräkts upp av fallet. Rotvältor uppstår oftast vid hård blåst när rötternas fäste i marken försämrats av hög markfuktighet. Vid bättre fäste händer det att stammarnas bryts.

 

Rotvältor kan utgöra stora risker när de skall tas om hand och sådant arbete bör endast utföras av yrkesfolk. När stammen kapas kan rotdelen falla framåt eller bakåt och skada eller döda människor eller djur om inte säkerhetsåtgärder vidtas. Särskilt stor risk för det föreligger om marken är frusen då stammen kapas och rotdelen inte faller. När marken sedan tinar kan rotdelen falla okontrollerat. Timmerbrötar med stammar i spännda bågar, blandat med rotvältor är en mardröm, som endast kan bearbetas från en maskin.

 

Olika trädarter har olika benägenhet att skapa rotvältor. Särskilt då granar blåser omkull är rotvältor vanligt, eftersom de ofta har ytligt utbredda rötter. På träd med pålrot är det istället vanligt att stammen går av. Även markens beskaffenhet har betydelse.

Camera: Pentax 645N II

Lens: smc Pentax-A 645 35mm F:3.5 (yellow filter)

Exposure: 1/60 @ F:11

Film: Fomapan 200 Creative dev. in D-76 1+1

Sommeren er gået på hæld og efteråret, er på trods af skønne lune dage også begyndt at give lidt køligere morgner. Det gør at mange af vores små sværmere & insekter søger mod steder der er lidt lunere. På ét af de steder, i min overdækning, sidder en af de sidste dages “hellige” og tager godt imod de fortabte.

Det er den flotteste Korsedderkop jeg har set i år og så sidder den ovenikøbet lige i ansigtshøjde når jeg åbner døren…. hvergang jeg åbner…. så tror den er glad for at være der og får selvfølgelig lov til det :-)

Jeg kalder den for “The White Thin Duke” pga de forskelligt farvede øjne :-)

 

Korsedderkoppen hører til hjulspindere og er meget variable i grundfarven, og kan være være sort, brun, grå, rød, gul eller grønlig. Den er vidt udbredt i hele Danmark og du har sikkert fået dens spind i hovedet flere gange :-) Vi ser den sent på sommeren og tidligt om efteråret.

Hjulspindets tråde er meget klæbrige, så når insekterne først har været i berøring med spindet, kan de ikke komme fri. Når et insekt bliver fanget i spindet, skynder korsedderkoppen sig ud af sit skjul og sprøjter en dødbringende gift ind i byttet, hvorefter byttedyret pakkes ind i silketråde. Først herefter begynder den at udsuge sit bytte.

Når parringstiden er inde, nærmer hannen sig forsigtigt hunnen. Hvis han er uheldig, fanges han af hunnen efter parringen og ædes. :-)

View On Black

 

See where this picture was taken. [?]

 

Made Explore!! Thanks

30 hours ago:494

3 hours ago:474

 

Highest position: 474 on Thursday, July 16, 2009

«Det begynte å bli ingen nat, solen dukket så vidt skiven ned i havet og kom så op igjen, rød fornyet, som om den hadde været nede og drukket. Hvor det kunde gå mig forunderlig om nætterne; ingen menneske tror det. Sat Pan i et træ og så på mig hvorledes jeg vilde bære mig ad?” Pan, Knut Hamsun

Sommeren er gået på hæld og efteråret, er på trods af skønne lune dage også begyndt at give lidt køligere morgner. Det gør at mange af vores små sværmere & insekter søger mod steder der er lidt lunere. På ét af de steder, i min overdækning, sidder en af de sidste dages “hellige” og tager godt imod de fortabte.

Det er den flotteste Korsedderkop jeg har set i år og så sidder den ovenikøbet lige i ansigtshøjde når jeg åbner døren…. hvergang jeg åbner…. så tror den er glad for at være der og får selvfølgelig lov til det :-)

Jeg kalder den for “The White Thin Duke” pga de forskelligt farvede øjne :-)

 

Korsedderkoppen hører til hjulspindere og er meget variable i grundfarven, og kan være være sort, brun, grå, rød, gul eller grønlig. Den er vidt udbredt i hele Danmark og du har sikkert fået dens spind i hovedet flere gange :-) Vi ser den sent på sommeren og tidligt om efteråret.

Hjulspindets tråde er meget klæbrige, så når insekterne først har været i berøring med spindet, kan de ikke komme fri. Når et insekt bliver fanget i spindet, skynder korsedderkoppen sig ud af sit skjul og sprøjter en dødbringende gift ind i byttet, hvorefter byttedyret pakkes ind i silketråde. Først herefter begynder den at udsuge sit bytte.

Når parringstiden er inde, nærmer hannen sig forsigtigt hunnen. Hvis han er uheldig, fanges han af hunnen efter parringen og ædes. :-)

De spännande och omvälvande fynden vid utgrävningarna ledde till en diskussion om att inte fylla tillbaka jorden utan kunna behålla kyrkogrunden synlig för besökare. Hösten 2007 fylldes därför hela ruinen av 240 kubik Leca-kulor som ett tillfälligt väderskydd. Det gjordes i väntan på ett beslut om något mer permanent skydd över de gamla murarna. Processen att hitta en lämplig väg att gå, och finansiering, tog flera år. Först i december 2014 togs Leca-kulorna bort och projekteringen inför en bygget av ett skyddstak kunde börja.

 

Arbetet med att förverkliga idén med ett permanent skydd drevs av en arbetsgrupp som utgjordes av representanter från Länsstyrelsen Västra Götaland, Västergötlands museum, Skara Pastorat och Skara kommun. Formell byggherre och projektägare under byggtiden var Skara Pastorat i egenskap av markägare.

 

Byggprojektet har finansierats genom bidrag från Länsstyrelsen Västra Götaland, Sparbanksstiftelsen Skaraborg, Sparbanksstiftelsen Lidköping, Grevillis fond, Västra Götalandsregionen samt en privat donation. Arkitekt är Magnus Silfverhielm på AIX Arkitekter.

 

I april 2016 påbörjades själva byggnationen av skyddstaket som ganska direkt kom att kallas för Överbyggnaden. Det är en limträkonstruktion, formad som en likbent triangel. Det finns inga väggar utan bara golv och tak. Golvet är öppet i mitten och där kan man titta ner på den 1000-åriga kyrkoruinen. Mellan marken och de kraftiga syllarna finns en väl tilltagen luftspalt för att ventilera byggnaden och för att kyrkogrundens murar ska kunna ses även utifrån. Byggnaden är helt ouppvärmd och följer årstidsväxlingarnas utetemperatur. Taket skyddar kyrkogrunden från nederbörd och även från kraftigt solljus som inte heller är bra för kalkstenen i murarna.

 

I december 2016 var byggprojektet slutfört. Nu vidtar nästa fas – att i byggnaden och parken runt omkring berätta om Västergötland på vikingatiden, om Katas stora gård och om människorna som levde här för 1000 år sedan.

 

vastergotlandsmuseum.se/kata-gard-varnhem/overbyggnaden/

~ Arne Garborg, in the opening chapter of the book Fred (“Peace”) in 1892 ~

  

For twelve years I’ve lived in the beautiful Norwegian region called Jæren – known for its flat lowland area and the long and beautiful sandy beaches (and some pebble beaches) along the coastline. But in only two weeks I’ll move back to the island I’m from, 2,5 hours by car from here. My feelings about this are really ambivalent.. Both places are so beautiful and I have so many good friends both places.

 

This summer the Norwegian Broadcasting Corporation is sailing along the long coastline of Norway, making TV shows from the villages and towns where they stop. At daytime we can watch their ship’s journey on TV.

Today they sailed along the coast of Jæren, and I really felt in my stomach how I’ll miss this beautiful scenery where I love to spend time outside.

 

-------------------

MORE OF THIS TEXT BY ARNE GARBORG, in both English and Norwegian, describing this beautiful part of Norway (it’s a long but beautiful text):

 

“Outside in the west the sea breaks upon a low, sandy beach of more than forty miles. It is the sea itself, the North Sea broad and free, unbroken and unbent, endless. Black-green and briny it comes rolling in mighty waves from the Northern Ice and the English Channel, driving its white-maned horses of breakers forth from the ocean fog till they froth with rage, while it roars its deep, eternal organ note from the utmost abysses. Then it throws itself against the shore and is shattered into a white foam, with bumps and thumps and long, thundering crashes, dying at last in a dull boom.

 

Up from the low, sandy beach there stretches a poor, greyish land, with heather-brown hills and pale moors, strewn with mighty boulders, treeless and bare, barred towards the east by a long row of low ridges. Endless the naked heath seems to be. But here and there it is enlivened by the blue of a solitary tarn growing over with weeds, or by a great, still lake. Here the wind is soughing by day and by night. And the grey mist hangs low over the moor, where the hare flees from boulder to boulder, and all sorts of brown and speckled wild fowl lie in their hidden nests, winking and dozing.

 

Over everything the sky spans wide and gray, from the mountain farm to the ocean and that one barely sees - the only bright thing over the existence – one can see it wherever one goes. Full of clouds and storms it almost always hangs. Sometimes it drifts to the ground and sweeps the country in rain and mist like a tablecloth. And it rains and rains until the land floods.

 

Here and there on the hills and the slopes low houses huddle together, as if seeking shelter. In the misty air they half disappear as if by a spell, or wrap themselves in peat smoke and sea fog as in a dream; closed and still they lie along the waste like elfish abodes. Around the houses you may discern pale green patches of meadow and cornfield like islets in the vast heat; every bit and corner is enclosed and girdled with long dykes of stone.

In such homes do the people live.

 

They are a strong, heavy people, working their way through life by pondering and labour, delving the earth and searching the Scriptures, tormenting the sand until it yields grain and their dreams until they yield hope, putting their faith in the penny and their trust in God.”

---------

"Utanfor, i vest, bryt havet på mot ei sju milir lang låg sandstrand. Det er sjølve havet, Nordhavet, breidt og fritt, ukløyvt og utøymt, endelaust, svartgrønt og salt kjem det i veldig rulling veltande inn or dei vestlege himlar, drivi av storstormane frå Nordisen og Kanalen, køyrande sine fakskvite brimhestar fram or havskodda, so skumskavlen stend, durande sin djupe æveheims orgeltone frå dei ytste avgrunnar. So støyper det seg mot strandi og krasar seg sund i kvit foss, med dunk og dyn og lange brak, døyande burt i døyvt dunder.

 

Upp frå den låge sandstrandi tøygjer seg eit armt, grått land med lyngbrune bakkar og bleike myrar, yvi-sått med kampestein, trelaust og berrt, avstengt mot aust med en lang, låg fjellgard. Endelaus synest den nakne hei. Men her og der blånar ei ensleg tjønn, som ligg og gror att, eller eit stort, stilt vatn. Her susar vinden dag og natt. Og gråveret ligg lågt yvi viddi, der haren rømer frå stein til stein og allslags brun og spettut og vill fugl ligg i løynde reir og blinkar og blundar.

 

Yvi det heile spanar himilen seg vid og grå, frå fjellgarden til havs og so vidt ein ser - det einaste ljose yvi tilværet - den hev ein for augo kvar ein gjeng. Full av skyir og storm heng han mest alltid. Stundom sig han åt jordi og sveiper landet i regn og skodd som i ein duk. Og det regner og regner til landet fløymer.

 

Her og der uppetter bakkar og res kryp låge hus ihop i småkrullar som søkjande livd. I den tette lufti hildrar dei seg halvt burt, sveiper seg i torvrøyk og havdis som i ein draum, stengde og stille ligg dei burtetter viddine som tusseheimar. Rundt husi skimtar det fram bleike grøne flekkir av åker og eng som øyar i lyngviddi, kvar bite og kvar lepp er avstengd og innlødd med steingjerde som lange røysir.

I desse heimane bur folket.

 

Det er eit sterkt, tungt folk, som grev seg gjennom livet med gruvling og slit, putlar med jordi og granskar skrifti, piner korn av aur`en og von av sine draumar, trur på skillingen og trøyster seg til Gud."

 

My album of Jæren images here.

 

Og så langt jeg ser og aner

bak de fjerne åsers rand,

gløder skyenes altaner

over solens aftenland.

Men så vidt går ingen tanke,

intet ønske og begjær,

det er lykke nok å vanke

der jeg er.

 

AND AS FAR AS I SEE AND GAZE

BEHIND THE EDGES OF THE DISTANT HILLS,

THE CLOUDS' BALCONIES GLOW

OVER THE SUN'S EVENING LAND

BUT NO THOUGHT REACHES THAT FAR,

NO DESIRE AND LUST,

IT'S ENOUGH HAPPINESS TO WANDER

WHERE I AM

 

~ Arne Paasche Aasen, 2nd verse of the poem Stille ønske (Silent Wish) ~

 

One of my images from a facebook challenge where I'll post 5 B&W photos over 5 days..

 

Colored version:

www.flickr.com/photos/ranveig/10251683406/

  

Timelapse of view from new Inderhavnsbroen bridge in Copenhagen.

 

Can also be seen on YouTube: youtu.be/nCl9x0dn5Bs

Or on Vimeo: vimeo.com/176852437

 

My first experiment in this field and not without beginner-mistakes. The "flickering" highlights are caused by forgetting to turn off bracketing (as explained in Danish in the details below). But still think it is a pretty good result for a newbie :-)

 

Mit første forsøg ud i Timelapse genren. Jeg var et par gange ude og tage serier til timelapse videoer i forrige weekend, og dette er første forsøg på at sammensætte en.

 

Jeg brugte en Astro som jeg købte via en kickstarter crowdfunding kampagne for et par år siden, men ikke har taget mig sammen til at lege med før nu (selvom den har været med i fototasken på talrige rejser og andre lejligheder). Det er en smart lille gadget til at styre timelapse optagelse inklusiv en langsom rotation af kameraet under optagelsen.

 

Mine første forsøg er ikke uden begynderfejl. Jeg havde i dette tilfælde f.eks. glemt at slå bracketing fra i kameraet, hvorfor hver tredje af billederne var undereksponeret 2 trin og en anden tredjedel var overeksponeret 2 trin. Men jeg fik det udlignet rimeligt godt i Camera Raw synes jeg. Man kan dog se lidt flimmer i himlen til venstre i starten af videoen. Det er fordi hver tredje billede (de overeksponerede) har udbrændte højlys i himlen.

 

Jeg havde sat Astro op til at tage ét billede i sekundet i 15 minutter imens kameraet langsomt blev roteret (så vidt jeg husker) 90 grader. Kameraet skød i raw-format og der blev brugt manuel eksponering og manuel fokus [Bracketing som jeg havde glemt at slå fra gjorde dog at lukkertid varierede selvom jeg kørte i manuel mode]. Farvetemperatur stod på auto, men det er let sætte konsistent i raw-editing processen senere. Billedserien har jeg så sat sammen til en 30 frames/second video i Photoshop.

 

Canon EOS 7D Mark II med EF-S 10-22mm @14mm. f/8.0, 100 ISO, 1/40 - 1/640s.

The white thin duke

Sommeren er gået på hæld og efteråret, er på trods af skønne lune dage også begyndt at give lidt køligere morgner. Det gør at mange af vores små sværmere & insekter søger mod steder der er lidt lunere. På ét af de steder, i min overdækning, sidder en af de sidste dages “hellige” og tager godt imod de fortabte.

Det er den flotteste Korsedderkop jeg har set i år og så sidder den ovenikøbet lige i ansigtshøjde når jeg åbner døren…. hvergang jeg åbner…. så tror den er glad for at være der og får selvfølgelig lov til det :-)

Jeg kalder den for “The White Thin Duke” pga de forskelligt farvede øjne :-)

 

Korsedderkoppen hører til hjulspindere og er meget variable i grundfarven, og kan være være sort, brun, grå, rød, gul eller grønlig. Den er vidt udbredt i hele Danmark og du har sikkert fået dens spind i hovedet flere gange :-) Vi ser den sent på sommeren og tidligt om efteråret.

Hjulspindets tråde er meget klæbrige, så når insekterne først har været i berøring med spindet, kan de ikke komme fri. Når et insekt bliver fanget i spindet, skynder korsedderkoppen sig ud af sit skjul og sprøjter en dødbringende gift ind i byttet, hvorefter byttedyret pakkes ind i silketråde. Først herefter begynder den at udsuge sit bytte.

Når parringstiden er inde, nærmer hannen sig forsigtigt hunnen. Hvis han er uheldig, fanges han af hunnen efter parringen og ædes. :-)

 

Bike

Beskrivelse: Åmot gård i Sørkedalen. Radiomastene på Tryvann kan så vidt skimtes på åsen bak.

Fotograf: Thomas Neumann

År: 1937

Kamera: Leica

Film: Agfa color neu

Arkivreferanse: PA1456Ub1_1_2_37

 

Description: Åmot farm in Sørkedalen. The radio masts at Tryvann can be seen on the hills in the background.

Photographer: Thomas Neumann

Year: 1937

Camera: Leica

Film: Agfa Color Neu

 

Format: 35 mm sort/hvitt negativ

Film: Ilford FP3 Fine Grain Panchromatic

Dato / Date: 1961

Fotograf / Photographer: Oskar A. Johansen (1908-1980)

Sted / Place: Stadsbygd, Fosen, Trondheimsfjorden

Oppdatert / Update: 03.04.2019 [Kielland 1938]

 

Kristian Kielland: Åfjordsbåten (Staværingen) (Oslo 1938)

 

Wikipedia: Åfjordsbåt

 

Eier / Owner Institution: Trondheim byarkiv, The Municipal Archives of Trondheim

Arkivreferanse / Archive reference: Tor.H46.B10.F21448

 

Merknad:

 

Fra Kristian Kiellands og Oskar A. Johansens ufullendte dokumentarfilm om råseiling med «Den siste Viking». Lofotbåten «Den siste Viking» var utstilt ved Trøndelagsutstillingen i 1930 og befinner seg i dag ved Museet Kystens Arv i Stadsbygd.

 

Båten var involvert i en tviste om retten til eierskapet på båten mellom ungdomslagene i Rissa og Stadsbygd. Tvisten endte i retten, hvor forfatter Johan Bojer (1872-1959) vitnet rett før sin død. [Se rettsreferat i Adresseavisen 27 Juni 1959 s. 7]

 

Kristian Kielland (1899-1984) var bl.a. direktør for Norges Sjøfartsmuseum 1940-1957, mens filmfotograf Oskar A. Johansen (1908-1980) var kinomaskinist ved Trondheim Kinematografer og filmarkivar ved Trondheim kommunes Skolefilmsentral, som hadde tilhold på Bispehaugen skole.

  

Dagbladet 20 November 1959 s. 4:

 

«Den siste viking» seiler igjen

 

Sjøfartsmuseene interessert i film om verdens beste fiskerbåt - Staværingen

 

Båttype som er direkte utviklet etter de gamle vikingskipene

 

Men vaskeekte kuling mangelvare på Trøndelagskysten i høst

 

Fra vår utsendte medarbeider Brage Berg

 

STADSBYGD i dag.

 

Passasjerer og mannskap ombord på hurtigruten «Håkon Jarl» på vei nordover i leia utenfor Stadsbygd i Trondheimsfjorden, ble stående forbauset og se på den store seilbåten som kom pløyende gjennom skumskavlene så det sprutet hvitt om stevnen. De stakk hodene sammen og stirret og stirret. Hva i all verden kunne dette være? Hvis det - mot all formodning - skulle finnes en gammel gubbe blant dem, som i yngre år hadde seilt på Lofoten, ville han kanskje sette seg ende ned og bli sittende med blanke øyne. For dette var jo grandgivelig som å oppleve tida rundt århundreskiftet. Tok han ikke aldeles skammelig feil så hadde han sannelig sett en vaskeekte lofotbåt igjen!

 

Og det stemte på en prikk. Det var maken til de gamle staværingsbåtene som lekte bortover bølgene med seilet til topps. Den elegante havplogen, fin og myk i linjene, skjøt av gårde i den friske vinden, og ved rorkulten sto den mangeårige lofotfareren, 75-åringen Kristian Haarsaker fra staværingenes rike, Stadsbygd. I mangt et Herrens forrykende vær hadde han stått i åpen båt på Lofothavet, sett kamerater hvelve rundt, men lykkelig unngått det selv. Høvedsmann var han aldri den gangen, nå ble han det til slutt. Endelig sto han ved løftingen bak i båten med rorkulten svingende over hodet og ropte sine ordrer til mannskapet. De sterke blå øynene under sydvesten ble knepet sammen mot blåsten, de pliret muntert ut på båten og sjøen da han kjente at «Den siste viking» adlød den minste bevegelse med neven. Jo, dette var moro til gangs!

 

Det ville være naturlig om karene i denne originale seilasen i den bojerske farkosten, lot tankene spille hen på Kristian Myran og hans mannskap ombord i «Kobben», denne lunefulle staværingsbåten som Kristaver klarte å temme til slutt etter at de hadde ridd på hvelvet en dommedagsnatt på et stormpisket Lofothav og mistet han Kaneles i de tårnhøye bølgene. Eller de kanskje tenkte på villstyringen og storseileren Pinade med "litjfoten" og skårungen Lars, og "modellen" til skårungeskikkelsen, Jacob Kvithyll i Rissa, som ennå er i live og som for bare et par år siden kullseilet på fjorden, men reddet seg opp på hvelvet....

  

KULING ETTERLYSES.

 

Hverken kvinner eller barn hadde samlet seg i fjæra for å vinke farvel da "Den siste viking» la ut, slik vanen var når de gamle lofotfarerne steg ombord, innpakket i sjøhyrer så nye og stive at de knapt kunne bevege seg i begynnelsen. Denne gangen var det bare noen få karer som hadde tatt oppstilling på moloen ved Rødberg og så på lofotbåten der den ség ut fra stilla innenfor og skar ut i "åpen sjø". Tidligere direktør ved Sjøfartsmuseet, Kristian Kielland, og filmfotografen Oskar Johansen fulgte den kritisk med øynene. Det var så vidt at sjøen toppet seg så mye at det kvitnet i skavlene.

 

- Så blir det altså ingen stormseilas i dag heller, sukket arkitekt Kielland. I et par høstmåneder både i fjor og i år, har han utålmodig ventet på kraftig vindstyrke for å kunne filme en frisk seilas med «Den siste viking», men værgudene som ellers flittig pleier å slippe vindkuler ut av sekken over Trondheimsfjorden, har i høyden bare prestert en liten beskjeden kuling i Kiellands nærvær når det ellers var gode forhold for filming.

  

TILHØRER LAGENE.

 

«Den siste viking» tilhører ungdomslagene i Stadsbygd og Rissa. Det har stått strid om eiendomsretten, men det er ingen etterdønninger av den blant mannskapet ombord. Fredelig side om side utfører tre sjøvante karer fra hver av de to bygdene sine bestemte oppgaver i båten. Den stevner lengre og lengre ut over fjorden, snart ser vi råseilet bare som en pent tilklippet lerretsduk mot fjellene på Lensvik-siden. Båttypen er en direkte etterkommer av vikingebåtene, og det skal ikke mye fantasi til for å forestille seg forfedrene seilende slik i fremmede fjorder på tokter for å røve kvinner og gods og "slakte blåmenn til Fanden" som det heter i Magnussønnenes saga. Med seil og båt omtrent som dette var det en gang Leif Eriksson kom dukkende inn fra Atlanterhavet i sitt drakeskip og oppdaget det første glimtet av Amerika....

  

NOEN BEDRE?

 

- Konstruksjonen og byggingen av vikingeskipene var forutsetningen for denne oppdagelsen, og de noe mindre fredelige bedriftene forfedrene øvet til sjøs i hine harde tider, sier arkitekt Kielland. - Det er spørsmål om nordboene overhodet har gjort noen større teknisk innsats, i betraktning av tid og omstendigheter, enn frembringelsen av denne båttypen, en type som har levd videre i de åpne fiskerbåtene langs Norges vest- og norkyst og som har vært av avgjørende betydning for våre fiskerier, av verdens største. Nå bygges båter av denne typen praktisk talt bare i færing-størrelse (for fire årer). Muligens blir det bygd en og annen seksfæring, men de større av arten er jo avløst av motorbåter med nye skrogformer.

 

En "storbåt" - ca. 16 meter lang og litt større enn en fembøring - finnes altså fremdeles i sjødyktig stand, nemlig «Den siste viking» som ble bygd til Trøndelagsutstillingen i 1930 og oppkalt etter Johan Bojers mesterverk. Båten er utstyrt med råseil av den typen vi kjenner som karakteristisk for vikingeskipene. Den er av "Staværing"-typen, riktigere betegnet Åfjord-typen som har vært den mest alminnelige trønderske båttypen.

 

Og her er Kielland ved poenget i hele historien. Når han og fotograf Johansen står i blesten på svabergene med sine apparater, er det for å ta opp en demonstrasjonsfilm som viser hvordan slike båter manøvrerte og bl. a. krysset mot vinden med et enkelt symmetrisk råseil. Det er om å gjøre å få denne betydelige kulturhistoriske oppgaven løst før det blir for sent, ennå mens gamle lofotfarere er i live og kan yte sin hjelp, og ennå mens den siste båten av dette slaget er i sjødyktig stand.

 

- Det har bl. a. vært hevdet at slike båter med slikt seil ikke kunne krysse, sier Kielland, - men filmen vil vise vanlig kryssing, både hvordan stagvendingen ble gjort ved hjelp av årene og hvordan man i andre tilfelle gikk over stag uten bruk av dem.

  

NOE FOR SJØFARTSMUSEENE.

 

Og der kommer «Den siste viking» innover mot oss. Seilet bulner ut i en diger bue og båten skyter god fart, den nærmer seg de blankskurte fjæresteinene hvor bølgene knuses og sender sin kvite dusj over berget. Høvedsmannen gir ordrer om stagvending, men strømmen er lei så langt inn mot land. Karene flyr til årene for å hjelpe til, seilet blir presset langsomt rundt masten og atter bærer det ut over, mens filmapparatet surrer og surrer i sørvesten....

 

Men ikke bare stagvending og kuvending og slikt skal med, hver liten detalj av det som skjer i båten må også inn på strimmelen. Kielland og Johansen går ombord, og nå blir arkitekten en slags overhøvedsmann for en stund. Lofotfareren Kristian klarer opp med skaut og braser i bakrommet, seilet løses og vendes, skaut og hals blir festet, priaren reguleres, og så videre, alt skal demonstreres.

Intet overlates til tilfeldighetene, for filmen vil bli bedømt med strenge vitenskapelige mål. Ikke bare sjøfartsmuseer i Norden, men også National Maritime Museum ved London har sagt seg interessert i en slik film, selvsagt under forutsetning av at den får en heldig gjennomførelse. Det er likeledes meningen å kjøre den som forfilm på de offentlige kinoene.

 

I september og oktober i fjor ble det gjort opptak av seilas og manøvrering i ytre Trondheimsfjord, i år er det bl. a. fortsatt med opptak ved Tarva utenfor fjorden, hvor vinden er mer stabil.

 

- Ved turen til Tarva fikk vi ypperlig assistanse av et lite marinefartøy og er svært glad for hjelpen, sier arkitekt Kielland. - Jeg er også dypt takknemlig for den frivillige hjelpen som er ytt tiltaket i Rissa og Stadsbygd. Det er gitt økonomisk støtte både fra disse to kommunene og fra Sør-Trøndelag fylke, og forhåpentligvis kommer det bidrag også lengre sørfra, bl. a. har sjøfartsmuseet i Göteborg bebudet dette på grunn av den almenskandinaviske interesse denne båttypen har som vikingeskipenes direkte etterkommer.

 

- Og når får vi så se filmen ferdig?

 

- Jeg håper på en del kompletterende opptak seinere, deretter kommer klipping, lydsetting og annet etterarbeid, slik at den ikke blir première-klar før neste år.

  

Adresseavisen 11 April 1984 s. 10:

 

85-årig arkitekt med båtfilm

 

Kunst- og kulturhistorikeren, arkitekt Kristian Kielland er idag 85 år. Han var fra 1940 til -56 direktør for Norsk Sjøfartsmuseum - med båt- og skipshistorie som spesialområde, og har i mange år arbeidet med en historisk-vitenskapelig film om Åfjord-storbåten. Denne båttypen - større enn alle fembøringer - er en av de nærmeste efterkommere av vikingeskipet. I disse dager er filmen, efter mange vanskeligheter, endelig ferdig klippet, og snart klar for fremvisning, forteller 85-åringen.

 

- Hva viser filmen, og hva har hensikten vært med å lage den?

 

- La meg først si at dette er en i sitt slag enestående film som behandler et emne av både nasjonal og internasjonal interesse. Kort sagt har tanken vært å vise hvorledes våre forfedre, vikingene, seilte til det de kalte Vinland. Det har vi gjort ved å vise seilas med en båt-type som er et direkte avkom efter vikingeskipet og som var i bruk inntil for et par generasjoner siden. Det lyktes oss å få låne en av de få gjenværende - ja, faktisk den siste - av de såkalte "storbåter" fra Åfjord. Den heter "Den siste viking" - oppkalt efter hovedpersonen i Johan Bojers roman - og er hjemmehørende i Rissa i Sør-Trøndelag. Filmens tittel er da blitt "Den siste viking seiler" og den viser - med en spilletid på ca. 40 minutter - sjøsetting, rigging, seilsetting og seilas med denne farkosten, både i smult vann innenskjærs og ute på åpne havet. Opptakene er foretatt ved og utenfor munningen av Trondheimsfjorden, i nærheten av øya Tarva.

 

- De begynte arbeidet med denne filmen før 1960. Hvorfor har det tatt så lang tid å få den ferdig?

 

- Det har vært mange vanskeligheter både av økonomisk og praktisk art. Den første del av filmen ble tatt opp av filmfotograf Oscar Johansen. Men så døde han, og dette, sammen med finansielle problemer, førte til at vi måtte legge prosjektet på is. Da forholdene igjen gjorde det mulig å fortsette, var Hans Chr. Bukholm fra Bergen med som fotograf. Klippingen har jeg selv stått for. Den har foregått på Norsk Teknisk Museum, med velvillig assistanse av førstekonservator Jan Wiig. Det gjenstår nu bare å legge på bakgrunnsmusikk til endel av sekvensene. Til dette har jeg fått lov til å benytte egnede partier av min bror Olav Kiellands 1. symfoni.

 

- Når og hvor vil så filmen bli vist?

 

- Det er ikke bestemt ennu. Men jeg vet at det fra flere hold har vært vist interesse for den, og jeg har fått henvendelse fra museumshold i Sverige, Danmark og USA, sier arkitekt Kielland.

 

Kielland er født i Trondheim og ble arkitekt fra NTH i 1926. Han studerte derefter kunsthistorie, båthistorie, museumsteknikk m.m. Han har vært konservator ved Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum fra 1927 til 1940, da han ble direktør ved Norsk Sjøfartsmuseum i Oslo. Efter nådd aldersgrense har han arbeidet dels som arkitekt, dels som kunst- og kulturhistoriker i Oslo, Trondheim og London. Han har skrevet en rekke artikler i fag- og dagspresse om kunstindustrielle og kunsthistoriske spørsmål. Kielland har hatt en rekke tillitsverv, bl.a. som formann i Trondheim konsertforening og Kunstnerforeningen samme sted. Han har vært medlem av Kon-Tiki-komitéen og Norske Muséers Landsforbunds båtkomité.

Pascale De Vidts

 

FACEBOOK

Vidtas i en tunnel i närheten av lika villkor i Anlaby, England. Kom inte till den gamla tunneln att skjuta någon natt hoppar bilder utan använde ficklampa göra lite ljus graffiti. Denna exponering var inte långt borta 5 minuter lång och jag hade lite av en kuk upp i mitten. Ljuskällan var en enorm plats lampa som jag täckt med olika färgade efter det anteckningar. Blev ok ändå. Du kan se när ljuset wasnt täcks helt vilket är ganska trevligt. Jag gör det se ut som om jag har använt två ficklampor?

 

Hans is my great grandfather. His relatives belonged to the Neiden Sidda & Enare: Present Norway and Finland. His father was Pehr Pehrsson Morottaja, born in Enare of present day Finland.

 

Min fars farslinjeslekt kom ikke til Norge, de var del av en gammel samisk Sidda (et distrikt for sesongflytting av reinsdyr) som strakte seg fra Enare sjøen i dagens Finland (det har ikke alltid vært Finland) og ut til Varangerfjorden i Norge. De har vært i dagens Norge hele tiden, men også i det som er dagens Finland (engang også del av det storsvenske kongeriket). En gang tidlig på 1800-tallet har folk i dette distriktet av en eller annen grunn bosatt seg i vårbeite området for reinsflokken på vestsiden av Skogerøya. De hadde det gamle samiske navnet Morottaja, et navn som i dag er helt vanlig i Inariområdet. De norske myndigheter og kirke trodde nok at det var et russisk navn, men navnet er så vidt meg bekjent samisk og har ingen mening på russisk. I kirkebok for Vadsø eller Sør-Varanger mellom 1865 og 1875 står det at to russiske menn med dette navnet druknet i Bøkfjorden etter å ha besøkt slektninger. Ikke rart at de byttet eller "glemte" sitt navn, fordi det har alltid vært russefrykt i Norge. At dette var et samisk navn ser ikke ut til å ha spilt en rolle. På den måten mistet den norske siden slektsnavnet sitt. I Norge ble de kalt for Kvener, det var de åpenbart ikke. Men når kartene blir endret og navnene forsvinner hvordan kan noen vite. Det er etter den 2. verdenskrig at man kan finne historikere som for eksempel Steinar Wikan har fortalt om den historien om de østlige sidda-distriktene i boka "Grensebygda Neiden". Veldig mye falt på plass når jeg studerte kartene i den, jeg skjønte sammenhenger som aldri før. Det var min tipp-oldefar Pehr Pehrsson Morottaja (f. 1829) som først bosatte seg fast på Nordleirvåg, Skogerøya i Sør-Varanger. Kartene i boka til Wikan viser at dette var opprinnelig vårboplass til samene i Neidensiddaen.

Format: Glasspositiv (Dias)

Dato / Date: 7 August 1979

Fotograf / Photographer: Arve Kjersheim (med Johan Almes kamera)

Sted / Place: Olav Tryggvasons gate, Trondheim

Oppdatert / Update: 16.12.2015 [fotograf identifisert, lagt til avisartikkel fra 1979]

 

Eier / Owner Institution: Trondheim byarkiv, The Municipal Archives of Trondheim

Arkivreferanse / Archive reference: Tor.H43.B77.F18584

 

Merknad: Fra Byantikvarens lysbildesamling. Bildene er tatt av Johan Alme (1909-1995) og er donert til Trondheim kommune av Tore Sørung. Johan Alme var butikksjef hos Kjeldsberg i Olav Tryggvasons gate og senere bestyrer i forretningskjeden Easy A/S. Bildene er merket Trondheim 1954 - 1968.

 

I dette bildet ser vi Johan Alme stige ombord på trikken i forbindelse med et intervju i Sommer-Adressa 1979, antagelig fotografert av Adresseavisens fotograf Arve Kjersheim med Almes eget kamera.

  

Adresseavisen 8 August 1979 s. 9:

 

Minner langs gamle skinner

 

En eneste stiloppgave fikk de til eksamen, de omtrent 1000 syvende-klassingene ved Trondheimsskolene i 1923: "Fortell om det du ser på en tur med sporvognen mellom Lademoen og Ilen". Johan Alme bodde i Rosenborgs gate og gikk på Bispehaugen skole, men hadde aldri reist med trikk mellom Lademoen og "Ilen", som sammen med Jernbanen-Øya var alt hva Trondheim den gang hadde av sporveisstrekninger. Men som ektefødt trondhjemmer hadde han gått gatelangs mellom Lademoen og Ila så mange ganger at han kjente sporvei-strekningen godt nok til å skrive seg til en blank ener ved folkeskole-eksamen.

 

Ja, så bra besvarte han oppgaven at han ikke bare fikk toppkarakter, men han ble også en av de åtte som også fikk avisen "Ny Tid"s spesielle premie, en gedigen sølvskje som høytidelig ble utdelt sammen med avgangsvitnesbyrd.

To av de åtte skje-vinnerne fikk offentliggjort sine stiler i "Ny Tid", den ene var Alme og den andre var Sigried Elie fra Ilens skole.

 

Sommer-Adressa og Johan Alme tok forleden dag denne trikketuren om igjen i den grad det lot seg gjøre. Alme har i mellomtiden arbeidet i forretningsbransjen, bl.a. i en liten mannsalder som butikksjef hos Kjeldsberg og senere bestyrer i forretningskjeden Easy A/S. Nå er han 70 år og pensjonist på samme måte som hans gamle klassekamerat Otto Nielsen som også var en av dem som fikk sølvskje, noe han ikke unnlot å fortelle da han i år fikk Trondheim bys kulturpris.

 

Det er blitt svært mange forandringer i de 56 årene som er gått siden Alme skrev sin stil til folkeskole-eksamen. Ikke engang startstedet på Lademoen er det samme, nå går trikken rundt Voldsminde mens den dengang gikk i et trangt smug bak skolen. Trikken er forresten selvfølgelig heller ikke den samme. I 1923 satt passasjerene sidelengs på lange benker, og trikkene var mindre enn i dag.

 

Innover Innherredsveien er det ikke blitt store forandringer, men gaten er bredere og Bakke kirke er flyttet noen meter. Bakke bru er derimot en annen enn den nokså gebrekkelige brua som sto der i 1923. Den ble håndsveivet opp av en mann når en båt skulle passere, og da ble gatetrafikken stanset i lang tid. Stadsingeniør Thesen sa i 1922 at Bakke bru "er at ligne med en gammel sko, som ikke taaler at lappes mere". Sent på året ble det bevilget penger til nybru som kostet 2,1 millioner kroner.

 

Olav Tryggvasons gate var i 1922 Trondheims uten sammenlignings største forretningsgate, i dag finnes det store og små forretninger overalt i sentrum. I 1923 svingte trikken opp Munkegaten og gikk via Torvet og Kongens gate til Prinsens gate. Alme glemte i sin stil å nevne at trikken passerte kongens bolig i Trondheim, Stiftsgården. Ravnkloa husket han derimot, men i dag finner vi knapt så mange "skrikende selgere og prutende kjerringer". I 1923 var det stort sett fiskerne selv som solgte fangsten direkte til kundene og det var et broget folkeliv her.

 

Mens trikken kjører videre ut Olav Tryggvasons gate og opp Prinsens gate, forteller Alme at det i gamle dager ofte ble vitset med at politiet hoppet av trikken på Torvet, hvor det var politistasjon, men ingen trikkeholdeplass.

 

Prinsenkrysset er i dag byens største gatekryss, men i 1923 var det mer uanselig. Trikkeføreren brukte spett for å skifte spor. Utover mot "Ilen" har både sjøfartsmuseum, sjømannskole og fagskole forsvunnet til andre kanter av byen, og er bl.a. erstattet av den nye og store politikammerbygningen. I Ila går trikken nå i en sløyfe rundt parken, men i 1923 gikk den bare frem til en endestasjon hvor trikkføreren gikk fra den ene til den andre enden av trikken hvor det også var et lite styrerom eller hva det nå kalles. Sagnomsuste Hjorten lå 100 meter fra endeholdeplassen, men er ikke nevnt i Almes stil.

 

Foten av Stenberget var forresten litt av en møteplass vinters tid, minnes Alme. Her kom folk for å se skiløperne suse ned bakken etter turer oppe i Byåsen og kanskje endog helt opp til Gråkallen. I dag er det knapt anbefalelsesverdig å gå på ski vinters tid ned Stenberget til Ila.

 

Mens Alme og Sommer-Adressa tar en trikketur anno 1979, har vi den vanlige, hektiske trafikken rundt oss alt i ett. Annerledes i 1923: Det var hestekjøretøyer og fotgjengere som dominerte gatebildet. En og annen bil tøffet nok forbi, men det fantes ingen bybusser bortsett fra et par som i 1922 begynte å kjøre i rute til så fjerntliggende steder som Jonsvannet og Trolla.

 

Jo, svært mye er forandret langs trikkens spor fra Lademoen til Ilen. Mon tro om våre etterkommere om 56 år fortsatt kan ta trikken og sammenligne Trondheim anno 1979 med Trondheim anno 2035?

 

Det du ser paa en tur med sporvognen mellem Lademoen og Ilen

 

Norsk stil i folkeskolens 7. klasse

 

Vi offentliggjør idag to av de norske stiler som ved avgangseksamen i 7. klasse ved Trondhjems folkeskole fik bedste karakter og blev belønnet med "Ny Tids" præmie. Opgaven er: "Fortell om det du ser på en tur med sporvognen mellem Lademoen og Ilen".

 

Det var en søndags eftermiddag at jeg vilde ta mig en tur til en venn av mig som bor ute i Ilen. For å komme fort frem, besluttet jeg å benytte sporveien. Jeg satte mig op i den ventende vogn ved Lademoen, og kort efter satte den sig i bevegelse. Nedover Mellemveien bar det ved siden av parkanlegget foran Lademoen kirke, inntil sporvognen stanset ved næste holdeplass. Efterat nogen unge herrer hadde tatt plass, reiste vi videre. Snart var vi kommet så langt at vi fik øie på Bakke gård som lå oppe på skråningen og badet sig i solskinnet. Kort efter passerte vi Bakke kirke, og lenge varte det ikke før vi reiste over Bakke bro. Herfra så vi den lange rekke av pakkhus som ligger langs elven. Så var vi kommet inn i Olav Tryggvessons gate, byens viktigste forretningsstrøk. Vi passerte nu den andre, og snart svingte vi op Munkegaten som vistnok er byens bredeste gate. Herfra så vi Ravnkloa, byens største fiskeplass. På hverdagene er det liv i Ravnkloa. Skrikende selgere og prutende kjerringer blandes sammen i et eneste virvar. Ved den andre ende av gaten så vi Domkirken, Skandinaviens vakreste kirke. Nu var vi kommet til Torvet hvor det står et høit minnesmerke over byens grunnlegger. Ved Torvet ligger også Trondhjems Politikammer og et av byens største og vakreste hoteller. Vi så også Vår Frue kirke, en meget gammel steinkirke, og Frimurerlosjen. Så svingte vi inn i Kongens gate. Her fikk straks øie på Grand hotell, en stor femetasjes murbygning. Nu bar det ut over mot Ilen. Vi fikk her se Sjøfartsmuseet, Sjømannsskolen og Fagskolen. Lenger frem fikk vi øie på Ilens kirke som ligger inne i et lite parkanlegg.

 

Vi fikk også et lite gløtt av Skansen jernbanestasjon. Da vi var kommet litt lenger, fikk vi et vidt utsyn over fjorden som lå speilblank i den varme junidag. Litt utpå lå Munkholmen hvor det før har vært et kloster. Nu reiste vi langs det store parkanlegg i Ilen, og straks efter stanset sporvognen ved foten av Stenberget. Her var min kamerat møtt opp, og jeg blev nu med ham til hans hjem.

 

Johan Alme

 

(Bispehaugens skole 7 b)

 

Av Bjarne Vestmo og Arve Kjersheim (foto)

Mugshot.

 

Johan Ludvig Runeberg - Sven Dufva (1848).

 

Sven Dufvas fader var sergeant, afdankad, arm och grå,

Var med år åttiåtta ren och var ren gammal då;

Nu bodde på sin torfva han och fick sitt bröd af den

Och hade kring sig nio barn, och yngst bland dem sin Sven.

 

Om gubben haft förstånd, han själf, att dela med sig af

Tillräckligt åt en sådan svärm, det vet man ej utaf;

Dock visst lär han de äldre gets långt mer, än billigt var,

Ty för den son, som sist blef född, fanns knappt en smula kvar.

 

Sven Dufva växte opp likväl, blef axelbred och stark,

Slet ondt på åkern som en träl och bröt opp skog och mark,

Var from och glad och villig städs, långt mer än mången klok,

Och kunde fås att göra allt, men gjorde allt på tok.

 

"I Herrans namn, du arma son, hvad skall af dig väl bli?"

Så talte gubben mången gång allt i sitt bryderi.

Då denna visa aldrig slöts, brast sonens tålamod,

Och Sven tog till att tänka själf, så godt han det förstod.

 

När därför sergeant Dufva kom en vacker dag igen

Och kuttrade sin gamla ton: "Hvad skall du bli, o Sven?"

Sågs gubben, ovan förr vid svar, bli helt förskräckt och flat,

När Sven lät upp sin breda näbb och svarte: "Jo, soldat!"

 

Den åldrige sergeanten log föraktligt dock till slut:

"Du, slyngel, skulle få gevär och bli soldat, vet hut!"

"Ja", mente gossen, "här går allt helt afvigt mig i hand;

Kanske det mindre konstigt är att dö för kung och land."

 

Den gamle Dufva häpnade och grät helt rörd en tår;

Och Sven, han tog sin sack på rygg och gick till närmsta kår.

Målfyllig var han, frisk och sund, allt annat sågs förbi,

Och utan prut blef han rekryt vid Dunekers kompani.

 

Nu skulle Dufva få sig pli och läras exercis,

Det var en lust att se därpå, det gick på eget vis.

Korpralen skrek och skrattade, och skrattade och skrek,

Men hans rekryt förblef sig lik vid allvar som vid lek.

 

Han var visst outtröttelig, om nånsin någon ann',

Han stampade, att marken skalf, och gick, så svetten rann;

Men roptes vändning åt ett håll, då slog han bom på bom

Tog höger-om och vänster-om, men ständigt rakt tvärtom.

 

Gevär på axel lärde han, gevär för fot också,

Att skyldra, fälla bajonett, allt tycktes han förstå;

Men roptes skyldra, fällde han som oftast bajonett,

Och skreks gevär för fot, flög hans på axeln lika lätt.

 

Så blef Sven Dufvas exercis beryktad vidt omkring,

Enhvar, befäl och manskap, log åt detta underting;

Men han gick trygg sin jämna gång, var tålig som förut

Och väntade på bättre tid,—och så bröt kriget ut.

 

Nu skulle truppen bryta opp, då blef o fråga ställdt,

Om Dufva kunde anses klok och tagas med i fält.

Han lät dem prata, stod helt lugn och redde saken så:

"Om jag ej får med andra gå, får jag väl ensam gå."

 

Gevär och ränsel fick han dock behålla, äfven han,

Fick vara dräng där man höll rast, soldat, där striden brann;

Men slåss och passa opp gick allt med samma jämna ståt,

Och aldrig blef han kallad rädd, blott tokig mellanåt.

 

På återtåg var Sandels stadd, och ryssen trängde på;

Man drog sig undan steg för steg längs stranden af en å.

Ett stycke fram på härens väg gick öfver ån en spång,

Där stod en liten förpost nu, knappt tjugu man en gång.

 

Som den var sänd i ändamål att bota vägen blott,

Låg den i ro, sen det var gjordt, långt skild från hugg och skott,

Tog för sig i en bondgård där allt, hvad den kunde få,

Och lät Sven Dufva passa opp, ty han var med också.

 

Men plötsligt blef det annat af, ty utför närmsta brant

I sporrstreck, på en löddrig häst, kom Sandels' adjutant:

"Till bryggan, gossar", ropte han, "för Guds skull, i gevär!

Man sport, att en fientlig trupp vill öfver älfven där."

 

"Och, herre", talte han till den, som förde folket an,

"Rif bron, om ni det kan; om ej, så slåss till sista man!

Armén är såld, om fienden här slipper i vår rygg.

Ni skall få hjälp, genralen själf, han, ilar hit, var trygg!"

 

Han flög tillbaka. Men till bron hann truppen knappast ned,

När högt på andra strandens vall en rysk pluton sig spred.

Den vidgades, den tätnade, den lade an, det small;

Dess allra första salfva ren blef åtta finnars fall.

 

Det var ej godt att dröja mer, man sviktade enhvar.

Ännu en åska, och man såg blott fem kamrater kvar.

Då lydde alla, när det ljöd: "Gevär i hand, reträtt!"

Sven Dufva blott tog miste han och fällde bajonett.

 

Än mer, hans svängning till reträtt gick ock besatt på sned,

Ty långt ifrån att dra sig bort, bröt han på spången ned.

Där stod han axelbred och styf, helt lugn på gammalt vis,

Beredd att lära hvem som helst sin bästa exercis.

 

Det dröjde heller länge ej, förrn han den visa fick,

Ty bron sågs fylld med fiender i samma ögonblick.

De rände på, man efter man, men åt enhvar, som kom,

Gafs höger-om och vänster-om, så att han damp tvärtom.

 

Att störta denna jätte ned var mer, än arm förmått,

Och ständigt var hans närmsta man hans skygd mot andras skott;

Dock djärfvare blef fienden, ju mer hans hopp bedrogs;

Då syntes Sandels med sin flock och såg, hur Dufva slogs.

 

"Bra, bra", han ropte, "bra, håll ut, min käcka gosse du.

Släpp ingen djäfvul öfver bron, håll ut en stund ännu!

Det kan man kalla en soldat, så skall en finne slåss.

Fort, gossar, skynden till hans hjälp! Den där har räddat oss."

 

Tillintetgjordt fann fienden sitt anfall innan kort,

Den ryska truppen vände om och drog sig långsamt bort;

När allt var lugnt, satt Sandels af och kom till stranden ned

Och frågte, hvar den mannen fanns, som stod på bron och stred.

 

Man viste på Sven Dufva då. Han hade kämpat ut,

Han hade kämpat som en man, och striden, den var slut;

Han tycktes hafva lagt sig nu att hvila på sin lek,

Väl icke mera trygg än förr, men mycket mera blek.

 

Och Sandels böjde då sig ned och såg den fallne an,

Det var ej någon obekant, det var en välkänd man;

Men under hjärtat, där han låg, var gräset färgadt rödt,

Hans bröst var träffadt af ett skott, han hade ren förblödt.

 

"Den kulan visste, hur den tog, det måste erkändt bli",

Så talte generalen blott, "den visste mer än vi;

Den lät hans panna bli i fred, ty den var klen och arm.

Och höll sig till hvad bättre var, hans ädla, tappra barm."

 

Och dessa ord, de spriddes sen i hären vidt och bredt,

Och alla tyckte öfverallt, att Sandels talat rätt.

"Ty visst var tanken", mente man, "hos Dufva knapp till mått;

Ett dåligt hufvud hade han, men hjärtat, det var godt

Torstrand er en bydel i Larvik by (Larvik kommune). Det bor rundt 2000 mennesker i bydelen (2005). Disse blir ofte kalt for «sandlopper».

Torstrand er bygget nesten utelukkende på sandbunn, og er et av de eldste bebygde områdene i Larvik kommune, med bebyggelse som stammer helt fra 1600-tallet. Det er også blitt funnet rester etter mennesker fra jernalderen.Tradisjonelt sett har Torstrand vært arbeidernes bydel, og industri, blant annet glassverk, fantes langs sjøsiden. I dag er dette forandret, og man har sett en økende popularitet som bo-område, takket være en sentral beliggenhet og et vidt spekter av skoler og utdanningsmuligheter som finnes i denne bydelen. Likevel er Larvik havn, en av Norges største havner, å finne på Torstrand. Man har også sett et skifte i boligenhets-strukturen; der det tidligere kun var eneboliger, har det de siste 15 årene dukket opp boligblokker.

Vindmøllepark i Øresund - så vidt jeg husker :-)

Torstrand er en bydel i Larvik by (Larvik kommune). Det bor rundt 2000 mennesker i bydelen (2005). Disse blir ofte kalt for «sandlopper». Bydelen er trolig oppkalt etter en Tor som drev gården Fjellsnes på 1640-tallet.

 

Torstrand er bygget nesten utelukkende på sandbunn, og er et av de eldste bebygde områdene i Larvik kommune, med bebyggelse som stammer helt fra 1600-tallet. Det er også blitt funnet rester etter mennesker fra jernalderen.Tradisjonelt sett har Torstrand vært arbeidernes bydel, og industri, blant annet glassverk, fantes langs sjøsiden. I dag er dette forandret, og man har sett en økende popularitet som bo-område, takket være en sentral beliggenhet og et vidt spekter av skoler og utdanningsmuligheter som finnes i denne bydelen. Likevel er Larvik havn, en av Norges største havner, å finne på Torstrand. Man har også sett et skifte i boligenhets-strukturen; der det tidligere kun var eneboliger, har det de siste 15 årene dukket opp boligblokker.

Sendt fra min iPhone

Format: Negativ 35 mm film

Film: Fuji HR 100

Dato / Date: ca. 1990

Fotograf / Photographer: Byantikvaren

Sted / Place: Domkirkegården, Trondheim

 

Wikipedia: Domkirkegården

 

Wikipedia: Johan Ernst Gunnerus (1718-1773)

 

Johan Ernst Gunnerus: Flora Norvegica - Observationibus præsertim œconomicis, Panosque norvegici locupletata (Trondhjem 1772)

 

Johan Ernst Gunnerus: Hans opvækkelige Hyrdebrev til det velærværdige, høj- og vellærde Præsteskab i Trondhjems Stift (Trondhjem 1758)

 

DIS-Norge: Gravminner i Norge

 

Eier / Owner Institution: Trondheim byarkiv, The Municipal Archives of Trondheim

Arkivreferanse / Archive reference: Tor.H43.B76.F18700 [Film 04]

 

Fra Gunnerus Johan Ernst: Hans opvækkelige Hyrdebrev [...] (Trondhjem 1758) s. 21 ff.:

 

"Der har ikke manglet og mangler endnu ikke lærde Mænd i Trondhjems Stift, ikke heller saadanne, som ved deres lærde Skrifter har gjort sig bekjendte. Hvad de Geistlige og i Særdeleshed Præsteskabet angaaer, som haver givet noget ud, medens de har været her i Stiftet, saa har vi en heel Deel Skrifter, hvoraf jeg til andres Opmuntring vil føre de an, jeg hidindtil har kundet faae nogen Kundskab om.

 

Hr. Andreas Arrøbo, fordum Biskop i Trondhjem, har skrevet Adskilligt, men om noget deraf er forfattet, medens han var her Bisp, er uvist, naar man undtager nogle Breve til D. Ole Worm, som staaer i dennes Epist. Tom. I.

 

Hr. Peter Abildgaard, Sogne-Præst til Røraas, hans Prædiken over Kong Christian den Siette, Nidros. 1747. Hans Jubel-Prædiken for Røraas Kobber-Verkes Opfindelse er bekjendt.

 

Hr. Melchior Augustini, fordum Præst, som jeg har ladet mig sige, i Meldalen, har skrevet en Hoben, som han selv opregner i en skrevet Traktat kaldet: Ortus & Occasus rerum Nidrosiensium; men deraf er intet trykt.

 

Vi har Hr. Marc. Frid. Bang, Resider. Capellan til Dom-Kirken her i Byen, hans Jubel-Prædikener, 1749.

 

Hr. Laur. Barhov, som har været Præst paa Ørelandet, hans Liig-Prædiken over Albert Top; og hans Beskrivelse over Nord-Lyset.

 

Hr. Christopher Bergs Liig-Prædiken over Ejler Christophersen, Forvalter over Bache Closter-Gods, 1628.

 

Hr. Anders Jensen Bernhoft, Præst i Opdalen (at jeg ikke skal tale om hans adskillige andre smaa Skrifter, som ei ere udkomne) hans Christi Pines og Døds Historie, Sangviis forfattet, Havn. 1703. og den dertil føjede Hr. Hans Hansen Bernhofts Traktat: Et Guds Barns Fornøielse i sin GUD, i 32 Sange.

 

Hr. Michel Bjørnsen, Præst til Buxnes i Nordland, hans Liig-Prædiken over Gregers Mindekilde, 1691.

 

Hr. Mogens Blix, fordum Capellan til Dom-Kirken, hans Liig-Prædiken over Elen Christens-Datter.

 

Hr. Christian Jani Bloch, Præst i Sælboe, hans Opmuntring til Forberedelse mod Døden, en Oversættelse af det Engelske, Havn. 1685. 8.

 

Hr. Gerdt Bonsach, fordum Stifts-Provst her, hans Liig-Prædiken over Elisabeth Hans-Daatter, 1714. At jeg ikke skal skrive om hans Forklaring over Davids Psalmer, som blev sendt ned til Kjøbenhavn for at trykkes, men casu qvodam ikke blev trykt.

 

Hr. Eric Bredal, fordum Biskop i Tronhjem, har udgivet Liig-Prædiken over hans Formand Peder Skjelderup, 1684. Cantica Biblic., 1685. 2 gudelige Taler, 2 Psalmer udgivede 1665. 8. I Anledning af en Comet, som blev seet 1664. Liig-Prædiken over Jens Friis.

 

Hr. Peder Bredal, Sogne-Præst paa Brønøen paa Helgeland, har vexlet adskillige Breve med Hr. Peder Datz, Sogne-Præst paa Alstahaug, hvori han vil beviise, at der ere virkelige Utheister til, hvilket den anden negtede; men disse Breve ere kun in MSt. Han har og efterladt i MSt. en Forklaring over Højsangens 2de første Capiteler saa vidløftig, at Forklaringen over det 1ste Capitels første 17 Vers udgiør 1303 skrevne qvart Sider.

 

Vi har Hr. Ludvig Broch, nu Præst paa Hitteren, hans Liig-Prædiken over Karen Helkan.

 

Hr. M. Ole Brochmand, fordum Provst til Dom-Kirken, hans Parentation over Marg. Mar. Gormand, Gen. Maj. Johan Wibes, Havn. 1691. 4.

 

Hr. Mentz Christophersen, fordum Provst til Dom-Kirken, hans Liig-Prædiken over Lavmand Jacob Pedersen, tr. de Spiritibus & Accentibus.

 

Hr. Peder Datz, Præst paa Alstahaug paa Helgeland, hans Aandel. Tidsfordriv, Ruth, Esther og Judith i Danske Sange, Luthers Catechismus paa Vers i Sange. Paa samme Maade har han afhandlet alle Evangelia. Han har og udgivet Nordlands Trompet paa Vers. Salomons Høisang i Vers forfattet er i MSt.

 

Hr. Søren Hansen, fordum Lector og siden Provst til Dom-Kirken, hans Liig-Prædiken over Caspar Christophersen Skøller.

 

Hr. D. Eiler Hagerup, fordum Biskop, hans 13 Præste-Vielses Prædikener, 9 Passions-Prædikener, med 4 Afhandlinger om Troen. 7 Taler paa de 3 store Fester: Diss. de Spiritu fidei; Jubel-Festes Prædiken 1736. Prædiken om falske Propheter; Liig-Prædiken over Lorentz Holst; Hans Breve vexlede med Hr. Biskop Hersleb om Skriftestolen, som findes i Unschuldige Nachrichten; at jeg ikke skal føre hans Prædiken an over Romernes VIII. 28. og andre Afhandlinger jeg har seet in MSt.

 

Hr. Augustinus Jani, Sogne-Præst til vor Frue Kirke, hans Liig-Prædiken over Karen Eilers-Daatter, Havn. 1646. 8.

 

Hr. Jon, Erke-Bisp i Trondhjem, hans Christen Ret, in MSt.

 

Hr. Peder Krabbe, Provst paa Nordmøer, har forferdiget et par Jule-Psalmer, som staaer i Cassubens Psalme-Bog.

 

Hr. Peder Krog, Biskop, har skrevet et vidløftigt Brev til Lehmann, som er indført i Unschuldige Nachrichten for Ann. 1716. og Beretning om Moskøe Strømmen i Nordlandene in MSt. Raupach og Sibbern tillegger ham og Brevarium eqvestre, udgivne Havn. 1704. in Folio.

 

Hr. Prof. Knud Leem har skrevet en Lappisk Ordbog.

 

Hr. Morten Lund, som har været Præst i Overhalden, har udgivet Lutheri Catechismus paa Finsk.

 

Johannes Magni, Biskop i Tronhjem, har udgivet de 12 Patriarchers Testament, Liig-Prædiken over Jacob Hvitfeldt, 1585.

 

Hr. Gert Mum, Præst i Hemne, Liig-Prædiken over Susanne Tønder, 1687.

 

Elen Opdall, sal. Hr. Hans Bernhofts Enke, har udgivet Jo. Brinchii Skat over al Skat o. s. v. en Oversættelse, Havn. 1738. 8.

 

Hr. Joh. Plate, fordum Capellan til Dom-Kirken, hans Tale ved Wajsen-Huusets Indvielse.

 

Hr. Eric Ericsen Pontoppidan, Biskop, har udgivet mangfoldige Skrifter, førend han kom hid, saavel som siden. Til de sidste henhører f. e. Jo. Commenii Vestibulum cum Vers. Dan. &c. pro Schola Nidros. 8vo. Lutheri Catechismus med nogle Anmerkninger for Tronhjems Stift, 1676. in 12 mo, en udførlig Forklaring over samme in MSt. En Catechismus paa Finsk, MSt. Kong Christian den Femtes Krigs-Bedrifter paa Vers MSt. Beskrivelse over Nordlandene og Finmarken MSt. foruden mange andre.

 

Hr. P. Pristroph, Præst paa Inderøen, hans Liig-Prædiken over Oberst Janus Claudius Gedde, saa og Parentation over Anna Maria Straken.

 

Erasmus Rosing, fordum Præst paa Hitteren, hans syngende Salomon og qvædende Jeremias paa Vers, med et Tillæg af 13 Psalmer, 1696. 8.

 

Hr. Biskop Peder Schielderup, hans Liig-Prædiken over Lavmand Peder Grum.

 

Hr. Provst og Præst paa Statsbøjgden, Michael Stub, hans 2de Traktater om Løgn og Drukkenskab, af det Franske oversatte; foruden adskillige andre Oversættelser sær af Saurins Discourser, som han har ferdige til Trykken.

 

Theodoricus, Monachus, som levede i det XII. Sec., har skrevet et Udtog af de Norske Kongers Historie, hvilket han har dediceret til den Tronhjemske Erke-Bisp Eystein eller Augustinus, som siden blev canoniseret. Samme Udtog er udgivet af J. Kirchmann 1684. tillige med en anden Traktat: De profectione Danorum in Terram S.

 

Hr. Oluf Christophersen Tønder, fordum Sogne-Præst til vor Frue Kirke, har skrevet Liig-Prædiken over Christen Rasmussen, 1679. in 4to. over Margrethe Polses, over Niels Lorentsen.

 

Hr. Marcus Volqvartz, Præst paa Ørelandet, hans Sjælens Luth, en Samling af Aandelige Sange; hvortil er føjet hans saa kaldte Brude-Skammel og Liig-Baar, eller Samling af Brude- og Liig-Vers.

 

Hr. Erich Walchendorph, Erke-Bisp, har ladet trykke Brevarium Eccles. Nidros. Paris. 1519. Missale Norvegicum in Folio. Desuden har man af ham Epistolam de Monstris maris borealis ad Papam Leon. X. in MSt.

 

Hr. Sten Wirthmann, Capellan paa Alstahaug i Nordlandene, har givet ud alle Søndags Episteler Sangviis forfattede.

 

Hr. Sebastian With, Præst til vor Frue Kirke, har skrevet en Liig-Prædiken over Ingeborg Drejer.

 

Hr. Simon Wolff, Capellan for Strindens Meenigheder, en Prædiken over Luc. 13. v. 5.

 

Min højtfortjente Antecessors, Hr. D. Frideric Nannestads lærde Skrifter ere noksom bekjendte, saa at jeg ikke behøver at føre dem an.

 

Havde jeg havt det Øjemærke, at føre de Skrifter an, som nogle af de anførte og andre fleere har givet ud, førend de kom herhid til Stiftet, eller efterat de har forladt samme, saa havde min Fortegnelse blevet meget større; ja den havde ogsaa blevet merkelig formeeret, om jeg havde ført an andre lærde Mænds Skrifter an, som ikke hører til Præsteskabet, hvorhen man maa regne Hr. Lavmand Peder Adolphus, de 2de Norges Cantzlere Janus og Johannes Bjelke, Herrer til Østerraadt, Didrich Brinch, Hr. Rector Andreas Borch, Hr. Lector Peder Borch, Joachim Jürgens, Stads Physicus, vor lærde Hr. Etatz-Raad Peter Fridr. Suhm, og Rector Mag. Gerhard Schöning, Hr. Lector Thomas von Westen o. s. v.

 

Det er ellers noksom bekjendt, at der er en Mængde af lærde Trundhjemmere, som har gjort sig berømte, fornemmelig uden for Stiftet. Jeg vil kun f. e. nævne Hr. Nic. Laurentii Arctander, fordum Biskop i Viborg, Hr. Etatz-Raad Janus Bing, Hr. Vice-Borgermester Niels Krog Bredal, Hr. Jo. Brunsmann, fordum Præst til Vartou i Kjøbenhavn, Hr. Ivar Brinch, Præst til den Danske Kirke i London og siden til St. Nicolai Kirke i Kjøbenhavn, Hr. Anders Bussæus, Borgermester i Helsingøer, Hr. Niels Dorph, Biskop i Christianiæ Stift, Hr. Jo. Egede, Superintendent over Grønland, Hr. Biskop Peder Hersleb, Olaus Laurentii Nidrosiensis, Hr. Prof. Casp. Fridr. Munthe, Hr. Justitz-Raad og Prof. Joach. Fridr. Ramus, Hr. Jonas Ramus, Præst paa Ullershaug, Hr. Jo. Rosing, Biskop i Christiania, Hr. Gerhard Treschov, Præst i Bircherød, Claud. Andreæ Trundhjem, en Søn af Biskop Arrøbo, Claud. Ursin, Lector i Christiansand, Hr. Casp. Wildthagen, Biskop i Viborg o. s. v.

 

Træder, elskeligste Brødre, i saa brave og lærde Mænds Fodspor, og lader det ikke mangle paa Eders Side, endog ved Eders lærde Skrifter at tjene Kirken og Fæderne Landet. I vil derved tillige befordre Eders egen Indsigt og Lærdom; thi det er sjelden, at man eftertænker en Sag saa nøje og ordentlig, og gaaer saa dybt ind deri, som naar man sætter sine Tanker skriftlig op, allerhelst naar man agter at meddeele dem Publico. Jeg vil ikke alleene opmuntre, men end ydermeere give Eder en slags Anleedning dertil. Jeg havde foresat mig i Kjøbenhavn, at oprette et Dansk Selskab, som skulde føre Navn af de smukke Videnskaber. Dette vil jeg nu med nogle andre Velynderes og Venners Hjelp oprette her. Oratorie, Poesie, den naturlige og anden Historie, Physik, de naturlige Tings Hensigt og Guddommelige Øjemerke, Oeconomie, Psychologia Empirica og andre Ting, som, og for saa vidt, de lader sig afhandle paa en smuk og behagelig Maade, og ikke overstiger fornuftige Ustuderedes Horizont, bliver derudi vort Øjemerke. Hvo som har Lyst til at træde derudi, skal gjerne antages, naar han har udgivet eller vil meddeele Sælskabet en Prøve paa sin gode Indsigt i den eene eller anden Materie. De Skrifter, som Sælskabets Medlemmer forfærdiger, bliver da siden oplæste, og naar de synes at fortjene det, trykte. Jeg er forsikret paa, at denne Øvelse ikke vil være uden Nytte. " [...]

Yes, that's Major "VooDoo" Vidt and her C-17 Demo Team tearing it up over Commencement Bay. Very, very awesome.

 

Otherwise, plz enjoy this photo from the 2 July 2021 Tacoma Freedom Fair practice session. Album link: flic.kr/s/aHsmW8pexN .

 

PHOTO CREDIT: Joe A. Kunzler Photo, AvgeekJoe Productions, growlernoise-AT-gmail-DOT-com

full essay : www.modkraft.dk/sektion/modkultur/article/expect-anything...

 

---------------

 

Ny antologi anlægger et mere nuanceret og udvidet perspektiv på den situationistiske bevægelse ved at føje nye historier til om især den oversete skandinaviske sektion.

 

|

Af Linda Petersen - 26. april 2011

 

ANMELDELSE: For nylig udkom Mikkel Bolt Rasmussen & Jakob Jakobsen (red.): Expect Anything, Fear Nothing. The Situationist Movement in Scandinavia and Elsewhere (2011), som redaktørerne angiver at være en fortsættelse af Forvent alt, frygt intet: Seminar om den situationistiske bevægelse i Skandinavien, der blev afholdt i Folkets Hus den 15. – 16. marts 2007. [1]

 

Bogen har ifølge de to redaktører en dobbeltmission, idet der på én gang er tale om historiekritik og (potentiel) samfundskritik.

 

Bolt & Jakobsen konstaterer således indledningsvis, at den situationistiske bevægelse har været genstand for stor opmærksomhed siden slutningen af 1980erne. Dette begyndte med den første store udstilling om bevægelsen, der blev præsenteret i Centre Pompidou i Paris i 1989, [2] og som på sin vis gav situationisterne en plads inden for i det skuespilsamfund, som de ellers havde stået uden for for at kritisere.

 

Dog har fokus alene været rettet mod den ene af de to grundlæggere af Situationistisk Internationale (SI), nemlig Guy Debord (1931-1994), der som den eneste var et gennemgående medlem fra SI’s grundlæggelse i 1957 frem til bevægelsens opløsning i 1972. Følgelig har historien om situationisterne overvejende været begrænset til den fransk-belgiske sektion, som Debord stod i spidsen for, og som for så vidt angår perioden efter SI’s interne brud i 1961 og 1962 har været fremstillet som værende ensidigt analytisk-teoretisk.

 

GIF - 199.9 kb

Guy Debord, street art i Lyon. Foto: bibhop (kilde Flickr.com)

 

Bolt & Jakobsens udgangspunkt er derfor, at denne "rather tidy history of the group’s development which leaves out some of the more interesting inconsistencies and paradoxes that characterises the Situationist movement ... continue[s] to give it importance in any fight against the ruling powers." [3]

 

I kampen om at (tilbage)erobre billedet omhandler teksterne i Expect Anything, Fear Nothing således på den ene side den fransk-belgiske sektions fortsatte kunstnerisk-aktivistiske aktiviteter og på den anden side den tysk-skandinaviske sektion, der i bogen fremstilles som ikke alene at have været kunstnerisk-aktivistisk, men også analytisk-teoretisk. [4]

 

Samtidigt fastslår Bolt & Jakobsen, at det netop er disse modsætningsforhold inden for den situationistiske bevægelse, der har potentiale til at inspirere til samfundskritik i dag:

 

"What we find interesting about the Situationists is the contradictions and this the openness that the totality of the project is offering which has the potential to inspire people who still want to use words and images in the struggle against the prevailing forms of life." [5]

Den situationistiske bevægelse

 

Den situationistiske bevægelse var en kulturrevolutionær bevægelse, der tog sin begyndelse, da Debord og Asger Jorn (1914-1973) i 1957 grundlagde Situationistiske Internationale (SI).

 

De to var allerede begyndt at korrespondere sammen i 1954, mens Debord og Michelle Bernstein (f. 1932) [6] endnu var medlemmer af Lettrist International, der stod bag udgivelsen af Potlatch, og samme år, som Jorn efter opløsningen af COBRA havde grundlagt International Movement for an Imaginist Bauhaus. To år senere, i 1956, mødtes de tre til The Congress for Free Artists i Italien, der var arrangeret af Jorns organisation; et møde, der året efter førte til en "fusion" mellem de organisationer, da Debord og Jorn sammen dannede SI.

 

SI havde til formål at gå til kunstnerisk og politisk kamp mod forbrugersamfundet og dets fremmedgørelse, der havde forvandlet samfundet til et skuespilsamfund, hvori folk var blevet reduceret til at være passive tilskuere. Organisationen udgav tidsskriftet Internationale Situationniste, og skuespilsamfundet skildrede Debord også i den nu berømte pamflet La sociéte du spectacle (1967). [7]

 

Ud over Debord, Jorn og Bernstein var medlemmerne af SI bl.a. Jacqueline de Jong (f. 1939), Gruppe SPUR v/Hans-Peter Zimmer (1936-1992), Heimrad Prem (1934-1978), Helmut Sturm (1932-2008) m.fl., Attila Kotányi (1924-2004), Raoul Vaneigem (f. 1934), Ralph Rumney (1934-2002), Hardy Strid (f. 1921), Ansgar Elde (1933-2000), J.V. Martin (1930-1994), Peter Laugesen (f. 1942), Jørgen Nash (1920-2004) og Katja Lindell.

 

GIF - 298.7 kb

Foto fra SI’s 4. konference, der blev bragt i Situationist International no. 5. I konferencen deltog bl.a. Debord, Jorn, Jong, Nash, Kotanyi, Zimmer og Prem.

 

Jorns bror Nash mødte første gang Debord i Danmark i 1957. De to mødtes igen i 1959, og mødet banede vejen for Nashs optagelse i SI som sekretær for den skandinaviske sektion.

 

Hollandske de Jong, et andet af SI’s medlemmer, havde mødt Jorn i 1959, men blev optaget i bevægelsen på grund af hendes kunstneriske samarbejde med den tyske sektion, Gruppe SPUR, [8] der udgav tidsskriftet SPUR, og som selv var blevet optaget i organisationen samme år. SI havde ekskluderet de hollandske medlemmer, [9] og Debord bad i stedet de Jong om at være den hollandske sektion.

 

På SI’s 4. konference i 1960 rejste Gruppe SPUR et stadig uløst spørgsmål i bevægelsen, nemlig hvilket form revolutionen skulle tage. På vegne den tyske sektion læste Prem en erklæring op, hvori man fastslog, at proletariatet aldrig kunne udgøre den drivende kraft i konfrontationen med den gamle verden, eftersom arbejderne ifølge deres analyse var blevet passive og tilfredse. Det var følgelig Gruppe SPUR’s konklusion, at det var avantgardekunsten, der måtte stå for opgøret.

 

Debord havde dog i skarpe vendinger kritiseret denne position, og flere medlemmer, herunder også Nash, mente, at Gruppe SPUR havde undervurderet de tyske arbejdere. Men i mangel af et fælles program fortsatte SI’s medlemmer ikke desto mindre med at udvikle tekster, kunstværker og eksperimenter, der ikke ligefrem fremstod som et sammenhængende hele, og som i visse tilfælde endog kunne synes at stå i direkte modsætning til hinanden.

 

I 1961 besluttede Jorn sig dog for officielt at forlade SI, eftersom han ikke længere kunne forsvare sammenhængen mellem sin egen kunstneriske praksis og Debords radikale afvisning af kunstinstitutionen. Jorn havde imidlertid ydet økonomisk støtte til SI, og med henblik på at kunne fortsætte hermed overtalte Debord ham til at forblive i organisationen som et hemmeligt medlem under pseudonymet George Keller.

 

GIF - 118.1 kb

Asger Jorn (1963). Foto: Erik Mandelmann (kilde: Wikimedia Commons)

 

Det andet og større interne brud i SI fandt sted i 1962, efter at der i mellemtiden var kommet nye medlemmer til, heriblandt Katja Lindell, Hardy Strid, Ansgar Elde, J.V. Martin og Peter Laugesen.

 

Året forinden var Nash og Lindell flyttet ind i den svenske ødegård Drakabygget. Idéen med stedet var at skabe et frirum fra det tiltagende forbrugersamfund og et hjemsted for den nye avantgardebevægelse med dets kombination af leg og oprør. For at udbrede kendskabet hertil havde Nash sammen med Jorn, som i de første år var involveret i projektet, og som bidrog økonomisk hertil, grundlagt tidsskriftet Drakabygget. Jorn havde oprindelig foreslået at kalde stedet for Nordic Bauhaus, men på dets brevpapir endte Nash med at anføre "Bauhaus Situationniste – Drakabygget Örkelljunga Sverige – Section Scandinave de l’internationale Situationniste".

 

Tidligere havde Nash og Lindell opholdt sig hos Gruppe SPUR i München, og da malerne nu stod anklaget for blasfemi i Tyskland, [10] tilbød de dem eksil i Drakabygget. Blandt stedets øvrige beboere var også de Jong samt Gordon Fazakerley (f. 1937), der dog ikke var optaget i organisationen, eftersom han havde været forhindret i at deltage i SI’s konference i 1961.

 

På den nævnte konference, der var blevet afholdt i Göteborg, havde Nash foreslået at gøre "Divided We Stand" til SI’s slogan, hvilket Debord havde pure afvist. Ikke kun Debord, men også Kotányi og Veneigem kunne ikke længere acceptere modsætningerne inden for bevægelsen, og under et stop på vej tilbage til Paris havde de formuleret et mere klart defineret program for SI, der fik titlen The Hamburg Theses.

 

I forbindelse med et komitémøde i 1962 havde "Hamborg-fraktionen" på forhånd besluttet sig for at ekskludere Gruppe SPUR, [11] og da Nash og de Jong alligevel havde insisteret på at diskutere beslutningen, endte mødet med, at også de blev ekskluderet.

 

Forinden var det dog efter forslag fra de Jong blevet besluttet at udgive en engelsk version af Internationale Situationniste. De Jong fortsatte med projektet, og i kritik af eksklusionerne valgte hun at hellige det første nummer af The Situationist Times, der udkom i 1962, til netop Gruppe SPUR.

 

Nash derimod nægtede at acceptere sin eksklusion fra den situationistiske bevægelse. I 1961 havde han mødt Jens Jørgen Thorsen (1932-2000), [12] der overtog Jorns rolle som medredaktør af Drakabygget, og sammen skrev de Manifesto of the 2nd Situationist International, som blev trykt henholdsvis i Drakabygget 2/3 (1962) og i The Situationist Times no. 2 (1962). Af manifestet fremgik, at det ud over Nash og Thorsen var underskrevet af bl.a. Strid, Elde, Ambrosius Fjord (navnet på Thorsens hest), Fazakerley og de Jong, om end de to sidste blot havde modtaget et brev om, at deres navne var blevet tilføjet. [13]

 

GIF - 165.6 kb

Manifesto of the 2nd Situationist International i Drakabygget 2/3

 

Som reaktion på Drakabygget og The Situationist Times publicerede SI i Internationale Situationniste nr. 8 (1963) en række nye definitioner, "Nashism", "Nashiste", Nashistique" og "Nashisterie", som Martin havde forfattet. Martin havde efter eksklusionerne overtaget Nashs rolle som sekretær for skandinaviske sektion, og sammen med bl.a. Laugesen stod han bag planlægningen af SI’s udstilling Destruktion af RSG-6 i Odense i 1963. Da Laugesen senere på året blev ekskluderet på grund af sin interesse for de amerikanske beatforfattere, var Martin det sidste skandinaviske medlem af SI. Det var tillige Martin, der organiserede SI’s udstilling Operation Playtime i 1967.

 

Også Drakabygget arrangerede flere udstillinger.

 

For at skaffe midler til at drive stedet havde Nash allerede fra begyndelsen af gjort sig selv til kunsthandler, og ikke alene solgte han værker af de bosiddende kunstnere; han solgte tilmed malerier, som efter sigende skulle have været udført af ham selv, men som ikke desto mindre var signeret "Jorn" med henblik på at øge prisen. I tillæg hertil blev der arrangeret egentlige kunstudstillinger med værker af Gruppe SPUR, bl.a. i Jorns Galleri Birch i København.

 

Seven Rebels, der blev præsenteret i Odense i 1962, var dog den første udstilling efter publiceringen af det nye manifest. De syv kunstnere bag udstillingen var Nash, Thorsen, Strid, Elde, Zimmer, de Jong og Fazakerley. Udstillingen blev efterfølgende vist i Göteborg i 1962 og Silkeborg i 1963. Men i forbindelse med sidstnævnte ændrede Nash og Thorsen imidlertid kataloget, således at de Jong og Fazakerley i stedet kom til at fremstå som henholdsvis Roy Adzak og Manfred Laber. Hvor de Jong og Fazakerly følte, at de var blevet kuppet, førte ændringen til, at de to brød med Nash og Thorsen.

 

Det var tillige i 1962, at Drakabygget i Møntergade i København præsenterede udstillingen CO-RITUS, der var en konkret kritik af den vestlige opfattelse af kunstneren som det geniale individ. Udstillingen var således udelukkende udstyret med materiale, hvormed kunstnere udfordrede de normalt passive beskuere til sammen med dem at skabe kollektive værker. Endvidere var der ved siden af galleriet en 300 meter langt grå indhegning, og på opfordring fra nogle af gadens beboere, dekorerede Nash, Thorsen, Strid og Dieter Kunzelmann denne med en række slogans. Da Nash og Thorsen blev arresteret herfor, tilbød de at male indhegningen færdig sammen med nogle af de mere anerkendte kunstnere, heriblandt Jorn. Men ikke blot blev tilbuddet afvist og Nash og Thorsen idømt en bøde; træt af igen at være blevet inddraget i deres provokationer fik det i 1963 nu også Jorn til at bryde med Nash, både i form af et personligt brev og i den offentlige debat, hvori Jorn deltog med et indlæg, der bar overskriftet "I Do Not Paint Fences".

 

GIF - 247.8 kb

Jørgen Nash, Hardy Strid, Jens Jørgen Thorsen og Dieter Kunzelmann foran indhegningen i Møntergade i 1962. Pressefoto

 

I tiden efter fortsatte de Jong i samarbejde med bl.a. Nöel Arnaud [14] og Fazakerley med at redigere The Situationist Times, hvoraf der udkom i alt seks numre frem til 1967.

 

Også Drakabygget v/Nash og Thorsen udførte i de følgende år en række aktiviteter, der skulle provokere borgerskabet, heriblandt afsavningen af hovedet på Den Lille Havfrue i 1965.

 

Og selv blev SI opløst i 1972, da der kun var to medlemmer tilbage, Debord og Gianfranco Sanguinetti.

 

Imidlertid har de Jong afvist, at de aktiviteter, der foregik uden for SI efter bruddet i 1962, kan tilskrives den situationistiske bevægelse. Bl.a. i et interview med den amerikanske historiker Karen Kurczynski i forbindelse med Forvent alt, frygt intet-seminaret i København i 2007, som er gengivet i Expect Anything, Fear Nothing, har hun følgelig udtalt:

 

"I must say one thing about this "first" and "second" Situationist movement. This only exists in the ideas of the Scandinavians. There is no French writing about the Second SI, they are called Nashists. They are not a movement. Nor did SPUR ever consider themselves belonging to this Second Situationist International. I mean, there is not a "first". There is the Situationist movement, there is SPUR, there is Drakabygget, and there is The Situationist Times, but the Internationale situationniste is the only movement." [15]

En videreførelse af situationistiske traditioner

 

Expect Anything, Fear Noting forsøger på flere måder at videreføre traditioner fra den situationistiske bevægelse.

 

Dels synes samarbejdet mellem Bolt & Jakobsen i deres egenskab af henholdsvis historiker/teoretiker og kunstner/aktivist at være en bestræbelse på at vende tilbage til det, der oprindelig var udgangspunktet, da Debord og Jorn i sin tid grundlagde SI på baggrund af deres respektive forankring i teori og praksis.

 

Og dels synes antologien at være direkte inspireret af The Situationist Times. Karakteristisk var nemlig, at tidsskriftet rummede bidrag fra videnskabsfolk, arkitekter, digtere, musikere, surrealister, situationister og andre kunstnere, og i pendant hertil indeholder Expect Anything, Fear Nothing artikler, samtaler og et enkelt digt af henholdsvis kunsthistorikere, kunstnere og forfattere, herunder også af tidligere medlemmer af den situationistiske bevægelse.

 

Endelig har man fortsat idéen om "potlatch", hvad der for bevægelsen dengang en ret unik tradition. Potlatch betyder "at forære væk" eller "gave", [16] og i alle bevægelsens tidsskrifter var således inkluderet en anti-copyright erklæring. Eksempelvis stod der i The Situationist Times anført:

 

"… all reproduction, deformation, derivation and transformation of The Situationist Times is permitted." [17]

 

Også Expect Anything, Fear Nothing rummer følgelig en anti-copyright erklæring:

 

"This book may be freely pirated and quoted. However, please inform the authors and publishers." [18]

 

Endvidere kan antologien frit downloades her:

 

GIF - 167.6 kb

Omslaget til Expect Anything, Fear Nothing. Pressefoto

 

Den kritiske diskurs

 

Expect Anything, Fear Nothing indeholder som nævnt tekster, der enten tegner et billede af den tysk-skandinaviske sektion som værende både kunstnerisk-aktivistisk og analytisk-teoretisk, eller som påviser, at den fransk-belgiske sektion udførte kunstnerisk-aktivistiske aktiviteter efter bruddet i 1962.

 

Jakobsen har med tilladelse fra Nashs enke, Lis Zwick, fået adgang til Nash/Jorn-arkivet, som Nash overgav til Det Kongelige Bibliotek i 1981, og som der ikke er fri offentlig adgang til. Med udgangspunkt heri har han med "The Artistic Revolution: On the Situationists, Gangsters and Falsifiers from Drakabygget" skrevet et længere indlæg om Drakabygget, herunder om kunstnerkollektivet i Sverige, om udstillingerne Seven Rebels og CO-RITUS samt om de to "partners-in-crime", Nash og Thorsen. I tillæg hertil er der gengivet en samtale mellem de Jong og Jakobsen, der fandt sted under seminaret i 2007.

 

Drakabygget er også emnet for Carl Nørresteds indlæg "The Drakabygget Films". Selv er Nørrested én af de få, der har set de fleste af Drakabyggets film, og i sit bidrag skriver han ikke alene om dets egne produktioner, herunder om filmen So ein Ding muss ich auch haben fra 1961 af Albert Mertz, Gruppe SPUR og Nash samt om flere af Thorsens film, men også om de fem filmfestivaler for eksperimentale film, som Drakabygget organiserede i 1964-65.

 

En af de mere teoretiske tekster er Karen Kurczynskis indlæg "Red Herrings: Eccentric Morphologies in the Situationist Times". Med reference til bl.a. Jorns teori om triolektik og Mikhail Bakhtins teori om det dialogiske diskuterer Kurczynski heri de mange roller, som typologien spillede i The Situationist Times. I forlængelse heraf er der også her gengivet en samtale mellem de Jong og Kurczynski fra seminaret i København.

 

En anden af de mere teoretiske tekster er Fabian Tompsetts indlæg "Open Copenhagen". Tompsetts ærinde er gennem en kritik af Alan Sokal og Jean Bricmonts teorier at påvise, at Jorn rent faktisk var en seriøs teoretiker, der var mere tro mod videnskaben, og ifølge Tompsett var Jorns teori om trolektik direkte inspireret af Niels Bohrs idé om "Open World".

 

Anderledes handler Bolts indlæg "To Act in Culture While Being against All Culture: The Situationists and the "Destruction of RSG-6" om SI’s udstilling i Odense i 1963. Britiske aktivister havde kort tid forinden afsløret en hemmelig bunker i byen Reading, "RSG-6", der var reserveret til lokalpolitikere og medlemmer af regeringen i tilfælde af atomkrig, og udstillingen skulle ses som en hyldest til aktivisterne, om end den også rakte også ud over deres fund. Udstillingen bestod af tre dele, henholdsvis et afsnit, der var indrettet som en bunker; et afsnit, hvori publikum havde mulighed for at skyde med rifler mod billeder af politiske ledere, paven og den danske udenrigsminister, samt et afsnit, der var indrettet mere eller mindre som en traditionel udstilling. [19] De danske situationister krævede imidlertid selv at få udstillingen lukket, fordi galleriejeren tillod de besøgende at gå direkte ind i udstillingens tredje del.

 

GIF - 157.2 kb

Installationshot fra SI’s udstilling "Destruktion af RSG-6" i 1963. Pressefoto

 

Expect Anything, Fear Nothing rummer derudover bidrag af Laugesen, Strid og Home samt et fællesbidrag af Bolt & Jakobsen, der omhandler rydningen af Ungdomshuset, tillige med en gengivelse af den afsluttende samtale mellem deltagerne, der fandt sted under seminaret i 2007.

Den kritiske metode

 

Strategien bag Expect Everything, Fear Nothing synes altså at være, at man har villet foretage en indirekte kritik af skuespilsamfundet ved at råde bod på den fatale misforståelse, der er blevet skabt, fordi udviklingen i den situationistiske bevægelse har været fremstillet som én stor fortælling.

 

Antologien består følgelig af en samling fragmenter, som sammen giver et noget mere nuanceret og udvidet perspektiv på den situationistiske bevægelse.

 

Og der er mange interessante tekster heriblandt. Jakobsen og Nørrested bidrager således med et udmærket og i nogen grad sjældent indblik i aktiviteterne i og omkring Drakabygget, som fint suppleres af især samtalen mellem de Jong og Kurczynski. Det er dog især Bolts tekst, der tilbyder et dybere perspektiv, idet teksten ikke kun indeholder en detaljeret beskrivelse af udstillingen Destruktion af RGS-6, men også sætter den ind i en historisk kontekst.

 

Også Kurczynski og Tompsetts indlæg er begge meget interessante. De er dog langt mere akademiske og forudsætter til en vis grad kendskab til andre teorier og begreber.

 

Og de noget uhomogene tekster gør, at man godt kan være lidt i tvivl om, hvem antologien egentlig henvender sig til, ligesom det kan undre, at man har valgt bringe mange danske avisartikler på bogens indstikssider, når bogens tekster i øvrigt er på engelsk.

 

Det kan være af strategiske årsager, at man har undladt at redegøre nærmere for Debords analyser og teorier, men for de, der kunne være interesserede i at læse herom, kan Bolts Avantgardens selvmord, der udkom i 2009, anbefales. Heri er der så omvendt ingen reference til den tysk-skandinaviske sektion, uanset at bogen udkom, efter at seminaret i København var blevet afholdt. Også Avantgardens selvmord kan i øvrigt frit downloades her.

 

GIF - 46.1 kb

Mikkel Bolt: Avantgardens selvmord (2009). Pressefoto

 

Det er samtidigt i Avantgardens selvmord, at man finder baggrunden for den kritiske metode.

 

Bolt fremhæver heri den tyske litteraturhistoriker Peter Bürger, der skrev Theorie der Avantgarde (1974), og som anses for at være den første egentlige avantgardeteoretiker.

 

I Theorie der Avantgarde foretog Bürger en korrektion af Theodor W. Adornos Ästetische Theorie, der blev udgivet posthum i 1970. Adorno havde fremstillet modernismen som noget radikalt nyt og dermed som indikation på en ny epoke, men Bürger insisterede på, at modernismen ikke var ny i radikal forstand. I stedet indskrev han modernismen i en større fortælling, idet han hævdede, at modernismen blot var en fase i den borgerlige kunst, der med autonomien som ideal var begyndt som en kritik af det kapitalistiske samfund, men som med realiseringen af dens æstetiske tilbagetrækning fra verden var endt som en bekræftelse af samme. Ifølge Bürger var det dette paradoks, der havde muliggjort 1910erne og 1920ernes avantgarde, som netop var radikal ny ved ikke at have været en udvikling af, men et brud på traditionen.

 

Hvor Bürgers teori således var funderet på en dialektik mellem modernismen og avantgarden, fastslog han, at sidstnævnte med midler som bl.a. fotomontagen og Marcel Duchamps readymades havde bestræbt sig på at reintegrere kunsten i livsverden i kritik af kunstens autonomi. Men han konstaterede også, at avantgarden havde fejlet, al den stund dens "værker" var blevet anerkendt som kunst. 1910erne og 1920ernes avantgarde betegnede Bürger derfor den historiske avantgarde.

 

I forlængelse heraf fastslog han, at 1960ernes avantgarde, som han gav betegnelsen neo-avantgarde, helt havde opløst dialektikken ved at have gentaget de samme påfund, efter at disse både havde opnået status som kunst og ophævet den historiske udvikling af teknikker og stilarter. Bürger konkluderede derfor, at ingen retning inden for samtidskunsten kunne hævdes at være hverken kritisk eller historisk mere avanceret som kunst end nogen anden. Hans teori gjorde det derfor også praktisk talt umuligt at skelne mellem begreberne "neo-avantgarde" og "postmodernisme".

 

Om end Bürgers teori i 1990erne var genstand for en del kritik, har den igennem de senere år nærmest fået en renæssance.

 

Også Bolt skriver således:

 

"Selvom Bürgers afvisning af neoavantgarden blev formuleret på baggrund af en teleologisk historieforestilling, der var problematisk … så formåede han ikke desto mindre overbevisende at pege på nogle af de forvandlinger, som avantgarden gennemgik i midten af det 20. århundrede." [20]

 

Hvor Bolt følgelig lægger Bürgers teori til grund, fremhæver han i stedet Situationistisk Internationale som et af de få eksempler, der bekræfter reglen:

 

"… hvis man følger Bürgers definition af avantgarden som kombinationen af et angreb på kunstinstitutionen med et utopisk projekt om en revolution af de samfundsmæssige forhold, så fremtræder Situationistisk Internationale som et af efterkrigstidens få eksempler på en avantgarde." [21]

 

Men at anvende Bürgers metode til at påvise en kritik inden for dele af neo-avantgarden er imidlertid ikke helt uproblematisk.

 

I Expect Anything, Fear Nothing er det såkaldte skuespilsamfund – bortset fra i Bolts egen tekst om Destruktion af RSG-6 – nærmest helt fraværende. I stedet fokuseres der heri på de interne brud i SI, hvorudaf der hævdes at være opstået den anden situationistiske bevægelse, der nok var analytisk-teoretisk, men som alligevel var forskellig fra den første ved at være mere kunstnerisk-aktivistisk.

 

Bestræbelserne i Expect Anything, Fear Nothing adskiller derfor ikke væsentligt fra Hal Fosters bestræbelse i The Return of the Real. The Avant-Garde at the End of the Century (1996). I en indirekte kritik af neo-konservatismen forsøgte han heri at udskille dele af neo-avantgarden fra postmodernismen. Foster påpegede godt nok ikke undtagelser, der bekræfter reglen. Foster hævdede nemlig anderledes, at dele af neo-avantgarden ikke havde negeret den historiske avantgarde, men i stedet havde ført kritikken af kunstinstitutionen ud i livet på et mere bevidst plan. I øvrigt skelnede Foster også mellem to faser af (neo-)avantgarden.

 

Trods forskellene synes resultatet ikke desto mindre at være det samme. I begge tilfælde har man således erstattet Bürgers dialektik mellem to diskurser, modernismen og den historiske avantgarde, med en dialektik inden for den samme diskurs, nemlig avantgarden, uanset om der er tale om en dialektik mellem den første og den anden situationistiske bevægelse eller om en dialektik mellem den historiske avantgarde og neo-avantgarden.

 

Men dermed synes man også at have erstattet en marxistisk dialektik med en hegeliansk dialektik, dvs. den samme dialektik, der lå til grund for den store fortælling. Konsekvensen er derfor, at man blot har udskiftet én stor fortælling med en anden.

 

Der forekommer derfor at være behov for en ny og mere tidssvarende avantgardeteori, og i Theorie der Avantgarde anførte Bürger da også selv:

 

"Aesthetic theories may strenuously strive for metahistorical knowledge, but that the bear the clear stamp of the period of their origin can usually be seen afterwards, and with relative ease." [22]

 

I Expect Anything, Fear Nothing er de Jong endvidere blevet citeret for at have sagt:

 

"Misunderstandings and contradictions are ... the basis of all art and creation." [23]

 

Det samme princip må naturligvis også gælde for teorien.

Samfundskritik

 

Bolt & Jakobsen har som sagt påpeget, at den situationistiske bevægelse har potentiale til at inspirere til samfundskritik i dag.

 

Men da der ikke i Expect Everything, Fear Nothing er angivet nogen eksempler på, hvordan man direkte eller indirekte har ladet sig inspirere heraf, vil jeg i stedet vove at komme nogle eksempler:

 

Oplagt er selvfølgelig at nævne Bolt & Jakobsens eget projekt Billed Politik fra 2010, der bestod af flere dele, og som havde et spænd, der gjorde det både kunstnerisk-aktivistisk og analytisk-teoretisk. Projektet rummede således en udstilling i Overgaden og et 2. akt i forbindelse med en forestilling på Det Kgl. Teater, der vel var baseret på idéen om "To Act in Culture While Being Against All Culture". Endvidere havde man arrangeret et filmprogram i Cinemateket, der anderledes synes at have været inspireret af Drakabyggets filmfestivaler. Om endelig blev der afholdt et seminar i Folkets Hus, der også dengang mundede ud i en antologi, nemlig Mikkel Bolt, Jakob Jakobsen & Morten Visby (red.): Billed Politik – at se er at dræbe (2010). [24]

 

GIF - 50.5 kb

Installationsshot fra Jakob Jakobsens udstillingen "Billed Politik - brudstykker af samtidshistorien betragtet som tragedie" i Overgaden. Pressefoto

 

Et andet eksempel kunne være den amerikanske kunstner-aktivistgruppe The Yes Men, der anvender en form for détournement; en teknik, der blev udviklet af SI, og som går ud på at vende det kapitalistiske systems egne udtryk mod systemet selv. Typisk benytter The Yes Men således falske hjemmesider, falske pressemeddelelser og falske identiteter, der skal skabe situationer, der gør det muligt for dem at afsløre, hvordan multinationale selskaber og lobbyister fremstiller falske billeder af dem selv. The Yes Men kalder deres praksis for "Identity Corrections". [25]

 

GIF - 83.3 kb

The Yes Men. Pressefoto fra filmen "The Yes Men Fix the World" (2009)

 

Endnu et eksempel kunne være den danske kunstnergruppe Wooloo.org, der arbejder med sociale eksperimenter. Bl.a. stod Wooloo.org bag projektet New Life Copenhagen i forbindelse med COP15 i København. Eftersom mange ikke kunne finde eller ikke havde råd til at betale for et sted at overnatte, overtalte de mange københavnere til at åbne deres hjem og give besøgende husly. Wooloo.org matchede vært og gæster og hjalp udenlandske delegerede og aktivister til mere end 3.000 gratis overnatninger. Med slogans som "dANMARK ER GÆSTFRIT" og "Participate or Die" synes projektet tillige at have været en kritik af den danske asylpolitik, som kunstnergruppen tidligere har bekæftiget sig med. New Life Copenhagen er siden overgået til at være et projekt, der finder husly til besøgende kunstnere, og Wooloo.org har dermed skabt deres egen fortolkning af en forening af kunst og livsverden.

 

GIF - 38.6 kb

Visuel grafik af Wooloo.org i forbindelse med projektet "New Life Copenhagen" i 2008.

 

Også i forbindelse med kunstnerfestivalen Tumult i 2010 udfordrede Wooloo.org beboerne i landsbyen Horbelev. I syv dage fik de beboerne til at afstå fra at se TV for i stedet sammen dem at bygge en 52 meter lang kollektiv skulptur af gamle materialer, der blev fundet i landsbyens lader og garager. Projektet minder følgelig om Drakabyggets udstilling CO-RITUS.

 

GIF - 193.9 kb

Wooloo.org’s projekt New Life Horbelev (2010). Pressefoto

 

Og endelig kunne et eksempel være den dansk/franske kunstner Thierry Geoffroy/COLONEL, der er ophavsmand til flere nye udstillings- og kunstformater. Bl.a. med sine "Emergency Rooms", der har været organiseret i København, Venedig, Hanoi og New York, og som på én gang er en kritik af maleriet med dets langsomme udførelsesproces og af selve kunstinstitutionen, undersøger COLONEL, hvorvidt kunstneren har mulighed for at spille en aktiv rolle i samfundet. Formålet med udstillingsformatet er således at træne kunstnere i at bruge deres visuelle ekspertise til hurtigt at reagere på de falske billeder, der er i omløb i medierne. Dette foregår i praksis ved, at et kunstnerkollektiv i en udstillingsperiode dagligt skaber værker, hvormed de inden for i kunstinstitutionen umiddelbart kommenterer på de aktuelle begivenheder, der foregår i verden udenfor.

 

GIF - 62 kb

Installationshot fra COLONELs "Emergency Room" i MOMA i New York. Pressefoto

 

Også COLONELs øvrige formater er udviklet med henblik på at opøve en kritisk sans, som han selv betegner "the awareness muscle". COLONEL har følgelig skabt sin helt egen fortolkning af détournement, idet han bl.a. inddrager løb, fitnesscentre og sågar kinddans i en kritisk praksis, hvormed han opfordrer såvel kunstnere som almindelige mennesker til at deltage fysisk.

 

COLONEL anvender endvidere TV-, video- og sociale medier, og senest har han i samarbejde med bl.a. Copyflex begivet sig ind på musikmediet.

"DEMOCRACY" from the album DICTIONARY by COLONEL MUSIC

 

[1] Også seminaret var arrangeret af Bolt & Rasmussen i samarbejde med bl.a. Det Fri Universitet i København og Nordisk Netværk for Avantgarde-studier. Se programmet her.

 

[2] Titlen på udstillingen i Centre Pompidou var Sur le passage de quelques personnes à travers une assez courte unité de temps. A propos de l’Internationale Situationniste 1957-1972, og da udstillingen efterfølgende blev vist i London og i Boston, fik den den engelske titel On the passage of a few people through a brief moment in time. The Situationist International (1957-1972).

 

[3] Bolt & Jakobsen: "Introduction"; i: Expect Everything, Fear Nothing. The Situationist Movement in Scandinavia and Elsewhere (2011), s. 8.

 

[4] En af bogens bidragsydere, Stewart Home, foretager dog en lidt anden geografisk opdeling af bevægelsen. Home skriver således: "… the idea of Eurocentrism needs a further refinement if we are to understand why the activities of the Anglo-French Situationists are far better known in Britain, France and North America that those of the Scandinavian Situationist. … Britain, France and Germany … tend to view themselves as constituting the hub or core of this imperialist construct. Thus not simply language barriers but prejudice too has inhibited widespread discussion of the Situationist Bauhaus. Another factor is that since the dissemination of histories has traditionally been in written form, those constructing them tend to be biased towards textual sources and against visual ones – and it might be argued that although the French Situationists produced the most polished texts of this bifurcated movement, their visual work was weaker that that of the Scandinavian situationists."; Stewart Home: "The Self-mythologisation of the Situationist International", ibid. s. 214.

 

[5] Bolt & Jakobsen: "Introduction"; ibid, s. 9.

 

[6] Michelle Bernstein var da gift med Debord. Senere giftede hun sig med Ralph Rumney, der havde tilhørt den britiske fraktion, og som i én af teksterne i Expect Everything, Fear Nothing er citeret for i 1989 at have sagt: "Michéle had, and has, an extraordinary powerful and perceptive mind which is shown by the fact that she is among the most important literary critics in France today. A lot of the theory, particularly the political theory, I thing originated with Michéle rather than Debord, he just took it over and put his name on it"; Rumney citeret fra Stewart Home, ibid., s. 213.

 

[7] En engelsk oversættelse af Guy Debords La sociéte du spectacle (1967) kan downloades her. I 1973 lavede Debord ydermere en filmversion heraf i 9 dele. Links hertil kan findes i artiklen "Kampen om billedet", Modkraft.dk den 9. april 2010.

 

[8] Som repræsentant for SI havde Jorn i 1958 underskrevet Gruppe SPURs manifest, hvori man havde erklæret at have et tilhørsforhold til den europæiske avantgarde (futurisme, dadaisme og surrealisme).

 

[9] Ifølge de Jong skyldtes eksklusionen af de hollandske medlemmer deres arbejde med at designe en kirke.

 

[10] Anklagen var blevet rejst i forbindelse med 6. nummer af tidsskriftet SPUR.

 

[11] Undskyldningen for at ekskludere Gruppe SPUR var, at de ikke som aftalt havde bidraget til tidsskriftet Internationale Situationniste.

 

[12] Nash og Thorsen mødte hinanden på Wilhems Freddies udstilling i Galleri Køpcke, hvor Freddie præsenterede kopier af de værker, som politiet havde konfiskeret 24 år tidligere. Thorsen var da journalist på avisen Aktuelt.

 

[13] De Jong havde derfor også sat manifestet i The Situationist Times med den mindst mulige font, således at ingen kunne læse det. Gruppe SPUR havde øvrigt ikke underskrevet manifestet og valgte i 1962 helt at distancere sig herfra.

 

[14] Nöel Arnaud havde tidligere stået bag udgivelsen af tidsskriftet Surréalisme Révolutionnaire.

 

[15] De Jong i "A Maximum of Openness. Jacqueline de Jong in conversation with Karen Kurczynski", ibid., s. 189f.

 

[16] "Potlatch" er oprindelig navnet på en indiansk ceremoni, og ordet kommer fra det indianske sprog chinook.

 

[17] De Jong citeret fra ibid., s. 195.

 

[18] Citeret fra kolofonen i Expect Anything, Fear Nothing.

 

[19] Debord skrev en katalogtekst til udstillingen, der kan læses her.

 

[20] Mikkel Bolt: Avantgardens selvmord (2009), s. 12.

 

[21] Ibid., s. 16.

 

[22] Peter Bürger: Theory of the Avant-Garde (1984, opr. ty. 1974), s. 15.

 

[23] De Jong citeret fra Karen Kurczynski: "Red Herrings: Eccentric Morphologies in the Situationist Times", ibid., s. 173.

 

[24] Se også om Billed Politik i "Kampen om billedet", Modkraft.dk den 9. april 2010.

 

[25] Se også om The Yes Men i "The Yes Men Fix the World", Modkraft.dk. den 12. marts 2010.

Årsoppgave på Westerdals.

Jeg dro til Antwerpen. Resultatet ble denne historien om en maskinist.

   

Inge Kvivik

Sotengler

∞

  

Et menneske kan riktignok gjøre hva det vil, men det kan ikke ville hva det vil.

 

Arthur Schopenhauer

  

1

Sola er på vei opp over De Små Antiller. Vi ligger for anker i den asurblå lagunen utenfor Basse Terre på Guadeloupe og laster. Jungelen går helt ned til havet, bare avbrutt av radene bananplantasjene skaper oppe i åsene. Bananstokkene blir fraktet ut på lektere hele døgnet. Jeg har hatt 4-8 vakta, og står ved rekka med en sigarett. Hører på negerne som lemper stokker opp skutesida. Stokkene er pakket i halm og grått papir, så bananene får ligge og modne som de skal. Fra lekterne løftes de for handemakt over på trestillinger langs skutesida. Nederste stilling er breiest, så blir de smalere å smalere til de når luka. Negerne vipper hver bananstokk opp over hue sitt til nestemann, som vipper videre over hue sitt til neste i en eneste lang maursti. Du hører dem fra skumring til demring og hele dagen gjennom der de står barbeint i sine kakishorts og kanskje singlet eller plastcaps. Sixfoot sevenfoot eitfoot bunch, deilait com an mewan gohome, arbeidssangen bølger utover morgenen, ut fra det morravåte skipet, over vannet mot den nå stille jungelen og stråhyttene til fiskerne. Jeg var i land i går. Byen er en jordbakke med stråhytter langs, de største nederst, mindre og mindre mot toppen hvor de til slutt ender i plantasjeutstyr og jungelstier. Det er som om de bor ute i gatene, negerne. Går du forbi, vandrer du gjennom stua deres, og de ber deg gjerne på det de har. Barna løper rundt og leker eller spør deg etter godteri. Kritthvite smil og latter. Aldri har jeg møtt humør som her. De innfødte er ikke kølsvarte som i Kongofloden, de er brunere og penere her i Vest-India. De fleste er sesongarbeidere hyret inn av selskapet. Uten Vacaro Fruit hadde der ingenting vært her, ikke dem og så visst ikke meg. Vi eies av selskapet. Eller musklene våre. Tankene kan vi som oftest ha for oss selv. Dagfolka er satt i gang av 2.maskinisten. De hoister og herjer ute på fordekket i det nye lyset. Spyler dekket og bast og papir, kakkelakker og humus renner ut spygattet og nedover den hvite skutesida. Bare to av matrosene er helt stille. De står der som to stearinlys, i fare for å bli blåst ut hvert øyeblikk. Styrbord anker heises og de er nede i kjettingrommet med hver sin krok for legge kjettingen i kveil så det blir plass til hele. De vet at om ankerspillet glepper og ti femten sjakler renner ut vil kjettingtampen brase fram og tilbake knuse alt som ikke er stålsatt der inne. Vi skal seile i morgen. Jeg og telegrafisten tar oss en tur på land igjen. De har ingen vanlige barer her, bare spisesteder som serverer alt hva man ville måtte ha. Vi tar to øl i en av hyttene. Her samles sesongarbeiderne som er ferdig med lastinga. I skyggen i hjørne sitter en gammel med et par tenner og en lut og klimprer. De er nysgjerrig på oss, vil gjerne prate. De snakker bare fransk og innfødt. Vi er for så vidt nysgjerrige på de også. Jeg kan et par strofer fransk som jeg lærte av broren min når han pugget til Frammatskolen. En av negerne tar ettervert mot til seg og spør oss om et eller annet. Vi skjønner ikke hva han sier. Jeg svarer: ’Fjellet er høyt.’ Negeren ser spørrende på oss og et par andre snur seg i vår retning. Han lurer, han spør igjen. Jeg svarer: ’Hesten løper fort.’ Rommet blir stille. Luten slutter å klimpre. Negeren ser på oss med runde øyne. Broren min og meg har språkøre og jeg lærte uttalen perfekt, men jeg kan bare tre fire setninger. ’Grisen er tjukk og feit.’ Negerne sitter å gaper, så begynner de å flire. Svære, hvite tenner. De andre rundt oppmuntrer tydeligvis førstemann. Spør han om mer, spør han om mer. Han spør igjen. Jeg peker ut på en kylling som går i bånd. ’Høna er nyttig.’ De brøler ut i latter og slår seg på lårene, det flommer i den lille hytta. Slik går det et par runder til jeg ikke kan flere strofer og må repetere meg selv. Vi hilste farvel da vi gikk. De smilte alle og vinket.

 

2

Vi seiler. Jeg har fått tropebyller etter landligge. Svartgule byller opp imot størrelse med ei håndflate uten fingre som må verke seg ut av kroppen. Vi har hatt stempelsjau, og jeg har måtte ligge i spylebeltet langs sylinderne. Eneste måten å komme til. Fire timer innsmurt med olje og sot som tetter porene. Det er en grisejobb, men den blir nødt til å gjøres. Hovedmotoren er en tisylindret Burmaister & Wein. 3600hest, trunkmaskin. Det betyr at stemplene går loddrett, så på stempelsjau må du løsne veiva og ta stempelet ned og ut av veivhuset. Og gjøre det reint for sot og koks og av med alle stempelringer. Går du for lenge uten å gjøre reint stempelene får du til syvende og sist veivhuseksplosjon. Det er et mareritt. I verste fall kan alle i maskinen bli drept. Tre ting forårsaker veivhuseksplosjon. For det første, en brennbar gass i veivhuset, i praksis uforbrent dieselolje fra dårlig arbeidsslag som slipper forbi slitte stempelringer ut i smøresystemet i veivhuset. For det andre, varmgang. Utslitte stempelfjærer slipper flammer fra arbeidsslaget nedover stempelet og varmer det opp, varme er lik ekspansjon og stempelet blir større. Dette skaper friksjon og ytterligere varmgang, til stemplene er glødende. For det tredje, surstoff. Oksygen. Inntreffer alle tre og du ikke har fjærbelastede lokk på veivhuset sprenger hele dritten til himmels. Vi fikk veivhuseksplosjon på en hjelpemotor en gang, lemmer og dørkplater fløy som lausblader rundt og kuttet folk i biter. Heldigvis var det natt og i rom sjø med få på vakt. Her nede i maskinmørket blir du ofte nok minnet på det gjennom dagene. Et par byller er ingenting. Det er mistanke om blindpassasjerer ombord. Chiefen og 2.maskinist og meg er rundt å lyser i maskinen. De gjemmer seg ofte oppe lags hjelpemotorene. Chiefen vitser om at vi må legge hele maskinrommet i lattergass så de begynner å flire og blotter tennene, for ellers er de jo plent umulige å se. Jeg hadde en blidpassasjer på lugaren min en gang. Han hadde gjemt seg i klesskapet og jeg merka ingenting. Helt til vi kom i rom sjø og båten begynte å rulle. Jeg lå og døste i varmen på strekktørn og plutselig slingrer en svær svart neger ut av klesskapet mitt. Jeg kvapp til og treiv bajonetten kilt fast bak senga. Jeg kunne i halvsøvne ikke fatte og begripe hva for slags monstrum det her var som kom opp av skapet mitt. Noen ganger finner vi hele familier. De står der som styrtende trekkfugler. De blir som regel sendt på land igjen, men noen, hvis de blir funnet tilstrekkelig seint som han fra klesskapet mitt, blir med over Atlanteren. Der blir de henta av polisen. Telegrafisten må melde fra til rederen og kontakte myndighetene. Vi finner ingen i maskinen denne gangen. Bare larm og maskinvarmen. Er det noen som har stukket seg vekk her, må de ha gjemt seg godt. Etter runda sjekker jeg olja på en av separatorene. Vi skifter aldri smørolje. Vi separerer ut smusset ved hjelp av sentrifugalkraft. I svære hjul blir dritten dratt ut av olja før den sendes inn i motoren igjen. Jeg drypper en dråpe smørolje på håndbaken. Hvis den drar seg ut i porene, betyr det at smørolja er nærmere fordampning og uttynnet med dieselolje. Brennstoff i smørolja betyr slitte stempelringer og fare for veivhuseksplosjon. Dråpen blir liggende som en fast rund klatt og dirrende speile verdenen min på den svette håndbaken. Ner på fyrdørken ser jeg Gerhardsen, frysemannen vår. Det er han som har ansvaret for at lasten til enhver tid holder den temperaturen den skal. Det er en fryktelig jobb, særlig her på tropene. Han er en god mann, Gerhardsen, flink i jobben. Han har vært hyret på selskapet lenge. Før han kom ombord hadde denne båten mistet masser av laster, fått rykte på seg og måtte gå med stykkgods. Men han fikk oss på skinner igjen. Selv når vi hadde freonlekkasje forrige tur. Hele maskinrommet var fullt av freon, heldigvis er det jo visst ikke så farlig, sier de. Han jobber hele tiden. Han må jobbe hele tiden. Og alene. Tåler ikke gode dager. Får han fri, har han ingenting som må gjøres, går det galt for han, sier de. Vi var i land sammen en gang. –Skål, sa han. –Mens vi kjenner hverandre. ¬Han er krigsseiler. Somme tider har jeg sett han miste seg. Det kan være en treg mutter. Han skjeller og juler på mutteren så fråden står av kjeften. Vi ser bare vekk. Litt på samme måten som når man kommer brått på en som leiter i søppeldunker. Eller hvordan vonde partier i teaterforestillinger blir oversmurt med et tynt lag latter. Han er i alle tilfeller en god frysemann, Gerhardsen, gjør jobben sin bedre enn noen.

 

3

Jeg sitter og spiser bananer før jeg skal tørne på vakt. Jeg har vært inne å kvartet på lasta. De er fryktelig gode, men i stokkene er det all slags kakkelakker og dritt som blir krafsende rundt i lugaren min. Vi får dønningen midtskips, men broa mener vel at det ikke er ille nok til å skifte kurs for å få dønningen i mot eller i fra. Da hadde det blitt det mindre rulling, men vi hadde mistet tid. Det er ikke så galt, men vanskelig å sove når du må passe på å ikke rulle ut av senga hele tiden. Litt gøy er det i begynnelsen, men du blir gåen av å ikke få sove. Da må du surre deg fast. Det har skjedd både på vakt og på fri. Det er slik at hvert hav har sin typiske bølgelengde. Du må enten seile en lang båt som ligger på tre bølgetopper, eller en mindre som går med og over sjøen. Hvis båtlengden ikke passer med sjøen vil du bli liggende å stampe. Er det grov nok sjø kan det bli så ille at du får problemer med å holde kursen eller får motorstopp fordi ror og propell er for ofte ute av vannet. En gang vi kom fra Europa på ballast, altså så og si tom båt, kom vi ut i en storm utenfor Azorene. Rusningsregulatoren på hovedmotoren gikk konstant på og av ettersom propellen var over eller under vann. Ned bølgedal, propellen opp, motor ruser, regulator på, opp bølgedal, propell ned, motor kveles, regulator av og sånn gikk det til vi fikk tretthetsbrudd på en aksel og treskeverket stoppet. På min vakt. Chiefen og meg klarte å få hovedmotoren i orden i den fullstendig sinnsvake slingringen. Vi bant meg fast ved oljespaken, så jeg satt og speedet ettersom hvor vi var i dønningene. Det gikk bedre, jeg kunne beregne før bølgene når motoren måtte strubes. Vi fikk to stormer og en orkan på den turen over Atlanteren. Orkanen blåste sjøen flat. Det var merkunderlig opplevelse, flatt hav. Du kunne merke det på båten, men ikke se noe. Du kunne ikke være på dekk og rutene var grå natt som dag, bare litt forskjell på lyset. Sjøen oppe i lufta. Det var med fruktbåt. Jeg vil heller komme ut for vær i fruktbåt. De tar sjøen mye bedre. De er smekrere enn tankerne. De ruller, de ruller så spillkort sklir på bordet, men de går alltid over sjøen. Fruktbåtene duver på sjøen og beveger seg grasiøst over dønningen. Oljetankerene braser gjennom bølgene nesten uten fribord. På tankerne går det ikke å være på dekk når det er sjø. Der har de stormbroer som går et par meter over dekket fra midtskips forover til broa og akterut. Er det ordentlig sjø går brottene over broene også, men blir du tatt havner du ikke over bord. Du blir bare skvett blaut. Jeg glemmer aldri å sitte i messa å kikke på matrosene når de har skeia ut og skal akterut. De står å ser an for å komme i mellom brottene. Har de tur kan de spankulere tørrskodd over, men tar de feil må de løpe som gale. Noen ganger i mye sjø blir de tatt og blir liggende klistret til rekkverket. Når messejentene skulle over går de som regel pent og sømmelig til å begynne med, vil ikke fornedre seg til å løpe helt til de ser sjøen komme og tripper fortere og fortere og fortere. De slipper å ut hvis det er ordentlig grovt vær, men vi i maskinen er utpå der når vi har fri av og til og leker med Rasmus. Det vil si oss yngre, Chiefen er vel for så vidt også for gammel for sånt, men han er for svær og feit. Gerhardsen. Nei. Slikt er borte for ham. Han er vel også for så vidt for gammel. En gang i stille vær ble vi satt til å vaske en korridor innenfor stormbroa, Gnisten og meg fant ut at jøss det var gøy å skli på det her og helte på med grønnsåpe. Vi tar mer og mer fart og sklir voldsommere for hver gang innover mot akterdekket, der hvor offiserene hadde satt ut fluktstoler og pleide å ligge og slappe av i sola. Idet jeg tar rennefart helt fra broa kom 1.styrmann og frysemannen opp leideren. Da var jeg allerede ute på glatta og med altfor mye fart blir jeg stående og se på dem mens jeg braser inn i den ene fluktstolen, så den blir pulverisert. Jeg plukker opp pinneved med ryggen til. 1.styrmann fortrakk ikke en mine. Gerhardsen så jeg smilte. Et litt vont smil, så jeg. Eller trøtt bare, ikke godt å si, jeg kan nok se mer enn hva riktig er i han. De sier han brenner brev han får, uten å åpne dem.

 

4

Vi har fått stopp på hovedmotoren. Chiefen og 3.maskinist ligger nede å feilsøker tett. Det er en merkelig følelse å ligge der i sjøen uten bråket og vibrasjonene fra motoren. Dead in the water, kaller yankeene det. Lydene du aldri legger merke til kommer fram. De murrer vel oppe på broa nå, tenker jeg. At sotenglene må få fingrene ut av ræva der nede. Det er det de kaller oss på dekk. Oljepsykopater og sotengler. Noen mener de har sett hai i sjøen. Vi tigger og ber stuerten om et baconstøkke. Han er gnien, men gir til slutt fra seg en halvmeter grisekjøtt. Stuerter blir ansatt for å være trange. Jo mindre de bruker på maten, jo mer ansiennitet får de. All maten ligger på samme kjøla, alt smaker likt. Og kakkelakker liker mel. Sjømannsforbundet har retningslinjer med to typer kjøttpålegg og så finner vel stuerten noe parti pent brukt kjøtt som er så seigt, det ser ikke ut som kjøtt engang. Pålegget var grått. Vi kalte det mellomlegg, som pakningene på maskinene. Jeg husker jeg var messeforstander under et landligge en gang. Vi hadde jobbet hele dagen bare for å komme opp til noe fesen formiddagsmat og det vanlige brødet med kakkelakker i. Vi fikk fatt i stuerten og treiv han i kragen. Holdt han i strupetak med beina sprellende i lufta. –Gi oss noe ordentlig mat, din makk! Jeg blir sjelden fysisk, men mat er viktig for mennesker som jobber. Det bedret det seg en stund. Kunne vi bare spist haien vi skal fiske. Offiserene skylder på at det er godt for moralen, men de blir lette på foten når fisken kommer over rekka de også. En av smørerne har alt vært nedi verkstedet og klinka til en krok, omtrent på størrelse med et mannshode, festa tre fot vaier i enden og siden tommetykt bomullstau. Vi heller no blodsørpe i sjøen og fester flesket på den nye kroken. Det kan ta lange tider før de angriper. De svømmer sakte rundt, fiskene. Rundt og rundt. Skygger i vannet. Så plutselig snur han seg på rygg og sluker agnet med den hvite buken i været. Vi fiska en gang nede på Arabiakysten. Noen på to, to og en halv meter. Hele mannskapet var som guttunger. Vi spiste de ikke, bare spretta de opp for å se hva de hadde i maven. Vi fikk drept et par stykk. Alle var glade. Men så om litt er de tilbake til kjølvannet. Tålmodig ligger de der, time på time. Skyggene i vannet. Fruktbåtene går som regel litt for raskt for dem. I seilskutetida lå de i kjølvannet i dagevis. Ukevis. Evig sulten, med sorte og hvite øyne. Vi har slengt kroken med agnet på sjøen og sitter akter i maskinmessa og drikker kaffe, da noen roper hai på kroken. Vi springer til, seks syv mann og triver tauet som løper over rekka. Så er det basketak. Det piskes opp et inferno nede i der. Det er rart med rovdyr i flokk. De hauser hverandre opp, som måker når du sløyer fisk. De blir helt ville og kommer reint til hendene på deg. Samme er det med haiene, helt til jernkroken perforerer munnviken på en så han henger fast og spenner til. Det er nå du må spytte i nevene, som min far sa. Det verste er å få han klar av vann, etter det er det ingen sak, bare å holde seg unna gapet. Vi drar alt vi makter og greier. Så lenge han har vann bak finnene er han grotesk å få has på. Han slår og vi blir slengt i dørken som når ei bikkje rister filledukker. Seks, syv mann går i dørken gang etter gang i kampen og rullingen. Du må bare aldri slippe taket. Vi får opp et par stykker. De sklir fram og tilbake på dørken i blodet og sjøgangen. Glefser og kaster seg fra side til side, men hadde det ikke vært for de grassate bevegelsene, hadde du trodd de var døde. Øynene er ganske tomme. Stirrer. Noen fullbefarne matroser taljer de opp i et par blokker etter halefinnen. Vi stiller oss opp og tar bilder. Holder oss unna kjeften. Vi spretter et par opp. De er tomme. Blodet og tenner og innvoller renner fram og tilbake, ut spygattet og nedover den hvite skutesida. Gerhardsen tar en tre fots firefire planke og kyler den fast i gapet på den ene, lårer ned og kaster fisken på sjøen igjen. Tennene brekker eller borrer seg fastere inn i planken der den svømmer seigt avsted i det rørte vannet. Frysemannen blir stående igjen ved rekka og se på at den forsvinner i dypet. Dømt til å sulte i hjel. Hatet mellom hai og sjøfolk går dypt her ute. De sier, overlevende fra skipsforlis aldri ser noen som blir spist, visst. Ligger du i vannet, kjenner du kanskje noe som kommer borti beina om natten, eller kanskje ikke. Du er vel opptatt nok med å kjempe imot trangen til å drikke saltvann og hallusinasjoner til å vite eller bry deg der ute. Fiskene har visst ofte nok med de døde og trenger ikke bakse med de det enda er liv i.

 

5

Gjennom ventilen min ser jeg en måke henge på vingene. Vi begynner å nærme oss Europa. Om et par dager kommer vi nok opp under land. Det er gøy å se fugler på sjøen. De setter seg gjerne ned et sted på båten og hilser på oss. En gang satt det seg en pelikan i riggen, en av de der med sånn svær pose under nebbet. Den hakka så telegrafisten holdt på å falle i dørken når han skulle klatre opp til den. De så like skremt ut begge to, både gnisten og pelikanen. Av og til kommer trekkfugler dalende ned til oss. De har mistet de andre og er utsultet og trette. De blir gjerne i noen dager til de får tilbake kreftene og kan dra videre. Den ene turen var det milliarder av kakkelakker og en fugl blei så feit han klarte nesten ikke fly videre. Jeg ligger her inntil skottet i køya på lugaren. Ligger du stille kan du ved motorduren høre folk i skottet. Det er i lyden fra de andre ombord som forplanter seg i skroget. Kanskje ligger det en luring av en blindpassasjer fra Vest-India et eller annet sted her og hører på de samme lydene som meg. Det er ikke rare sjanser for det. At Anfelt og Blindpassasjer skulle ligge her nå og vibrere inntil skottet på denne båten og høre på dette her, midt i Atlanterhavet. Det er mye det ikke er rare sjanser for. At det skal stå en fugleedderkopp rett ved skuldra mi da jeg snakker opp noen jenter i Honduras. At gnisten skal få skoene mine pusset av den lateste skopussergutten på Rambla Las Flores. At gnisten skal få seg kjæreste. At jeg skal runde det samme gatehjørnet hvor min far ble frastjålet gullklokka si i Brooklyn. At jeg skal ligge våken her sammen med just disse menneskene. At jeg skal være her til sjøs og lengte hjem til hun et sted. At jeg skal være et sted og lengte ut igjen, her til sjøs. Sjøfolk er alltid overtroiske. Jeg forstår hvorfor guttene er overtroiske. Når migrasjonen i Buenos Aires teller mannskapet i ei klynge blir det ’nueve diez once doce capitano cartorce.’ Når du lever, eller overlever hver dag, vil du vel hanke inn hva du kan av skusler til det store hyrekontoret der oppe. Aldri snakk om hester ombord, sier de. Aldri snakk om jenter ombord sier noen, men det går jo ikke. Hva skal vi ellers snakke om? Utenfor døra hører jeg veldig banking. Dype lyder hører jeg godt enda, selv om et par lyse frekvenser er forsvunnet i maskinen. Jeg åpner. Ingen der. Merkelig. Det banker igjen, som før fem seks kontante bank. Det er vel Gnisten som driver spillopper med meg. Jeg kaster meg på døra og river den opp. Ingen. Så rask er han ikke. Hva i all verden er det da? Jeg lurer ute på dekket. Det banker igjen. Jeg står som en præriehund etter lyden. En fisk! Det ligger en halvmeters fisk å spradder på dørken. Hvem har plassert den her, strategisk utenfor lugaren min? Jeg ser nærmere på den. Det er en flyvefisk. Det kan tenkes den faktisk har flydd helt opp hit, ellers kan en eller annen skøyer ha lagt den her. Jeg blir sittende å grunne på fordeler og ulemper ved å plassere den i senga til Kari, messejenta vår.

 

6

Vi er på vei opp Shelde mot Antwerpen og venter på å komme inn slusene. Vi får førsteprioritet nå, med ny reder og mannskap på båten, fruktbåter skal få det. Forrige eier og mannskap kom for ofte med ødelagt last, og mistet prioriteten, så når vi kom her første gangen fikk vi ikke pri. Når vi omsider kom inn viste det seg vi hadde 98% last, og vi fikk prioritet igjen. Det er vår, men det er lavtrykk og drittvær. Ikke ordentlig drittvær, bare regn og kuling og grå himmel. Vi fikk los i Vlissingen. Elver kan være verre å navigere i enn man ofte tror, selv om denne ikke føles som noen elv. Munningen er svær. Det er Rhinen, den bytter bare navn i nytt land. Vakta mi er ferdig nå, 2.maskinisten og smører kommer for å avløse. Jeg drypper dråpen smørolje på håndbaken. Den ligger der og speiler seg, til jeg tørker den av med en twistdott, går opp leideren og ut på dekk. Forut kan du se lysene fra byen i skydekket under himmelen. Her ligger målet for blindpassasjerene. Kommer de seg av båten her uten å bli knepet av havnevesenet ja så blir livet en dans på roser. Bare vi kommer oss dit, så skal det bli liv i Bahia. Der skal vi starte på nytt. Bare seile et par år til, nå, så skal vi hjem. Så har jeg masse penger som jeg ikke har brukt opp. Så kommer jeg hjem i skreddersydd dress og frakk. Så treffer jeg kanskje hun fra nabogrenda igjen. Jeg må bare gjøre meg ferdig her. Sånn flyr tanker. Sånn flyr i vertfall mine. Særlig nå, vi driver å maler en av hjelpemotorene, du blir helt surrete i hue. Malingen tørker fra du har dyppa den i spanna til den er oppe på veggen. Håpløst, vi må blande den ut i tynner og det blir gass av det i lengden. Den gir en ganske behagelig følelse, men du må passe deg, det er farlige greier. Jeg koier røyken på rekka og knipser den i sjøen. Som om sjøen var brennbar. Av og til gjør man ting ikke fordi det er fornuftig, men fordi det faller seg slik. Kall det vane. Kall det noe annet. En gang vi dreiv å vaska besvimte jeg inni en startlufttank. Formannen hadde nok mistanke om at det var farlig. Han sa en skulle inni og en utenfor, men vi tok ikke det som noen advarsel. Tankene må tåle kollosalt høyt trykk, altså er mannlukene laget så små som mulig. Jeg gikk nedi, jeg var tynnest. Jeg måtte entre med skeive skuldre for å komme ned. Vi la en pressluftslange inn på for å prøve å få vekk gassen og det kjentes greit ut der med luften i ansiktet. Til jeg mistet førligheten i hendene og forsto jeg var i ferd med å slokne. Jeg husker et lys og at jeg kastet meg mot det. Smøreren så hendene mine ligge ut av mannluken. De fikk folk til og halte og dro for å få meg ut. Legen sa det var dette som startet hjertet mitt igjen. Det var tri. Vi bruker trikloretylen til avfetting. En stund etter dette, da vi hørte om den forrige stuerten, forsto vi hvorfor formannen visste det var farlig. Den forrige stuerten fant ut han skulle prøve å vaske dressen sin i tri. Det gikk fint, dressen ble rein. Han hang den til tørk i døråpningen, tok seg en lur for aldri å våkne. Det brukes visst som narkose ved operasjoner har jeg hørt. Vi lærte ikke om bruksfarer på maskinistskolen, bare om de stoffene man dør av øyeblikkelig. Jeg prøver å holde meg unna tri som best jeg kan. Det er noe svineri. Jeg hører på havdonen som kommer over land fra lavtrykkene ute i sjøen. Atlanteren pleier å være ganske rolig på denne tiden av året, eller det er vel hipp som happ. Noen ganger rolig, andre ikke. Vi tror vi finner maler. Normaler. Alt annet blir avvik fra normaler, men det hjelper så fint lite hvis akkurat det avviket er oppå deg. Vi skal se mønstre, også når ikke de finnes. Vi tror på oss selv. Mennesket. Med våre hunder og middagselskaper, roser i hagen og leker på loftet. Vi er små. Jeg var så gammel da jeg forstod det og det var godt å bli litt yngre igjen. Jeg lurer noe grassat på situasjonen som utspant seg på lugaren til Kari da hun fant flyvefisken. Jeg kan jo ikke akkurat bare spørre. Om et par timer er det høyvann så slusene åpnes. Her har de satt havnebassenget til høyvann. Hadde de ikke hatt sluser ville vel halve havna stått nesten tørr ved lavvann. Byen brer seg ut, vi glir sakte nærmere lysene og snart farger de også vår himmel. Vi kaster anker utenfor slusa. Drønnene fra kjettingen som løper ut og pisker fra side til side inni kjettingrommet kan høres kilometer unna. Vadefugler skremmes opp og flyr med sine klagende skrik over hodet.

 

7

Jeg befinner meg litt forspist på en restaurant i Antwerpen og drikker brennevin etter maten. Stemningen er som normalt høy etter landkjenning. Folk begynner å bli fulle. Noen av oss har vært på kino og sett Rock Around the Clock med Alan Freed og Lisa Bell. Da musikkscenene kom reiste en bråte ungdommer seg og begynte å danse rundt i midtgangen. Jeg har aldri sett på maken. Jentene går i trange bukser. Som Chiefen så intrikat påpeker, har de ei kvise på ræva ser du det. Guttene her kler seg i lysegrønne dresser og ringer og spjåk. Tidene forandrer seg. Eller tiden går fra deg. Jeg ser de flirende sesongarbeiderne i hytta i Vest-India for øynene med de fjerne drønnene fra skipspropellene ute på Shelde i ørene. Når sjøen blir grunnere støter propellvannet mot bunnen, kommer ikke vekk ordentlig og skaper resonans. Du kan høre det gjennom hele natten i Antwerpen, hvis du hører etter. Når vi gikk inn slusa og matrosene skulle legge kjettingen i kveil, fant de kjettingrommet seende ut som et slakteri. Blodet og tenner og innvoller rant fram og tilbake, ut spygattet og nedover den hvite skutesida. De la kjettingen i den ferske eimen for at vi ikke skulle bli forsinket inn med lasta. Så spylte de rommet fra tak til gulv. Rester ligger igjen klemt fast under kjettingen. Vi vet det ikke er en av oss. Ikke ut fra sølet, alle ser like ut inni, men fordi mannskapet er alle man alle. Matrosene har satt seg i baren med frysemannen og linet opp hver sin lille sti av whiskyskudd. Gnisten fikk inn beskjed fra rederen i dag. Selskapet var visst fornøyd med charten. 96% last og ingen stormer. Kaptein og styrmenn fikk den vanlige bonusen under bordet. Vi på dørken hører aldri noe fra selskapet som charter oss. Vi er her, de er der. Vi er en verdifull papirlapp på kontoret. Ferden går videre i skipperkvarteret, inn på en bar. Her er det sirkus. Gnisten og meg setter oss i baren og blir vitne til et par som dulter borti sjømannspresten. De er på vei ovenpå og presten prøver iherdig å overbevise dem om at de må gifte seg først. Karen ser i utgangspunktet veldig negativ ut til dette, men under bastant press fra prest og jente, det virker som jenta gir utslaget, hun visker han i øret, går han med på avtalen. Han blir stående å vinke på bartenderen. Mannskapet vårt er spredt ut over alle hauger, du ser noen i ny og ne i mylderet. Utpå natten når vrimmelen hadde lagt seg og jeg skulle til å gjøre samme, kommer frysemannen inn igjen. Han setter seg ved siden av meg i sofaen og tar tak i et tilfeldig glass. Øynene er ganske tomme. Han sier noe jeg ikke forstår og blir sittende. Jeg blir sittende selv, flaut å gå når han nettopp kom, selv om han kanskje ikke husker det i morgen. Jeg lurer på hva han har opplevd i sitt liv, men jeg vil ikke spørre. Jeg ville vel ikke kunne få noe svar. Jeg tenker på han og meg. At vi er like på mange sett, at jeg har respekt for han. Men også en slags medynk. Dette uroer meg.

Så kommer han til et øyeblikk. Han ser seg rundt, ser meg. Hever glasset. Jeg husker det, jeg vet ikke hva han sa, men det betyr ingen verdens ting. Hva jeg hørte er det som betyr noe.

 

–Skål, Anfelt.

Du vet det at.

Du møter mange historier.

Historier som alle... de krever hver til seg en del av deg. Forstår du?

....

Historiene får liv. Igjennom hvert øyeblikk du er til.

Og, du vet, de sier.

Hvert øyeblikk du er til, blir til ild.

Og lyser når du drar.

 

Og så flirer han og vifter med handa. –Det er bare piss. Han drikker ut.

Snart dupper han med hodet, og litt etter røsker han med seg en potteplante og forsvinner inn i lokalet.

Jeg sitter igjen, med brennevin i et støvete glass. Han skonset meg da han gikk. En dråpe sprit landet på håndbakken min. Den ligger der. Trekker ut i porene og speiler verdenen min.

     

Epilog:

 

Anfelt gikk i land for godt og stiftet familie.

Han fikk aldri vite hva som hendte da Kari oppdaget flyvefisken.

 

Gerhardsen endte sine dager på et sanatorium i utkanten av Antwerpen. Han fortsatte med hule kinnbein å brenne brevene han fikk. Da han døde våknet pasienten i senga overfor. Han sto opp og sa ifra til betjeningen. De flyttet ut liket midt i natten og satte inn ny pasient til de andre våknet. Gerhardsen var så borte. Lik som brevene han brente. Og asken ble båret ut i stål slik at den ikke skulle ulme og ta fyr igjen.

             

1. desember 1918 åpnet Thekla Høegh bok- og papirhandel (T. Høeghs Bokhandel) i Storgata 84. Her omsatte hun bøker, papir, skolemateriell og læremidler, og bedriften gikk godt helt fra starten. Kundekretsen bredte seg vidt over byen og distriktene, også oppover i Finnmark. Det gikk ikke lenge før T. Høegh måtte flytte til større lokaler i den toetasjes tregården i Storgata 86. I en lang årrekke fra rundt 1926 var T. Høegh den eneste bokhandelen i Tromsø.

 

Bildet er fra Høegh-samlingen.

Har du mer informasjon om dette bildet? Kontakt: fotoarkiv@perspektivet.no

Format: Fotopositiv (avfotografert stikk)

Dato / Date: Antagelig 1897

Kunstner / Artist: Ukjent

Fotograf / Photographer: Antagelig Erik Olsen (1835 - 1920)

Sted / Place: Trondheim

Oppdatert / Update: 04.11.2015 [lenke til Geni]

 

Wikipedia: Peder Krog (1654-1731)

 

Store Norske Leksikon: Peder Krog (1654-1731)

 

Geni: Peder Nielsen Krog (1654-1731)

 

Wikipedia: Luthersk ortodoksi

 

Eier / Owner Institution: Trondheim byarkiv, The Municipal Archives of Trondheim

Arkivreferanse / Archive reference: Tor.H41.B40.F2950

 

Peder Krog, født 8. april 1654, fødested Århus, Danmark, død 24. mai 1731, dødssted Trondheim, Sør-Trøndelag. Biskop. Foreldre: Rektor, senere sogneprest, magister Niels Nielssøn Krog (1615–85) og Cecilia Pedersdatter Blichfeldt (død 1661). Gift 9.6.1681 i København med Anna Dorothea Bremer (26.5.1659–21.2.1746), datter av borgermester Bremer, Kiel.

 

Peder Krog satt på Trondheims bispestol i hele 42 år – lengre enn noen annen, og han var en flittig visitator og administrator av sitt store stift. Men med sitt utgangspunkt i den ortodokse lutherdom kom han i utakt med kirkens utvikling i retning av pietisme og misjonsiver på begynnelsen av 1700-tallet, og hans nidkjære embetsførsel førte ham opp i mange konflikter og rettssaker.

 

Krog nedstammet fra Hamar-munken Christen Krog. Faren var en tid rektor ved latinskolen i Århus, hvorfra sønnen ble dimittert til universitetet i København 1670 med “høieste Ros”. 1671–78 besøkte Peder Krog en rekke europeiske universiteter og tok magistergraden i Wittenberg 1675. Ved siden av teologien studerte han orientalske språk. Nesten et år tilbrakte han hos den tyske teologen Christian Scriver, kjent predikant og forfatter av oppbyggelseslitteratur.

 

1678 kom han tilbake til København. Fra 1679 til 1681 var han rektor ved latinskolen i Køge, deretter sogneprest i Besser og Onsbjerg og prost over Samsø. Årene her var de lykkeligste i hans liv, sier Krog. Han giftet seg og fikk fire barn. Da kallelsen kom til bispestolen i Trondheim 1688, skjedde det, ifølge ham selv, “uden hans Vidende og næsten mod hans Vilie”. Etter bispevigselen i februar 1689 ble han, etter kongelig ordre, kreert til doktor i teologi, og året etter fikk han rang som “virkelig justisråd”.

 

Biskop Krog kom til Trondheim sommeren 1689. Med hans intellektuelle overlegenhet, hans autoritære legning og rastløse virketrang var det duket for strid. Han sendte et rundskriv til alle stiftets sogneprester med et spørreskjema om de kirkelige forhold i de enkelte prestegjeld. Svarene må ha vært nedslående. Kongen hadde skaltet og valtet med kirkens inntekter, enten til egne formål eller til “benådninger” til ulike standspersoner; f.eks. var 13 prestegjeld med 51 kirker “benådet” til 7 personer i Trondheim.

 

Sammen med stiftamtmann Hans Kaas fikk biskop Krog 1692 opphevet benådningene. Kirkens inntekter ble bortforpaktet på åremål og pengene brukt til å sette kirkene i stand. Opprydningene hadde skaffet ham “udødelig Had og Hevngjerrighed paa Halsen”, sier han. Kaas' etterfølger Iver von Ahnen (1700–22) stilte seg på biskopens motstanderes side. Striden mellom biskop og stiftamtmann ble en tragedie for samarbeidet i stiftsdireksjon og domkapittel. Ekstra tragisk ble det pga. alle ulykkene som rammet Trondheim i tiden som fulgte. Ved bybrannen 1708 ble domkirken, Vår Frue kirke og latinskolen rammet, 1718 ble Trøndelag krigsskueplass og byen utsatt for svensk beleiring, og 1719 brant domkirken på nytt. Gjenoppbyggingen skapte strid om det meste. Prosessene florerte, og den stridbare biskop var involvert i de fleste. Minst 17 prosesser som han var part i, er kjent, og minst seks gikk helt til høyesterett.

 

Men Krog var også en pliktoppfyllende visitator i det enorme stift, som ennå omfattet Nord-Norge. Knapt noen biskop før ham hadde gått så grundig til verks under visitasene. Etter sin tredje visitas nordpå 1705 sendte Krog en innberetning til kongen om samenes sørgelige åndelige tilstand. Han foreslo å sende lærere til samedistriktene for å lære dem norsk språk, for på den måten å integrere dem i de norske menighetene. Han pekte på den misjonsvirksomhet som ble drevet på svensk side: uklar som riksgrensen var nordpå, kunne det føre til at samene ble lokket over til Sverige. Innberetningen vakte oppsikt fordi et politisk aspekt dermed kom inn i bildet. En ung teolog, Povel Resen, ble sendt nordover for å granske forholdet blant samene langs grensen. Resens rapport til kongen foreslo å sende ordinerte lærere til fjellsamene og bygge kirker og skoler på åtte steder fra Snåsa til Varanger. Både Resen og myndighetene hadde gjennomført undersøkelsen uten å gå veien om stiftets biskop. Da Krog fikk oversendt rapporten, følte han seg dypt krenket på embets vegne.

 

Med sitt ortodokse og utpreget embetskirkelige syn var Krog kommet i utakt med utviklingen. Den pietetiske reformbevegelse som gjorde seg gjeldende både innen kirken og i regjeringskretser, slo til lyd for strengere kirketukt og hedningmisjon. Dette stod Krog fremmed overfor. 1714 opprettet Frederik 4 et eget regjeringskollegium som skulle ta seg av hedningmisjon innen kongens riker og besittelser, og året etter ble misjonen blant samene lagt inn under Misjonskollegiet. Dette fikk skjebnesvangre konsekvenser for Krog, særlig fordi Thomas von Westen 1716 ble utnevnt til å lede “Finnemisjonen”, med lønn fra domkapitlets lektorembete. von Westen var prest i Møre og Romsdal – i Krogs eget stift – og hans syn på kristningsarbeidet blant samene var radikalt forskjellig fra Krogs. von Westen brukte misjonærer som skulle undervise samene på deres eget språk, og han la ut på sin første misjonsreise uten engang å vise biskopen sin instruks. Krog motarbeidet deretter i det stille alt og alle som stod i forbindelse med von Westens misjonsarbeid.

 

Biskop Krogs en gang så sterke posisjon ved hoffet ble også radikalt svekket. 1716–19 ble inntekten av alle kirkene nordpå overført til misjonen. 1720 påla kongen stiftsdireksjonen å avlevere ca. 70 kirker til misjonen i forsvarlig stand innen utgangen av 1723. Da kongen 1721 kunngjorde kirkene i Norge til salgs, var kirkene i Nord-Norge uttrykkelig holdt utenfor. Etter at von Ahnen døde 1722, ble biskopen alene gjort ansvarlig for kirkenes istandsettelse. Biskop Krog saboterte pålegget. Under et besøk i København 1726 ble han nektet å reise hjem; misjonskollegiet aktet å reise tiltale mot ham for ikke å ha oppfylt kongens ordre.

 

En kommisjon ble nedsatt, men kollegiet var ikke tilfreds med kommisjonens domsutkast, og kommisjonen fikk oversendt en dom fra kongen som helt avvek fra dens egen innstilling: Biskop Krog pålegges for egne midler å sette misjonskirkene i forsvarlig stand innen mikkelsmesse (29. september) 1727. Inntil kirkene var avlevert i godkjent stand, skulle alle biskopens inntekter beslaglegges. Den sjokkerende dommen ble forkynt for Krog 18. oktober 1726.

 

1727 tiltrådte Jacob Benzon som ny stiftamtmann i Trondheim. Det ble hans oppgave å inndra biskopens inntekter, og i den anledning kontaktet han Krog for å innhente informasjon. Denne anledningen benyttet biskopen til å gjennomgå hele saken i et mesterverk av en forsvarstale, der han bl.a. hevdet at å etterleve dommen ville kreve 20 år og 30–40 000 riksdaler! Benzon oversendte forsvarsskriftet til kongen, som ekspederte det videre til kommisjonen. Dens kommentar var at dommen var kongens eget verk og umulig å etterleve.

 

I Trondheim skjedde også ting som skulle komme biskopen til gode. Thomas von Westen døde våren 1727, og etterfølgeren Eiler Hagerups syn på hvordan finnemisjonen burde drives, lå nærmere opp til det biskop Krog hadde stått for.

 

Krog var stadig i København, og ved hoffet begynte man å få medynk med den gamle, plagede biskop. Han ble tilbudt å preke i Slottskirken, og 16. januar 1729 fremførte han en tekstutlegning om bryllupet i Kana etter den ortodokse skoles objektive, tematiske mønster. Dronning Anna Sophie ble så grepet av prekenen at hun bad om å få den avskrevet. Dette er den eneste av Krogs prekener som er bevart.

 

Mai 1729 ble arresten i Krogs inntekter opphevet, og han fikk tilbud om gratis reise med en fregatt som lå seilklar for Bergen. Ved ankomsten dit sendte han varsel til prostene i Romsdal og Nordmøre om at han aktet å visitere de to prostiene på veien hjem. I august var han tilbake i Trondheim etter 3 1/2 års utlendighet.

 

Også privat hadde livet artet seg turbulent for biskop Krog. Stiftet hadde ikke egen embetsgård, og han bygde seg derfor egen bolig. Den brant ned til grunnen 1699, og biskopen hevdet at brannen var påsatt. Deretter kjøpte han den forfalne Bakke gård, på østsiden av Nidelva rett utenfor byen, og bygde den opp til en representativ bisperesidens; rett ved gården lot han oppføre Bakke kirke til å betjene befolkningen på Bakklandet, som nylig var overført til Strinda prestegjeld, der biskopen selv var sogneprest. Under den svenske general Armfelts beleiring av Trondheim 1718 besluttet forsvarerne av byen å svi av Bakke gård og bebyggelsen på Bakklandet for at svenskene ikke skulle finne dekning der; bare kirken ble spart. Krog beregnet sitt personlige tap til 4550 riksdaler. Til og med i sin utlendighet led han brannskade: Under Københavns brann 1728 strøk hans losji på Frue kirkegård med.

 

Krogs siste leveår var fredelige, og samarbeidet med Hagerup var godt. Våren 1731 kunne den gamle biskop feire både sitt 50-årsjubileum som prest og sitt gullbryllup. Kort tid etter døde han av hjerneblødning. Hans kiste ble satt ned i biskop Pontoppidans gravkrypt i Domkirkens søndre oktogonkapell.

 

Bedømmelsen av Peder Krog i biografilitteraturen spenner over et vidt spekter, fra fordømmelse til ukritisk ros. De fleste er enig om at han var en flittig embetsmann. Han passerte Nordkapp 10 ganger på visitas i stiftets ytterste utkant, ordinerte 240 prester, innsatte 32 proster og vigslet 48 nye kirker. Hans siste brev til kongen munnet ut i følgende hjertesukk: “Min Tak af Verdens Børn haver været Crebra Martyria, saa at Fnysen og Brusen, Knurren og Murren, Hat og Afvind, Vanrøkte og Vanlykke, Efterstræbelse og Forfølgelse end ikke opphører indtil denne Dag.”

 

Verker

 

Et bryllupsvers på 9 språk til broren Niels Krogs bryllup er trykt i Wittenberg 1674

De 9 Muser, fødselsdagsvers på 9 språk til kong Christian 5, København 1678

Miraculum solis stantis in Gibeon ex Josv. X. v. 12, København 1679

 

Etterlatte papirer

Doct. Peder Krogs Episc. Nidros. Beretning om dend navnkundige Maal- eller Mosche-Strøm j Loffoden udj Nordland Efter Hr. Oberste Folkersams forspørsel og begiæring opsat og til Hannem adresseret, manuskript, ca. 1700, i Gunnerus-biblioteket, UBT; trykt som Om Maal- eller Moskøstrømmens Beskaffenhed i Thaarups Magazin for Danmarks og Norges Beskrivelse, bd. 2, København 1802, s. 413–450

Een Prædicken holden udj dend Kgl. Residensstad Kjøbenhafn for det Kgl. Herskab udj Aaret 1728 over Brøllupet i Canna Gallileja, og Prædiken for Kongen 2. Søndag efter Christi Aabenbarelses Fest, manuskripter i Gunnerus-biblioteket, UBT (MS 294 4° og 376 4°)

 

Kilder og litteratur

O. Kolsrud: biografi (med litteraturliste) i NBL1, bd. 8, 1938

A. Steen: Samenes kristning og Finnemisjonen, 1954

T. Lysaker: “Peder Krog”, i d.s.: Reformasjon og enevelde 1537–1804, bd. 2 i Nidaros erkebispestol og bispesete 1153–1953, Trondheim 1987, s. 217–258

 

Portretter m.m.

To samtidige malerier av biskop Krog, utført av Peter Batta, skal ha eksistert i privat eie i 1920-årene

Maleri (brystbilde; visstnok kopi etter et av de ovennevnte), antakelig av Anders Bergius, 1770-årene; Nidarosdomen, Trondheim

Kobberstikk (brystbilde) av F. Morellon La Cave, Amsterdam 1731; Alte Pinakothek, München

 

Kilde: Store Norske Leksikon, artikkelforfatter Trygve Lysaker

Horistontal, så vidt froskeperspektiv. Ord: arkitektur, kunst.

saamiphoto.blogspot.com/2010/12/dokumentasjon-om-den-gaml...

Nederst i venstre hjørne ser man en fallos-stein.

Et gudebilde som så vidt jeg husker er fra jernalderen i Norge. Det er utstilt på Historisk museum i Oslo. Denne har ingen hammer, men dette kan absolutt være et bilde av fertilitetsguden som utfra gamle beskrivelser og dokumentasjon av den før-kristne samiske religionen ble plassert på en tumuli og tilbedt der. Hvorvidt denne tumuli inneholdt aske eller rester av viktige personer kan jeg ikke uttale meg om. I den følgende lenke kan du se bilde av fertilitetsguden til samene som i enkelte tilhttp://digital2.library.ucla.edu/viewItem.do?ark=21198/zz001gpj8bfeller kalles for Wirku Acca (muligens den samme som Freya eller Sarakka).

 

In the lower left a phallus stone (linga?).

This is a wooden depiction of a god from Nordic Iron-Age, Norway. It is exhibited at the History Museum in Oslo. It has no hammer, so this is unlikely the thunder God Thor. However it might be the fertility goddess of the Nordic Sami people, she had many names but was sometimes called Wirku-Acca (i.e. Freya or Sarakka). This fits old descriptions e.g. in Johannes Scheffers book “Lapponica” or “The history of Lapland” (1674). If so this totem was placed upon a tumuli and worshipped there. I cannot tell if these tumuli contained the ashes or remains of important priests or persons, or if they were boat or ship graves. In following link you can see an old illustration of the fertility Goddess of the Sami at a time in history when she was still worshipped. digital2.library.ucla.edu/viewItem.do?ark=21198/zz001gpj8b

 

Jeg er alltid veldig ambisiøs når jeg setter på vekkerklokken om kvelden,

men det ender alltid med at jeg haster rundt i siste liten og rekker så vidt trikken.

Format: Litografi (etter maleri av Eilif Peterssen)

Utgivelsesår / Published: 1914 (Vore Høvdinger)

Utgiver / Publisher: F. Bruns Bokhandels Forlag, Trondhjem

 

Wikipedia: Bernhard Getz (1850-1901)

 

Salmonsens konversationsleksikon: Bernhard Getz (1850-1901)

 

Eier / Owner Institution: Trondheim byarkiv, The Municipal Archives of Trondheim

Arkivreferanse / Archive reference: Ila skole, Va - F9422

 

Fra Salmonsens konversationsleksikon:

 

Getz, Bernhard, norsk Retslærd, f. i Strinden ved Trondhjem 21. Marts 1850, d. i Kria 1. Novbr 1901, blev Student 1868, cand. jur. 1873. 1875 konkurrerede han til det nyoprettede juridiske Professorat ved Kria Univ. og udnævntes derefter til Professor; 1889 overtog han imidlertid det vigtige i Anledning af Juryvæsenets Indførelse nystiftede Embede som »Rigsadvokat« ɔ: Udøver af den øverste Paatalemyndighed. 1885—86 stod han som det akademiske Kollegiums Formand i Spidsen for Universitetets Administration. Fra 1886 var han Medlem af Kria Kommunerepræsentation, hvis Ordfører han var 1891. Ved Jubilæet 1879 kreerede Kbhvn’s Univ. ham til Æresdoktor. —

 

I sine Forelæsninger behandlede G. Proces og Strafferet, og det er væsentlig ogsaa paa disse Omraader, at han som Forf. og Lovgivningspolitiker har virket. Blandt hans Skr over processuelle Emner er især at fremhæve hans retsdogmatiske Hovedværk »Om Paaanke til højere Ret i civile og kriminelle Sager« (1884) samt hans Afhandlinger til Belysning af Skifteprocessen, »Om Dødsbo med uovertaget Gældsansvar« (1878) og »Kreditorernes Adgang til at omstøde sin Skyldners Retshandler« (i »Norsk Retstidende« for 1879 og 1881), hvortil slutter sig fl. Bidrag til Diskussionen om en Reform af den norske Konkurslovgivning. Ligeledes udgav han 1878 et Skrift om en Reform i Varetægtsvæsenet. Da fra 1881 Spørgsmaalet om Indførelsen af Jury i Strafferetsplejen genoptoges, viede G. denne Sag særlig Opmærksomhed og udarbejdede sammen med Statsraad O. A. Bachke et Lovudkast (1885), der i St. f. Edsvorneretter var bygget paa Meddomsmandsinstituttet, et Standpunkt, som G. yderligere hævdede s. A. i et eget Skrift, »Om en forandret Rettergangsmaade i Straffesager«. G. var derefter Formand i Kommissionen, hvis, væsentlig af G. forfattede, Lovudkast ophøjedes til Lov 1887; ogsaa dens organisatoriske Gennemførelse i Praksis betroedes ham som første Indehaver af Rigsadvokatembedet. I Kommissionen til Udarbejdelse af en ny Civilproceslov (nedsat 1890) var ogsaa G. Formand; men det er dog særlig paa det strafferetlige Omraade, at G.’s Initiativ har gjort sig gældende. Allerede ved sin epokegørende Prøveforelæsning over det selvvalgte Emne »Den saakaldte Delagtighed i Forbrydelser« (1875) havde han i dette Fag stillet sig i kritisk Opposition til, hvad hidtil var blevet lært; han blev nu Formand i Kommissionen til Udarbejdelse af en ny Straffelov, og allerede 1887 kunde han offentliggøre et af ham personlig forfattet »Foreløbigt Udkast til almindelig borgerlig Straffelov for Kongeriget Norge, første (d. e. den saakaldte »almindelige«) Del med Motiver«, et Førsterangs Bidrag til Udviklingen af den moderne Kriminalisere. I Forbindelse hermed er ogsaa at nævne hans Foredrag i den norske Kriminalistforening om »betingede Straffedomme« (trykt i Foreningens »Forhandlinger« 1893). 1892 offentliggjorde G. »Udkast til Lov om sædelig forkomne og vanvyrdede Børns Behandling, med Motiver«, og »Udkast til Lov til Modarbeidelse af offentlig Usædelighed og venerisk Smitte, med Motiver«, saavel som et fuldstændigt »Udkast til alm. borgerlig Straffelov for Kongeriget Norge« (1893, Motiverne i et særskilt Hefte). Derpaa fulgte fra selve Kommissionen »Udkast til Lov om Tvangsopdragelse samt til Lov om Forandring i Bestemmelserne om Fuldbyrdelse af Strafarbejde« (1892), »Udkast til Lov om Løsgjængeri, Betleri og Drukkenskab samt om Tvangsarbejdshuse« (1894), »Udkast til Lov om Fængselsvæsenet og om Fuldbyrdelse af Frihedsstraffe, med Motiver«, »Udkast til Lov om civile og gejstlige Embeds- og Bestillingsmænds Disciplinærforseelser og Afskedigelse, med Motiver«, »Udkast til almindelig borgerlig Straffelov for Kongeriget Norge« (Motiverne i et særskilt Hefte), samt »Udkast til Lov om den alm. borgerlige Straffelovs Ikrafttræden, med Motiver« (samtlige af 1896). Endelig slutter sig hertil et af den samme Kommission udarbejdet »Udkast til Lov, indeholdende Forandringer i Lov om Rettergangsmaaden i Straffesager af 1. Juli 1887, med Motiver« (1896). Udkastet om Fuldbyrdelse af Strafarbejde ligger til Grund for Lov af 26. Juni 1893, det om Tvangsopdragelse for L. af 6. Juni 1896 »om forsømte Børns Behandling«, og 31. Maj 1900 blev »Lov om Fængselsvæsenet og om Tvangsarbeide« samt »Lov om Løsgjængeri, Betleri og Drukkenskab« udfærdiget, men den sidste blev først senere sat i Kraft. 22. Maj 1902 udkom den ny norske Straffelov med sin Ikrafttrædelseslov, en revideret Udgave af Straffeprocesloven, en ny milit. Straffelov og en ny Lov om den militære Straffeproces. Men G. oplevede ikke Fuldendelsen af sit store Livsværk. Midt i sit Arbejde blev han pludselig bortrevet af Døden. —

 

Den ledende Tanke i den anførte Række kriminalistiske Lovværker gaar — i Modsætning til det gl. individualistiske Gengældelsesprincip — ud paa at opfatte Straffen som Led i den alm. sociale Udviklingsbestræbelse, et positivt, af enhver absolut Teori uafhængigt Program, der gennem G.’s Arbejder har naaet et betydeligt Skridt fremad baade i Retning af følgerigtig Klarhed og »af praktisk Iværksættelse. Skønt fuldt hjemme i den tyske Retsvidenskabs abstraherende og begrebsstiftende Arbejds- og Synsmaader og derhos selv udrustet med en sjælden skarp logisk Tænkeevne havde G. fra sin tidlige Ungdom af fortrinsvis følt sig tiltrukket af den empirisk-utilitariske engelske Filosofi (især Stuart Mill), og han repræsenterer derfor en heldig Forening af den tyske Videnskabs systematiske Kundskabsfylde og den engelskes Virkelighedssans og Blik for det praktisk Menneskelige. Samme Frihed for Doktrinarisme og Syn for Livets reelle Værdier ledsager G. ogsaa i hans egl. politiske Samfundsbetragtning, for hvilken han for øvrigt nærmere har redegjort i et med Mill’s »On Liberty« nær beslægtet Foredrag »Om Demokratiet« (i Særtryk 1885). Det var selvsagt, at et saa nøgternt, tilmed ofte af en vis humoristisk Optimisme præget Standpunkt under Datidens politiske Gæring i Norge ikke altid faldt sammen med noget enkelt Partis Yndlingspaastande, og uagtet G. lejlighedsvis udtalte vægtige Ord ogsaa i politiske Spørgsmaal (saaledes navnlig om »Sammensat Statsraad«, Særtryk efter »Morgenbladet« 1892, og »Die schwedisch-norwegische Union«, i »Zukunft« 1894), undgik han længe at blive anvendt i den egl Partiorganisation. Netop denne Omstændighed gjorde ham imidlertid fra alle Sider saa meget mere foretrukken, da det 1895 gjaldt at overdrage en Mand af Autoritet det ansvarsfulde Hverv som norsk Formand i den nydannede 3. Unionskomité. Denne afgav under 29. Jan. 1898 sin Indstilling, hvoraf fremgik, at det ikke var lykkedes den at komme til Enighed om Fremlæggelse af noget Forslag til ny Foreningsbestemmelser, idet saavel den norske som den svenske Afdeling af Komiteen faldt fra hinanden i et Flertal og et Mindretal. Den af 4 Medlemmer bestaaende norske Majoritet leverede en væsentlig af G. forfattet særskilt Betænkning, som foruden i Indstillingen er særskilt udgivet (1898) af de konservative Foreningers Centralstyre. Desuden har G., der var gaaet til sit Hverv med stor Interesse for Opgavens Løsning, i fl. Afhandlinger, optagne i hans af Hagerup udgivne »Juridiske Afhandlinger«, med fængslende Skarpsind udviklet sine Opfattelser af de vigtigste, under Drøftelsen hørende statsretslige Spørgsmaal. I samme Tidsrum falder tillige hans Bemærkninger om »det statsretslige Forhold mellem Finland og Rusland« (»Tidsskr. f. Retsvidenskab«, 14. Bd, 1901). —

 

Først efter Tilendebringelsen af Unionskomiteens Forhandlinger kunde den store, under 3. Jan. 1891 nedsatte Civilproceslovkommission endelig, Høsten 1898, begynde sin Virksomhed. I Egenskab af dens Formand fremlagde G. straks en af ham forfattet foreløbig Udredning af Reformens alm. Principper og lod derpaa til Omdeling bl. Medlemmerne i Vaaren 1899 trykke 2 Lovudkast ang. herh. Domstolsordningen og Rettergangen. En revideret Udgave af disse Udkast tryktes i Sommeren 1900 og dannede Grundlaget for Kommissionens Drøftelser under dens Sammentræde August—September 1901. Udkastene var ikke forsynede med Motiver, undtagen for saa vidt G. 1901 lod trykke en Del Bemærkninger om Lagmandsretternes Organisation. Dog havde han i Manuskript udarbejdet spec. Motiver til de fleste Bestemmelser i Udkastet til Rettergangslov. Efter G.’s Død blev den ovenn. foreløbige Udredning, Lovudkastene og de forefundne Motiver 1902 udgivne af Fr. Hagerup under Titelen »Udredninger og Udkast til Civilprocesreformen af Bernhard G.«. Norges ny Rettergangslove udkom 13. August 1915, og de vil træde i Kraft 1. Januar 1923 (L. 14. August 1918). —

 

G. er ved 19. Aarh.’s Slutning, hvad A. M. Schweigaard var ved dets Midte, den centrale Kraft i Norges Lovgivningsarbejde. G.’s Lovarbejder og Kritik af de hidtil ude og hjemme fulgte legislative Synsmaader stiller ham i første Rk. bl. de Samtidens Retslærde, der har viet sig til komparative og reformatoriske Lovstudier.

 

(Litt.: Fr. Hagerup’s Mindetale i »Tidsskr. f. Retsvid.«, 14. Bd [1901]. En fuldstændig Fortegnelse over G.’s Arbejder i Forordene til Hagerup’s Udg. af hans »Jur. Afh.« [Kria 1903]).

 

(E. H.). Abs. T.

 

As I recall these pictograms used to be drawings of Harlequin and Columbine?

Well... at least this sign tells something important about equality in modern society! - or perhaps not?

=

Så vidt jeg husker plejede disse piktogrammer at være tegninger af Harlequin og Columbine?

I det mindste fortæller dette skilt noget vigtigt om lighed i det moderne samfund" - eller måske ikke?

 

På Vartdalstranda var der i gamle dagar so yrande fullt av orm at korkje folk eller fe kunde vere trygge for ormebit um sumaren. Då sende Vartdalstrandingane bod etter ein trollkunnig finn som kunde vikje burt slike udyr. Han kom; og alle mann frå Festøy til Flåvik laut kome med kvar sitt lass knaskturr ved til Nørevartdal, Alle kom etter avtale, so ner som to gardmenn frå Romestrand. Veden vart lagd i ein veldig haug. — So vart det kveikt eld på, og snart stod logen himmelhøgt frå bålet. Då tok finnen til med sterke ord å stemne ormane fram. Og frå alle kantar kom dei, or urd og hole, undan stein og rot, frå fjell og fjøre. Sume hadde bite seg i halen og kom rullande som hjul, andre kom med blodsprengde augo so sinte at dei spruta eiter vidt ikring; men på bålet laut dei kvar bidige ein. Sistpå høyrdest eit forfælande brak frå fjellet beint ovanfor Masdal, — og då folk skulde til sjå, var det ein lindorm som braut seg ut. Berget klovna med det same, og den kloven kallast Masdalskloven. Han stend og gaper mot himmelen den dag idag. Men då tok finnen til å bleikne i sitt brunskrukkute skinn; og so redd var han då lindormen kom at han sprang lukt på varmen, — og Lindormen etter. Soleis gjekk det tre gonger over bålet; men tridje gongen vart både ormen og finnen liggjande att i eldmyrja der dei sprakk sund.

 

Kjende folk seier at no finst der ikkje orm på heile Vartdalstranda anna enn på dei to gardane der dei ikkje kom med ved til ormebrisingen.

Format: Lysbilde i farge, positiv

Dato / Date: 1974

Fotograf / Photographer: Trondheim kommune, fra Tekniske etaters samling / Byarkivet

Sted / Place: Olav Tryggvasons gate 30, Trondheim

 

Eier / Owner Institution: Trondheim byarkiv, The Municipal Archives of Trondheim

Arkivreferanse / Archive reference: Tor.H47.B57.F27106

 

Merknad Den opprinnelige Schreinergården ble ødelagt av brann i 1974 og dagens murgård ble reist i stedet.

  

Adresseavisen 28. Mai 1974 s. 36:

 

Rian i gang neste uke i midlertidige lokaler

 

Husflidens største problem varer til turistsesongen

 

Det var verdier for omkring femten millioner kroner som gikk tapt ved brannen i Olav Tryggvasons gate 30 søndag kveld. Den praktfulle Schreiner-gården, der firma Chr. Rian og Husfliden hadde sine lokaler, er i dag en fullstendig ruinhaug. Brannen ble først bragt under kontroll ved 22.30-tiden søndag kveld, men hele natten og mandag pågikk etterslukking. Dette har ført til at politiet ennå ikke har fått satt i gang undersøkelser. Åstedsgranskingen vil imidlertid begynne tirsdag formiddag, får Adresseavisen opplyst.

 

Firma Chr. Rian har allerede klart å sikre seg nye lokaler. Det er i andre etasje i nabogården Olav Tryggvasons gate 34, som eies av Gunnar Larsen, der kafé Gullelgen tidligere holdt til. - Vi vil allerede tirsdag gå i gang med oppussing av lokalene, og i løpet av neste uke håper vi å kunne komme i gang igjen med virksomheten, sier disponent Ulf Rian. I mellomtiden må det foretas sinnkjøp av nye varer. Firma Chr. Rian har forøvrig sitt hovedlager i Felleskjøpets bygg. Varene man har oppbevart der vil naturligvis gjøre det lettere i starten.

 

Også Husfliden er på jakt etter nye lokaler og så vidt vi forstår har man fått tilbud om leie. Dette vil imidlertid ikke formannen i Norsk Husflids Venner, Erik Bergersen, bekrefte. - Tilbudet er ennå ikke offisielt, sier han. Bergersen understreker at behovet for nye lokaler er svært presserende, etter som man nå står foran en ny turistsesong. Det vil ikke bli noen enkel sak å starte helt fra grunnen, fordi husflidsvarene er vanskelig å skaffe. De produseres i ganske stor grad på bestilling og i begrenset antall.

 

Det eneste som ble berget var en del verdifulle kunstgjenstander som befant seg i Husfliden. En representant fra Trondhjems Forsikringsselskab fikk sammen med tre brannmenn tillatelse til å gå inn i forretningen for å redde ut gjenstandene som skal loddes ut til inntekt for Byåsen Sykepleierforening. Gevinstene har en samlet verdi på 25 000 kroner. Det ser ellers ut til at safene både hos Chr. Rian og Husfliden har tålt varmen. Innholdet i dem ble imidlertid ikke undersøkt mandag.

 

Politimann oppdaget brannen

 

Det var politioverbetjent Jon Haugen som oppdaget brannen. Han kom kjørende vestover Olav Tryggvasons gate etter å ha vært innom politikammeret en tur. Det synes nå helt klart at ilden oppsto i annen etasje hos Chr. Rian.

 

Både Chr. Rian Musikkforretning, Husfliden og selve gården, som eies av Chr. Schreiner, var forsikret i Trondhjems Forsikringsselskab. Det samme gjaldt avbruddsforsikringen. Direktør Ole Hegle i Trondhjems Forsikringsselskab sier at ved overtagelsen av forsikringen i såkalte brannfarlige strøk tar selskapet på forhånd, og ut fra sin erfaring, en kalkulert risiko for skade som ikke skal overstige en fastsatt maksimal. Rent praktisk ordnes dette ved at beløp som overstiger disse stipulerte maksimaler reassureres i inn- og utenlandske selskaper. Slik er også forholdet i den aktuelle saken i Olav Tryggvasons gate 30. Forsikringen faller således innenfor rammen av det som selskapet på forhånd har kalkulert som maksimal skade for egen regning. På vanlig måte bistår selskapet de skadelidte med råd og faglig assistanse, sier direktør Hegle.

 

Forretningen Fotoservice som også tilhører Schreiner-gården er ikke blitt brannskadet, mens forretningen derimot er påført betydelige vannskader. Den kan imidlertid igjen åpnes om kort tid. Man fryktet også en tid at det kunne bli røkskader på varebeholdningen i EPA. Varehussjef Thor Johan Wullum sier at det overhodet ikke har oppstått slike skader. Den eneste skaden som er påført EPA er fire sprukne thermopane-ruter mot Jomfrugaten.

 

Schreinergården bygd etter bybrannen i 1841

 

Gjennom tidene har Trondheim vært hjemsøkt av mange store og alvorlige branner. Bibliotekar Wilhelm Støren forteller at den første storbrannen fant sted i 1681. Den gangen ble hele byen lagt i aske, og oppbyggingen ga den nåværende formen med de brede gater etter planlegging av general Caspar von Cicignon. I 1709 var det nok en storbrann, likeså i 1773 da området ved Ravnkloa brant ned. Etter denne brannen utarbeidet general Wibe von Rosten planer for reising av murhus med tvang, men dette gikk ikke byens borgere med på. Videre var det storbrann i 1810 da øvre del av Søndre gate ble rasert, det vil si kvartalet Søndre gate-Dronningens gate-Kjøpmannsgaten oppover mot Kongens gate. I 1840-årene var det tre betydelige branner, den første i 1841 da området nordenfor Dronningens gate og østenfor Munkegaten, unntatt bryggerekken mot elven brant ned. Det var etter denne brannen at Schreiner-gården ble reist. I 1842 brant området nordenfor Kongens gate, Prinsens gate ut til Hospitalsgaten. Så i 1846 oppsto brann i St. Jørgensveita og la hele området øde til Vår Frue gate, Erling Skakkes gate, unntatt Erichsen-gården, den nåværende Parkkaféen. Denne brannen førte til tvangsoppføring av murhus. Til slutt fant sted en stor brann i Østbyen 1899, da området Nedre Møllenberg, Innherredsveien, Kirkegaten og Gamle Kongevei ble jevnet med jorden. Denne brannen gjorde at det også for Østbyen ble innført tvangsoppføring av murhus.

 

Format: Lysbilde i farge, positiv

Dato / Date: 1974

Fotograf / Photographer: Trondheim kommune, fra Tekniske etaters samling / Byarkivet

Sted / Place: Olav Tryggvasons gate 30, Trondheim

 

Eier / Owner Institution: Trondheim byarkiv, The Municipal Archives of Trondheim

Arkivreferanse / Archive reference: Tor.H47.B57.F27107

  

Adresseavisen 28. Mai 1974 s. 36:

 

Rian i gang neste uke i midlertidige lokaler

 

Husflidens største problem varer til turistsesongen

 

Det var verdier for omkring femten millioner kroner som gikk tapt ved brannen i Olav Tryggvasons gate 30 søndag kveld. Den praktfulle Schreiner-gården, der firma Chr. Rian og Husfliden hadde sine lokaler, er i dag en fullstendig ruinhaug. Brannen ble først bragt under kontroll ved 22.30-tiden søndag kveld, men hele natten og mandag pågikk etterslukking. Dette har ført til at politiet ennå ikke har fått satt i gang undersøkelser. Åstedsgranskingen vil imidlertid begynne tirsdag formiddag, får Adresseavisen opplyst.

 

Firma Chr. Rian har allerede klart å sikre seg nye lokaler. Det er i andre etasje i nabogården Olav Tryggvasons gate 34, som eies av Gunnar Larsen, der kafé Gullelgen tidligere holdt til. - Vi vil allerede tirsdag gå i gang med oppussing av lokalene, og i løpet av neste uke håper vi å kunne komme i gang igjen med virksomheten, sier disponent Ulf Rian. I mellomtiden må det foretas sinnkjøp av nye varer. Firma Chr. Rian har forøvrig sitt hovedlager i Felleskjøpets bygg. Varene man har oppbevart der vil naturligvis gjøre det lettere i starten.

 

Også Husfliden er på jakt etter nye lokaler og så vidt vi forstår har man fått tilbud om leie. Dette vil imidlertid ikke formannen i Norsk Husflids Venner, Erik Bergersen, bekrefte. - Tilbudet er ennå ikke offisielt, sier han. Bergersen understreker at behovet for nye lokaler er svært presserende, etter som man nå står foran en ny turistsesong. Det vil ikke bli noen enkel sak å starte helt fra grunnen, fordi husflidsvarene er vanskelig å skaffe. De produseres i ganske stor grad på bestilling og i begrenset antall.

 

Det eneste som ble berget var en del verdifulle kunstgjenstander som befant seg i Husfliden. En representant fra Trondhjems Forsikringsselskab fikk sammen med tre brannmenn tillatelse til å gå inn i forretningen for å redde ut gjenstandene som skal loddes ut til inntekt for Byåsen Sykepleierforening. Gevinstene har en samlet verdi på 25 000 kroner. Det ser ellers ut til at safene både hos Chr. Rian og Husfliden har tålt varmen. Innholdet i dem ble imidlertid ikke undersøkt mandag.

 

Politimann oppdaget brannen

 

Det var politioverbetjent Jon Haugen som oppdaget brannen. Han kom kjørende vestover Olav Tryggvasons gate etter å ha vært innom politikammeret en tur. Det synes nå helt klart at ilden oppsto i annen etasje hos Chr. Rian.

 

Både Chr. Rian Musikkforretning, Husfliden og selve gården, som eies av Chr. Schreiner, var forsikret i Trondhjems Forsikringsselskab. Det samme gjaldt avbruddsforsikringen. Direktør Ole Hegle i Trondhjems Forsikringsselskab sier at ved overtagelsen av forsikringen i såkalte brannfarlige strøk tar selskapet på forhånd, og ut fra sin erfaring, en kalkulert risiko for skade som ikke skal overstige en fastsatt maksimal. Rent praktisk ordnes dette ved at beløp som overstiger disse stipulerte maksimaler reassureres i inn- og utenlandske selskaper. Slik er også forholdet i den aktuelle saken i Olav Tryggvasons gate 30. Forsikringen faller således innenfor rammen av det som selskapet på forhånd har kalkulert som maksimal skade for egen regning. På vanlig måte bistår selskapet de skadelidte med råd og faglig assistanse, sier direktør Hegle.

 

Forretningen Fotoservice som også tilhører Schreiner-gården er ikke blitt brannskadet, mens forretningen derimot er påført betydelige vannskader. Den kan imidlertid igjen åpnes om kort tid. Man fryktet også en tid at det kunne bli røkskader på varebeholdningen i EPA. Varehussjef Thor Johan Wullum sier at det overhodet ikke har oppstått slike skader. Den eneste skaden som er påført EPA er fire sprukne thermopane-ruter mot Jomfrugaten.

 

Schreinergården bygd etter bybrannen i 1841

 

Gjennom tidene har Trondheim vært hjemsøkt av mange store og alvorlige branner. Bibliotekar Wilhelm Støren forteller at den første storbrannen fant sted i 1681. Den gangen ble hele byen lagt i aske, og oppbyggingen ga den nåværende formen med de brede gater etter planlegging av general Caspar von Cicignon. I 1709 var det nok en storbrann, likeså i 1773 da området ved Ravnkloa brant ned. Etter denne brannen utarbeidet general Wibe von Rosten planer for reising av murhus med tvang, men dette gikk ikke byens borgere med på. Videre var det storbrann i 1810 da øvre del av Søndre gate ble rasert, det vil si kvartalet Søndre gate-Dronningens gate-Kjøpmannsgaten oppover mot Kongens gate. I 1840-årene var det tre betydelige branner, den første i 1841 da området nordenfor Dronningens gate og østenfor Munkegaten, unntatt bryggerekken mot elven brant ned. Det var etter denne brannen at Schreiner-gården ble reist. I 1842 brant området nordenfor Kongens gate, Prinsens gate ut til Hospitalsgaten. Så i 1846 oppsto brann i St. Jørgensveita og la hele området øde til Vår Frue gate, Erling Skakkes gate, unntatt Erichsen-gården, den nåværende Parkkaféen. Denne brannen førte til tvangsoppføring av murhus. Til slutt fant sted en stor brann i Østbyen 1899, da området Nedre Møllenberg, Innherredsveien, Kirkegaten og Gamle Kongevei ble jevnet med jorden. Denne brannen gjorde at det også for Østbyen ble innført tvangsoppføring av murhus.

Format: Dokument (Avisutklipp) - Digital Collage

Dato / Date: 10 - 11 November 1978

 

Wikipedia: Mel Brooks (f. 1926)

 

Wikipedia: High Anxiety

 

Eier / Owner Institution: Trondheim byarkiv, The Municipal Archives of Trondheim

Arkivreferanse / Archive reference: Trondheim Kinematografer: Kritikker fra Osloaviser (1977 - 1978), l.nr. 90

 

Smakløst - og hva så?

 

Saga:

HØYDESKREKK

Regi: Mel Brooks.

Originaltittel: High Anxiety.

Amerikansk.

 

"Tilegnet skrekkens mester Alfred Hitchcock" heter det i fortekstene til den gale mann Mel Brooks nye film. Og det er nok også folk som kjenner Hitchcocks filmer godt som vil ha det største utbyttet av filmen. Her er vi innom klassikere som "Psycho" (dusjscenen), "Fuglene" og "Vertigo". I sistnevnte film var James Stewart redd høyder - det er også Mel Brooks som psykiater i denne filmen. Og Hitchcocks berømte "syke" humor blir gjentatt og vel så det av Brooks - som ikke akkurat er kjent for noen påtrengende "god smak" selv. Som i en god Hitchcock-film er vår helt i stadig livsfare, og selvsagt møter han også sin blondine, som i forbildets filmer. Hun spilles av Brooks' faste "leading lady" Madeline Kahn, begavet og vakker komedienne.

 

Vent aldri den fullkomment oppbygde film av Brooks, her har han mye å lære av geniet Alfred. Det går i rykk og napp, kanskje til og med i litt større grad enn vanlig. Filmen lever, og lever høyt, på en sju-åtte perfekt gjennomførte sketsjer - for eksempel den der Brooks ringer sin blonde venninne med morderens hender rundt halsen, mens hun tror stønningen skyldes en obskøn telefon-terrorist. Og hva med den der Brooks drepende parodierer Sinatra i avsyngingen av tittellåten. Og den der en skummel plan diskuteres med kamera plassert på Hitchcock-manér under et glassbord. Smakløsheter i fleng - javisst. Men totalt uimotståelig også.

 

B.Gr.

  

Verdens Gang 10.11.1978:

 

Ny film - dette mener VG:

 

SAGA: HØYDESKREKK (High Anxiety).

REGI: Mel Brooks.

MED: Mel Brooks, Madeline Kahn, Cloris Leachman og Harvey Korman. Amerikansk fargefilm.

 

På samme måte som Mel Brooks' "Silent Movie" var en kjærlighetserklæring til filmmediets barndom, er hans siste film "Høydeskrekk" en uforbeholden hyllest til filmskrekkens mester, Alfred Hitchcock. Når man har sett "Høydeskrekk" har man samtidig vært innom en rekke av Hitchcocks filmer.

En gjennomgang av handlingen er så godt som umulig på liten spalteplass - men Mel Brooks spiller her en nyansatt sjef for Det Psyko-Nevrotiske Institutt for De Meget, Meget Syke.

Merkelige ting hender rundt ham uten at han helt oppdager hvor merkelig det er. Det er først når datteren til en av pasientene oppsøker ham og overbeviser ham om at hennes far er frisk, at han skrider til handling.

 

Tung start

 

For beundrere av Mel Brooks-humoren skulle det holde med å si at filmen bærer et umiskjennelig Brooks-preg. Første del av filmen - når intrigen presenteres - virker imidlertid litt tung i sessen. Det er når institutt-bestyrer Brooks starter sine undersøkelser at de mange finurlige detaljene harmonerer med filmens tempo og løfter den til de kjente Brooks-høyder.

Mel Brooks står selv bak manus og regi, ved siden av at han spiller hovedrollen. Situasjons-utvalget fra Hitchcock-filmene er gjort med omhu og kjærlighet - og alltid gjort med en ny og overraskende vri.

 

Med seg har han sin faste "stjerne" Madeline Kahn, som igjen overbeviser som komedienne. God støtte har han også i radarparet Clois Leachman og Harvey Korman som henholdsvis søster Diesel og dr. Montague - begge faste medlemmer av Brooks' stjernestall.

 

A.S.

  

Aftenposten 11.11.1978:

 

Ujevn Brooks-komedie

 

SAGA:

Høydeskrekk

Nasjonalitet: Amerikansk.

Manus og regi: Mel Brooks.

Med: Mel Brooks, Madeline Kahn.

Utleie: Fox/Norena.

 

Bare én mann er beskjeftiget på full tid med å forsyne verdens filmmarked med komedier - det er amerikaneren Mel Brooks, hvis renommé som moromann har utviklet seg fra film til film. Først ble han nærmest oversett, men i lengden er det ikke lett å late som man ikke legger merke til en vital og egenartet skaperkraft, som Brooks er på sitt beste. På sitt verste er han ganske vulgær, men akkurat det anser han iallfall selv for å være varemerket på en ekte Brooks-film; det sofistikerte i skjønn forening med det plumpe i den hensikt å skape overraskelser og kontraster til glede for et filmpublikum som ikke er bortskjemt med komedier i våre dager.

 

Dagens Brooks-film, "High Anxiety" - eller "Høydeskrekk" som den heter på norsk, er en gjennomført parodi på en viss filmgenre som er skapt og utviklet av grøsserens mester Alfred Hitchcock. Angst og usikkerhet hviler da også på skuldrene til professor Richard H. Thorndykke, som overtar som ansvarlig for en nerveklinikk, og blir involvert i diverse intriger hvor hans egen høydeskrekk kommer til å spille en avgjørende rolle for utfallet. På klinikken kan Brooks riktig boltre seg i groteske menneskeskildringer, som er blant hans spesialiteter, og da han heller ikke er kjent for å være særlig fintfølende med menneskelige lyter, hverken på det psykiske eller fysiske plan, er da også "Høydeskrekk" blitt en grovkornet komedie på dette plan. Raffinementet finner man i hans parodiske øyeblikk, hvor kjente Hitchcock-scener fremstår på nye og overraskende måter. Her er mange godbiter for folk med litt kjennskap til filmhistorikk - noe som for øvrig gjelder for storparten av Brooks filmer.

 

Hvor morsom er så "Høydeskrekk"? Den har sine høydepunkter, men er som alle Brooks-filmer ganske ujevn, efter min mening. Ikke alle innfallene er like morsomme, og av og til henfaller Brooks til det opplagte, det vil si at man på forhånd mer enn aner hvor det bærer hen. Rent verbalt er han dreven og langt sikrere, dialogene er fine, og når det gjelder skuespillerne så er det å si at de nok en gang er Brooks' sikreste kort. Han har en "stall" som ikke svikter, og at han tildeler seg selv hovedrollen, gjør ingenting så lenge han holder høyt nivå som aktør. Og det gjør han. Sant og si gjør han det aller meste selv, fra manus og produksjon via regi til hovedrollen, og dermed gir han sine filmer det umiskjennelige preget som filmpublikum verden over efterhvert har kommet til å vende seg til. Men jeg har en følelse av at han ennå ikke har hatt full klaff. Det er som om filmene hans mangler en helhet. En viss selvforelskelse, som sikkert er nødvendig i dette faget, kan bli litt for påtrengende. Selv om han skifter tema radikalt fra film til film ser det ut til at han er begynt å stivne litt til i formen. Jeg håper jeg tar feil.

 

Knut Bjørnskau

  

Dagbladet 10.11.1978:

 

Fritt etter Hitchcock -

 

SAGA: Høydeskrekk. - Am. ("High Anxiety"). Prod. og regi: Mel Brooks. Utleie: Fox Norena Film A/S.

 

Dette er da et nytt opus fra den aldri hvilende ånd bak verker som "Det våres for Hitler", "Vill vest", "Frankenstein Junior" og "Silent Movie" - Mel Brooks. Da vet iallfall fans'en i hovedtrekk hva som forestår, for komediemakeren Brooks har etter hvert fått en norsk menighet også.

 

Han går gjerne til de kjente og populære filmgenrene etter stoff. Denne gang dediserer han i fortekstene filmen til "spenningens mester, Alfred Hitchcock". Med seg selv i hovedrollen, har da Mel Brooks spunnet en historie omkring psykiateren dr. Thorndike som lider av høydeskrekk og som overtar ledelsen av et sykehus der iallfall personalet er sterkt og omfattende forstyrret. Det gir Brooks høve til å gå en parodisk omgang med flere av Hitchcocks kjente filmer og temaer. Her driver han f.eks. gjøn med den berømte, skrekkinnjagende sekvensen i "Psycho", hvor heltinnen ble myrdet i badet: Brooks følger for så vidt mester Alfred bilde for bilde her, men effekten er liksom en annen... Heltens høydeskrekk er selvsagt rappet fra "Vertigo" (for de som husker James Stewarts svimle detektiv). Og når helten hos Brooks merker en påfallende konsentrasjon av duer i parken rundt seg, ender det naturligvis med en klimaktisk scene à la "Fuglene".

 

Utgangen skal heller ikke her røpes - for oss gjenstår på ny å slå fast at Mel Brooks ikke er den gode smak og de finere nyansers mann. Hans metode er strengt tatt det motsatte,

 

Men sånt blir det også moro av. Blant øvrige aktører løper Cloris Leachman linen ut og vel så det som oversøster Diesel, hvis hvite kittel skjuler en blanding av Bloksbjergfarer og SS-offiser.

 

Jeg tør ikke si mer.

 

Thor Ellingsen.